Læsetid: 3 min.

Man kan ikke være sikker på noget som helst

2. januar 1998

Alice i Eventyrland er blevet 132 og ser tilbage på sin fortumlede rejse

TEATER
Alice i Eventyrland. Nej - i Underverdenen. Katrine Wiedemanns tolkning af Alice-historien er ikke en godnathistorie fra børneværelset. Det er ikke Disney-udgaven, hvor alt det mørke og (livs-)truende er malet over med lyse farve og blomstrende tapeter. Stort set tværtimod.
I startbilledet ligger Anne Marie Helger som den nu 132-årige Alice (bogen udkom første gang i 1865) i en hospitalsseng indrammet af et kvadrat af kranier.
Erindringsbilleder fra hendes fortsat uafsluttede rejse til denne indre verden, fantasiverden, underverden med dens overrumplende anderledes logik og livsværdier vælter ind over hende.
Den lille Alice (Sidse Babett Knudsen) er 7 år og 6 måneder gammel. Hun taler et vidunderligt fortidigt dansk. Ikke fra Lewis Carolls tid, men fra 50'ernes og 60'ernes danske folkefilm - hun taler som Lille Per i Far til Fire-filmene, dengang børn var artige og respektfulde og talte pænt og tydeligt. Den lille Alice er den snusfornuftige, ræsonnerende type, der gør sit bedste for at få også denne ny verdens logik til at hænge sammen.
Hun træffer langt fra alle Carrolls personer på denne sene rejse i erindringen, men bestemt et pænt udvalg af dem: Hattemageren, Syvsoveren, Kålormen, Griffen, Skildpadden, Dronningen, Klumpe-Dumpe - spillet af forestillingens fem lynomklædende herrer: Henrik Lykkegaard, Morten Eisner, Søren Hauch-Fausbøl, Timm Vladimir, Jens Albinus.
Hver på sin måde anfægter disse eventyrskikkelser Alices opfattelse af, hvordan verden er skruet sammen. Filosofisk set mister hun aldrig sin uskyld - selv om bl.a. Kålormen og Enhjørningen gør hvad de kan for at hun skal miste den i fysisk forstand. Alice accepterer med et åbent sind de nye logikker og får på denne måde sine nye bekendte til at køre den helt ud, kommer på den måde selv ind i deres verden.
På dødslejet - efter afslutningen af denne nye og temmelig hulter-til-bulter rejse i erindringen - er det derfor logisk nok også den lille Alice, der dør. Æblet er spist, en ny erkendelse er bestemt ikke fundet, men Alice er ét med denne underverden og kan vel i princippet leve videre indtil Carroll går i glemmebogen. Det sker næppe lige med det samme.
Hvad handler Alice egentlig om? Det revolutionære budskab er vel, at man ikke kan være sikker på noget som helst, at alt er åbent for fortolkning, at der ikke eksisterer nogen absolut og endelig og objektiv virkelighed. Alle står parat med hver deres tolkning, og det er sin sag at holde balancen og holde fast på sit eget jeg og sin egen bevidsthed i dette tilsyneladende kaos.

Jabberwocky
Men der er mange indgange til den mærkelige Carroll. I mange år lagde man vel mest vægt på det barnlige - talende dyr, skægge formuleringer. For 20-30 år siden var det lige før Kålormen blev hovedpersonen - den ryger vandpibe - og det hele kunne med lidt god vilje gøres til én lang psykedelisk udflugt. Sprogeksperimentatorer fra James Joyce til Arno Schmidt har dyrket bl.a. den indlagte, sprogopløsende Jabberwocky-snak.
Wiedemann og hendes medforfatter, Hans Kragh-Jacobsen, har grebet fat i den helt anden ende - i forfaldet og i forfaldets invitation til sort humor. For der inviteres konstant til både stille fnis og til skraldgrin. Ikke mindst i forbindelse med Elisabeths små absurde sange, som godt ind imellem kan minde en smule om John Lennon når han var var allermest sprg- og rim-drilsk.
Grotesken understreges af Michael Kviums meddigtende scenografi. For at fremme skuespillernes mobilitet og give historien mulighed for at flyde nogenlunde uhindret af sceneskift har Kvium valgt at lægge det meste af sin scenografi i nogle fantasifulde kostymer. Alice, både den yngre og den ældre, er klædt som de var det i de klassiske tegninger - til gengæld er herrerne ren nutid og meget Kvium.
I den udstrækning det overhovedet er muligt at trodse køn, alder og kroppens dimensioner gør han det. Hvor det normalt opfattes som lidt af en dyd at scenografien nogenlunde diskret lægger sig om personerne og dialogen, så er den her et påtrængende selvstændigt statement. Men helt i overenstemmelse med forestillingens ide og derfor heller ikke noget problem.
Rigtig bange bliver man aldrig. De mange gru- eller gysereffekter er på bunden venlige og morsomme. Alice og døden? Tjo, men den 132-årige balancerer på kanten af graven fra åbningsbilledet og rigtig smerteligtt bliver det aldrig.
Men stor og veloplagt og vedkommende underholdning med overrumplende skuespillerindsatser og vilde kostymer - det er vel heller ikke så ringe.

* Alice i Underverdenen - Lewis Carolls roman bearbejdet af Katrine Wiedemann og Hans Kragh-Jacobsen. Sange: Elisabeth. Instr.: Katrine Wiedemann. Scen.: Michael Kvium. Edison-scenen. T.o.m. 31.1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her