Læsetid: 9 min.

KGB-chefens olieparadis

2. januar 1998

Hejdar Alijev, Bresjnevs gamle mappebærer, ender sine dage som nærmest feudal hersker i en oliestat. Kun få ytrer utilfredshed - og ikke ret længe...

ÅRHUNDREDETS OLIEEVENTYR

Hejdar er nationen, nationen er Hejdar", proklamerer et stort skilt langs vejen fra Bakus lufthavn til byen. Talrige er de broer og vejstrækninger, der "er opført takket være vores præsident, Hejdar Alijev", når man taler med aserbajdsjanske regeringsembedsmænd.
Og informationsminister Sirus Tabrizli når at nævne sin præsidents navn 32 gange under det interview, vi har med ham.
Den nu 74-årige Hejdar Alijevs bemærkelsesværdige liv synes at skulle kulminere mod sin afslutning. Der er præsidentvalg i Aserbajdsjan i 1998, men ingen i Baku er i tvivl om, at præsidenten også bagefter hedder Alijev, ja, at han kan blive siddende på sin post, indtil han fortæret af ælde kaldes hjem til sin Gud. Hvilket, inshallah!, måtte ske sent!
Alijev passer således fint i det herskende mønster i Centralasien: kommunistiske apparatmænd fra Sovjet-tiden har tiltaget sig magten i de nye, uafhængige stater og optræder nu nærmest som præ-socialismens khaner, med feudalherskerens patriarkalske bekymring for undersåtternes ve og vel og med nådesløs vrede mod dem, der sætter sig op mod det herskende regime. De regerer på basis af gamle tiders klan-fællesskaber - suppleret af det net af forbindelser, som Sovjet-tidens herskende klasse, nomenklatura'en, skabte.
Det er ikke så udtalt i Aserbajdsjan som i f.eks. nabolandet på den anden side af Det Kaspiske Hav, Turkmenistan. Præsidenten, den tidligere partichef Saparmurad Nijasov, har ligefrem taget navneforandring til Turkmenbashi - "alle turkmeneres fader" - og er nu i færd med at opføre sit femte palads.

Nationens mekaniker
Men mindre kan gøre det:
"Før var Aserbajdsjan som en gammel bil, hvis motor var brændt sammen. Alle kastede sig over den for at reparere den, men uden held - indtil Hejdar Alijev kom forbi...", fortsætter informationsminister Tabrizli, som få minutter tidligere havde brugt en anden metafor:
"Før var Aserbajdsjan et svømmebassin tømt for vand, men så kom Hejdar Alijev...".
Men også mere kritiske iagttagere, som f.eks. Akif Abdulla fra den uafhængige tænketank Centre for Strategic Studies i Baku, taler anerkendende om Alijevs evner som politiker:
"Der er en personkult omkring Alijev, ingen tvivl om det, men man kommer heller ikke uden om, at Alijev er den mest erfarne af alle vore politikere, og at han som den eneste har forstået at spille nabolandene Rusland, Iran og Tyrkiet ud mod hinanden, så Aserbajdsjan i dag både de facto og reelt er et selvstændigt land uden andre landes styrker på dets territorium".

Magtspillets mester
Evnen til det politiske magtspil har Alijev i behold fra dengang i 1969, da han som formand for Aserbajdsjans Komité for Statssikkerhed, det lokale KGB, blev valgt som det aserbajdsjanske kommunistpartis førstesekretær. I årene derefter dyrkede han nære forbindelser til de hastigt skiftende Kreml-ledere Bresjnev, Andropov og Tjernenko.
Andropov kaldte Alijev til Moskva, hvor han var første vice-ministerpræsident, indtil Gorbatjovs perestrojka-kampagne tvang Alijev fra alle sine poster. De fleste troede vel, at Historien så var færdig med Alijev, som slog sig ned i den isolerede aserbajdsjanske enklave Nakhitjevan og dér opnåede en aftrædelsespost som formand for det lokale parlament.
Men nej - Aserbajdsjan var i indre opløsning, den første folkevalgte præsident, Abulfaz Elcibey, havde tabt ca. en femtedel af landet i krigen mod armenierne og havde - pro-tyrkisk som han var - lagt sig alvorligt ud med Moskva. Et Moskva-inspireret militært oprør i 1993 truede med at vælte Elcibey, som bad den erfarne Alijev om at komme tilbage til Baku og forsvare demokratiet.
Det gjorde Alijev på sin egen måde - Elcibey blev sendt i fire års husarrest i en bjerglandsby, oprørerne kom med i regeringen for året efter at blive smidt ud igen, og Alijev genoprettede de nødvendige forbindelser med russerne uden på nogen måde at komme i lommen på Kreml.
Bortset fra et mislykket militært kupforsøg - eller hvad det nu var - i 1994, har Alijev siddet sikkert i sadlen. De seneste års store oliefund i Det Kaspiske Hav og udsigterne til, at Aserbajdsjan bliver en slags "kaspisk Kuwait", har ikke gjort Alijevs popularitet mindre - selv om det er de færreste, der endnu har nydt gavn af olie-investeringerne.

