Læsetid: 15 min.

Klummekultur

24. januar 1998

Kulturlivet har opgivet at formidle værdier, kunsten er blevet til en branche og aviserne fyldes med livstrætte og pragmatiske klummer om Alt og ingenting

ESSAY
There are problems in these times
- but none of them are mine
Lou Reed/Velvet Underground

Det kvarte århundrede fra 1890 til 1914 kaldes i dag Wiens guldalder. Det var kulturlivets gyldne tid, mens politik og imperie faldt sammen omkring det.
Kontrasten er fascinerende. Man undgår ikke en måske ulogisk undren og protest over for den ubekymrethed, alle de fremragende kunstnere og deres publikum lagde for dagen i Fröhliche Wien. At se på vores nu-og-her er dog lige så fascinerende som at se tilbage på Wien. En særlig litterær-journalistisk genre var dengang i følge tidens mest fremtrædende kritiker selve det afskyelige indbegreb af wiener-kulturen. Også dén har sit efterbillede i dag.
I fin-de-siècle-Wien rungede endnu ekkoet af en tid, hvor sangen havde lydt: Ja, breite, Kunst, die mächt'gen Rosenschwingen / Hellrauschend über diese Erde aus! - / Und hilf Gemeinheit - Roheit zu bezwingen! - //Die Freiheit und den Menschenwert erringen, / Der jetzt noch schmachtet tief in Nacht und Graus! / Dass alle Stimmen dir - ein Loblied singen!
Ferdinand von Saar skrev digtet i den tid, hvor det liberale borgerskab efter revolutionen i 1848 sad på magten i Østrig. Borgerskabet så kunsten som vejen til Det Gode Liv: menneskeværd og frihed, 'bedre' mennesker i en Verden uden splittelse. Men med den industrielle revolution kom også massepartierne til Østrig - nationalister og socialister. Det 'liberale' borgerskab måtte nu enten føre sit ideal om demokratisk lighed ud i praksis og dermed miste sine privilegier - eller trampe på idealerne. I det moralske dilemma ændrede kunsten status og funktion.
Borgerskabet begyndte at opfatte kunst i sig selv som kultur-værdien og ikke en formidler af værdier - fordi man ikke mere ville føre værdierne ud i samfundet og livet. Den tidligere så begejstrede Saar forudsagde sarkastisk-resignerende i digtet Den nye forstad, at den politiske og økonomiske ulighed ville føre til en katastrofe: "Jeg trøster mig ved, at jeg er gammel / og tager tilflugt i den tanke / at efter mig kommer Syndfloden!"
Samme sarkasme kunne Saar jo have brugt i dag. Om f.eks. den stadig strengere opdeling i A- ,B- etc.-hold - og om det latterlige resultat af klima-konferencen i Japan sidste år. Tror også borgeren i dag, at han er det sidste menneske, som Kresten Schulz Jørgensen foreslår i sin nye bog? Hvordan kan vor kristen-humant-liberale kultur i så fald lade os tro dét?
I sit blad Die Fackel skrev journalisten, forfatteren og kritikeren Karl Kraus om værdi-vakuumet i en kultur, hvor idealet om ædlere mennesker og et mere retfærdigt samfund var opgivet. De liberale "ses ikke mere uden for deres loge i teatret," skrev han - for kunsten havde ikke mere forbindelse med værdier i verden uden for sin egen. Teaterkunsten var degenereret til en industri; en branche, hvor teater og presse solgte hinanden. Den liberale presses politiske frisind havde den byttet til noget mere tidssvarende i teater/penge-kulturen: frikort-sind. Og dens læser lod sig villigt lede fra bekymringen over akut nødvendige politiske beslutninger - til teatret.
Borgeren bliver også i dag, hver dag, tilbudt at flygte fra forvirrende dilemmaer og ventende beslutninger. Ikke nødvendigvis til teatret, men ind i et rum, der kaldes kultur. Ordet sås tidligere ofte i det sammensatte navneord kulturværdier. Men dét er en arkaisme; kultur er i dag en branche og formidler ikke værdier, men værdi: løn og honorarer. Den er værdi; en vare. Som værdi-løs kan den tjene os som beroligelse i en verden, der ellers ville være fuld af moralske dilemmaer og opløsningstegn. Kultur er så glimrende mod dårlige nerver, fordi den erstatter de idealer, pressen før formidlede eller diskuterede.
Den liberale presses (og den kulturradikales) politiske frisind har den byttet til et frikort-sind, hvor det gælder om at sælge billetter. Helt symbolsk er det jo, at Jyllands-Posten fjernede mottoet om, at "frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede" som overskrift for den daglige avis - og efter denne devaluering blev den mere værd: den er nu Danmarks mest solgte. Og har naturligvis et ofte udmærket kultur-tillæg.
Forfatteren Jan Sonnergaard snakker om "poesiens invasion i prosaen" og begges "tilbagetrækning fra den aktuelle verden" (Information, 10. dec.1997). Men den vigtigste og farligste alliance er snarere indgået mellem presse og kulturliv. Da borgeren mistede troen på idealer, sluttede pressen sig sammen med det devaluerede kulturliv for at holde oplagstallet. Sammen foretog de et strategisk tilbagetog /en markedsmæssig offensiv under kodenavnet kultur-journalistik. Ud af hybriden er vokset vores "ulidelige lethed, når det gælder (vores) egen politiske og kulturelle arv" (Jens Christian Grøndahl om Europas ubekymrethed i forhold til menneskerettigheder, Politiken, 18. marts 1997).
Eller som Kurt Kraus siger: Teatret og 'nyhedstjenesten' tjener begge til at berolige tilskuer og læser med hensyn til 'verdenssituationen'. Samtidig bedøver de den politiske bevidsthed og lader den liberale borger være mere interesseret i de mest betydningsløse begivenheder i teaterverdenen end i vigtige politiske.
I dag er det klart, at det store teater, man kalder kulturlivet (fra bog- og sexmesser, politiske talkshows og intellektuelle 'kogebøger' til stjerneportrætter i ugeblade, aviser og rejsebøger) nemmere opfylder pressens kriterium for væsentlighed end andre af verdens begivenheder.
"Hvis man eksempelvis sammenligner trafikulykken (hvor prinsesse Diana døde) med massakrer i Afghanistan er det meget svært at få folks reaktion til at hænge samme," skrev for eksempel Politikens Paris-korrespondent efter Dianas død. "Jeg havde svært ved at forstå det absurde hysteri," hvorefter han så logisk nok valgte at konkludere, at "det var en kæmpe historie, der skulle have fuld dækning."

Det er svært at forstå det absurde hysteri - men det er logisk, hvis man husker Kraus' konstatering om wiener-borgerskabet: "Hvis der bliver begået et forfatningsbrud i Østrig, så gaber befolkningen .... Først når også teatret bliver lukket, er der for dén tale om sand absolutisme."
Absolutisme?! Så rykker 'demokratiets vagthund' ud - og trykker Ritts dagbøger og prinsessens tillæg. For drejer det sig om at fremme den centrale kulturværdi, så står den radikale kulturkøter på spring.
Arthur Schnitzler var en af de mest populære dramatikere i Wien. I et af hans stykker kan den nye videnskab (her 'hypnotismen') for hovedpersonen Anatol afsløre sandheden om hans elskede. Men han ønsker ikke med 100 procents sikkerhed at vide, om hun bedrager ham. Derfor undgår han den frygtelige viden, som kunne tvinge ham til at begynde et nyt liv - og beholder sin til vished grænsende tvivl, mens han holder fast om hende. Han forsager stædigt sandheden (som er, at han er hanrej), og hertil lyder moralen:
"Hvad gør det, når bare de er lykkelige?" Publikum vidste, Schnitzler talte om dém. Som Anatol mere end anede borgerskabet, at det var politisk truet - ligesom riget i sin helhed var på vej mod opløsning. Men man ønskede ikke at se sandheden - eller i det mindste ønskede man at 'være lykkelig', selv om man kendte den.