Politiske fanger
Nede i 28. maj-gaden, i borgerrettighedsgruppen Helsinki Citizens Assemblys kontorer, er begejstringen for Alijev til at overse. Her kan en del tale med om, hvad der sker, når man sætter spørgsmålstegn ved præsidentens magt.
Vi kommer til kontoret, netop som HCA-gruppens grundlægger og dynamo, Arzu Abdullajeva, og gruppens advokat holder møder med døtre og sønner, søstre og brødre, mødre og fædre, koner og kærester til de politiske fanger, som også findes i Aserbajdsjan - ca. 1.000, ifølge fru Abdullajeva.
#Abdullajeva bringer nyheder fra de overfyldte celler videre til de pårørende, som kun har adgang til besøg en gang hver anden måned. Hvem er blevet syg? Hvordan er humøret? Bruges der fortsat tortur? Hvordan ligger det med appelsagen? Spørgsmålene er mange, bekymringen stor.
Og da "det uafhængige danske dagblad Information" bliver introduceret, stiller de pårørende sig op i én lang kø for at fortælle deres historier.
"Min søn var uddannet på Frunze-militærakademiet i Moskva, han kæmpede i Afghanistan og blev såret, men så snart han kom hjem, gik han i krig igen. Han kæmpede fra første dag mod armenierne. I fire år kæmpede han, og aldrig gav han en tomme jord til armenierne! Hvordan kan nogen sige, at han er forræder!" siger Leonila Mamedova, en russisk kvinde med malede kinder og håret sat op i franskbrød.
Mamedova er en plaget kvinde, hvis liv nu som før er helliget sønnen Jalal, idømt 13 års fængsel efter standardanklagen "medvirken til forsøg på at omstyrte statens sikkerhed". Hun bedyrer - med tårerne rindende ned ad kinderne - at hun "elsker Aserbajdsjan og har præsidentens billede hængende på væggen", men at "onde mænd holder præsident Alijev i uvidenhed" om sønnens skæbne.
Andre pårørende har samme type historier: En kvinde fortæller, hvordan hun og hendes to små børn tilbragte en nat i forhørslokaler, hvor der samtidig foregik tortur - holdt som gidsler, indtil manden meldte sig selv. En mand beretter, hvordan en nu meget lever-syg bror formentlig er blevet forgiftet i fængslet. Brug af tortur går igen i næsten samtlige beretninger.

Generalernes kup
Mange af fængslingerne er sket i forbindelse med det såkaldte "generals-kup" i 1994, hvor en række fremtrædende generaler og ministre, deriblandt ministeren for national sikkerhed Nariman Imranov, forsvarsminister Rahim Gasijev og vice-forsvarsminister Alikram Gummetov, beskyldes for at have iværksat et attentatforsøg mod Alijev.
"Vi tager ikke stilling til, om der er foregået et kupforsøg, eller om de pågældende er skyldige eller ej. Men vi siger, at det er forkert at tvinge tilståelser ud af folk ved at bruge tortur, det er forkert at tage koner og børn som gidsler, og det er forkert at behandle folk i fængslerne, som det sker her. Den eneste grund til, at så mange er fængslet, er, at familiemedlemmer og venner til de sigtede også spærres inde," siger Arzu Abdullajeva.
"Men sådan er det fortsat i Aserbajdsjan: Hvis det går én i familien eller klanen godt, kommer det alle til gode. Hvis det går skidt, må alle bøde."
Arzu Abdullajeva mener, at Alijev-regeringen er lydhør over for udenlandsk pres, og at den øgede internationale tilstedeværelse, olien har medført, har bedret menneskerets-situationen.
"F.eks. er Alijev-regeringen holdt op med at henrette dødsdømte, efter at Aserbajdsjan har søgt om optagelse i Europarådet. Men domstolene bliver ved med at dødsdømme folk, som så aldrig bliver henrettet. Resultatet er, at de dødsdømte lever i årevis i små overfyldte celler på dødsgangen..."

Et arrangeret demokrati
Længere nede af gangen i samme bygning støder vi på et af de aserbajdsjanske oppositionspartier, Socialdemokratiet, netop optaget som observatør i Socialistisk Internationale.
Også den socialdemokratiske partiformand, Zardoucht Alizadeh, mener, at den internationale tilstedeværelse har medført en ændring til det bedre, og han betegner Aserbajdsjan som et "halv-demokrati".
"Vi har 37 registrerede partier, hvoraf de 25 er i opposition. Vi kan operere nogenlunde frit her i Baku, men har problemer med f.eks. at få lov at arrangere møder uden for hovedstaden."
Oppositionen er også repræsenteret i parlamentet, men Alizadeh sætter spørgsmålstegn ved, hvor demokratisk det gik for sig.
"Forud for parlamentsvalget i 1995 blev der lavet en liste over, hvor mange valgte oppositionsmedlemmer, styret ville acceptere, og hvilke partier, der skulle repræsenteres. Alijev behøvede en opposition til at vise frem, og han valgte sin egen..."
Heller ikke socialdemokraterne har undgået forfølgelse. Den tidligere næstformand, Ajpara Alijev, omkom i fængslet for to år siden kun 36 år gammel - "vi mener, han blev forgiftet" - og den tidligere formand, Araz Alizadeh, en bror til Zardoucht, er flygtet til udlandet for at undgå fængslet.
"Men vi har mulighed for at kæmpe for demokrati. Situationen er hård, men vi har håb," siger den socialdemokratiske formand.
Håbet er knyttet til, at den åbning mod Vesten, som Alijev-regeringen er interesseret i - blandt andet, men ikke kun på grund af olieudvindingen - også smitter af på landets politiske kultur. At de mange milliarder af dollars, der investeres i olien, også er en investering i politisk demokrati.

Et nyt Nigeria?
Men der er ifølge udenlandske iagttagere lige så stor risiko for, at olieindtægterne cementerer den regerende klikes magt.
Verdensbankens repræsentant i Baku, Teufik Yaprak, taler ligefrem om "faren for et nyt Nigeria" - en henvisning til, at oliemilliarderne gjorde mere skade end gavn i Afrikas folkerigeste nation.
"Hvis de enorme indtægter, Aserbajdsjan får fra olien fra år 2005, ikke styres, så kan der ske det samme, som skete i Nigeria: Olie-industrien trækker al kvalificeret arbejdskraft og al kapital til sig, andre livsvigtige sektorer i samfundet udsultes og går til grunde, og Aserbajdsjan bliver fuldstændig afhængig af olien. Hvis olieindtægterne samtidig bruges til at finansiere en regerende elites luksusforbrug af fortrinsvis importerede varer, fører det til en dramatisk inflation, som udhuler den almindelige befolknings købekraft".
Yaprak understreger, at det ikke behøver at gå så galt, hvis regeringen lader olieindtægterne støtte andre sektorer.
"Vi er forsigtige optimister, der er folk i regeringen, der kan se faren".
Ifølge Verdensbanken er der sket en stabilisering af Aserbajdsjans økonomiske situation: inflationen er bragt under kontrol, væksten ligger på ca. fem pct. Men samtidig er uligheden blevet større. Mønstret fra andre tidligere sovjetrepublikker gentager sig: Små grupper er blevet styrtende rige, mens over 50 pct. nu ligger under fattigdomsgrænsen.
Der er sket en økonomisk liberalisering, privatiseringen af små- og mellemstore virksomheder er tilendebragt, og de store statsvirksomheder står for tur. Men det sker ifølge Yaprak "uden den nødvendige gennemsigtighed".
Andre diplomatiske kilder siger det klarere, uden for citat: Det aserbajdsjanske samfund er gennemsyret af korruption. Direktører fra de tidligere statsselskaber eller medlemmer af Alijev-klanen og andre fra den regerende elite får overdraget statsejendom til spotpriser. Det nyeste eksempel, der nævnes, er privatiseringen af 19 bomuldsspinderier. De 14 gik til samme ejer, som hævdes at være en stråmand for præsidentens kone.

Overdreven hyldest
Men det er en type historie, som kun hviskes i Baku. At tale ondt om præsident Alijev eller hans familie og klan er den faktor, der kan udløse censors saks - eller noget endnu værre. Stillet over for fremmede skamroses præsidenten fra høj og lav.
Ja, hyldesten er blevet så overvældende, at det er blevet for meget for Alijev selv. Regeringens dagblad, Azerbaijan, bragte fornylig - på forsiden, naturligvis - en appel fra præsidentens presseservice, hvori såvel pressen som regeringsmedlemmer -og embedsmænd advares mod at gå for langt:
"Der findes i pressen en overdreven hyldest til præsidentens indenrigs- og udenrigspolitik. Hans resultater bør illustreres på en mere analytisk facon," hed det i appellen.
Også en gammel KGB-apparatmand, omvendt til olie-khan, har vel krav på lidt intelligent medløberi.

Dette er den tredje artikel i serien om 'Århundredets olieeventyr'. De forrige artikler har været bragt 27.-28. og 31. december. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her