Teater og presse lod borgerskabet le ad sandheden om verden og sig selv - og man var helt klar over sit hykleri og sin verdensflugt: "Ud af det liv, som vi lever / Har vi skabt et spil, og vores sandhed / glider sammen med vores komedie," lød en af Hugo von Hofmannsthals tekster.
Eller som det hed i anledning af kultur-natten i København i oktober: "fredag nat var vi alle turister i vores egen by. Det kan der siges en del kulturkritisk og pessimistisk om, men man kan også vælge at glæde sig over, at der var så meget at vælge mellem" (Politiken).
Og vi glæder os. Vi, verdens liberale borgerskab, lever stadig mod bedre vidende - som Knud Vilby kaldte sin bog (fra 1990). Er vi bekymrede, er det højst for at miste vores fradrag og tilskud - men til gengæld ikke vores magt - for hvad skal man med magt uden idealer at gøre virkelige?
Man siger, at der ingen statsmænd findes i dag (som Adenauer, Churchill, Roosevelt, Brandt, de Gaulle) - men er dét politikernes skyld? Ingen af alle vore social-liberale partier og politikere kan inkarnere vores værdier og idealer, hvis vi ingen social-liberale værdier har. Og niveauet for debatten om de fremmede - og den stadig bredere kløft mellem 'borgerskabet' og den nederste femte- eller tredjedel af socialgrupperne - tyder på, at den social-liberale (og i grunden kristne) kultur har været udsat for en nedsmeltning af sine kerne-værdier. 'Solidaritet' eller 'barmhjertighed' fremkalder fnisen, mens "xenofobi er blevet den mest udbredte masse-ideologi i verden" - en ideologi, som "nemt glider over i racisme - der ligefrem er et mere almindeligt fænomen i Europa og Nord-Amerika i 1990'erne end det var i fascismens dage" (E. J. Hobsbawm: Nations and nationalism since 1780).
Som i 1890'ernes Wien vælger borgerne i 1990'erne ikke mere deres helte blandt politiske ledere, men blandt skuespillere, journalister, kunstner, popstjerner og tv-værter. Og når politikerne føler trang til at gå på skærmen - i talkshows, som var de sangere eller quiz-deltagere - er det fordi, borgernes opmærksomhed samler sig om et værdi-løst kulturliv.
Et menneskes sprog er et nøjagtigt aftryk af dets moralske karakter, skrev Karl Kraus for hundrede år siden i Die demolierte Literatur. Han mente, at café-kulturen var selve indbegrebet af fin-de-siècle-Wien, men Wiens sprog var og blev dog føljetonen. Den var det litterære udtryk for en tid, der havde tømt sig for moralsk indhold og for en kultur, der var blevet værdi-løs.
Føljetonen stod trykt på avisernes forside under midter-bøjningen og var en slags ord-skitse, hvor forfatterens personlighed var det egentlige emne. En genre, der i dag ligner Wiens føljeton påfaldende, er den i de seneste år epidemisk udbredte klumme. Alene deres navne - jeg husker lige 'ctrl+alt+del'; 'mandag morgen'; 'qlummen'; 'lyst og liv'; 'levned og meninger' - vidner om træthed, fortænkthed, målløshed, ligegyldighed og ligeglæde. Klummen er indbegrebet af pragmatisme, her kan alt fyldes i. Det eneste krav er kvantitativt: klummen - kolumnen eller tekstsøjlen - skal fyldes ud. "Her handler det om alt og intet" - som man siger. Men klummen - og føljetonen - handler helt bogstaveligt om dét. Og om intet andet.
En af de bedre føljeton-skribenter var Peter Altenberg. Hans Franck beskriver i sit efterord til Nyt gammelt (1911) Altenbergs aforismer og prosa-stykker som både intetsigende og meget sigende: "voller nichtssagender Gewolltheiten und vielsprechender Gekonntheiten". Alle tekster tager udgangspunkt i forfatterens personlige små-oplevelser i hverdagen og når frem til sådan noget som beskrivelser af den almindelige menneskelige sjæl! Altenberg ordner små-snakkende Livet - som sad han over for læseren ved et af bordene på den Café Central, hvor han var stamgæst. I dag ville han med andre ord skrive klummer.
Altenbergs metode i Wiens guldalder kan på en måde sammenlignes med Charles Baudelaires metode i det 19. århundredes hovedstad, Paris. Begge vandrer de gennem det Moderne, gennem storbyens hverdage som betragtere. Begge ser minusserne, umenneskeligheden, begge fokuserer pludselig på en detalje i den "tågede, uigennemtrængelige tilværelse", som Altenberg skriver. På den måde kan de nå en form for gyldig sammenhæng i det kaotiske.
Altenbergs Dokumente der Seele - sjælens papirer / ID-kort - kan da også minde om Baudelaires A une passante ("til en forbipasserende kvinde"). Begge tekster beretter i datid om et tilfældigt møde med en ukendt kvinde på et offentligt sted i storbyen. De to teksters forskelle - ud over den baudelairske lyrik over for Altenbergs prosa - siger dog mere om Altenbergs udtryk. Og dermed om føljetonen. Og om klummen.
Meget kort sagt er nydelsen ved at møde kvinden hos Baudelaire "en nydelse der dræber" - le plaisir qui tue. Det er den, fordi mødet samtidig medfører den frygtelige indsigt, at kærligheden er gået tabt i den moderne storby - i det Moderne. Jeg'et giver sig fuldstændigt hen til tabet og til afskeden - en afsked, der må tages med den gammelkendte verden og dermed med det gamle jeg. Ud af den smertefulde erkendelse må der opstå et nyt jeg.
Altenberg lever af lignende tilfældige øjeblikke i den moderne storby - men nydelsen opnår han af det stik modsatte. Over for selvfortabelsen hos Baudelaire står hos Altenberg snarere den evige og næsten krampagtige fastholdelse; den 13-årige pige, han møder, bliver eftertrykkeligt registreret med bydel, gadenavn og
-nummer. Altenberg giver pigen sin autograf og vedlægger til læseren endda sit adgangskort til parken, hvor de mødtes - deraf titlen, "sjælens papirer". Nummereret og med kontrolfelt. Det er, som Altenberg føler sig nødt til at bevise sin og sin verdens fortsatte væren til.
Mødets selvbekræftelse bliver for Altenberg da også "begyndelsen på et nyt sjæleliv efter lange ugers bange sygdom". (Sjæle)sygdommen opfindes kun for, at den kan forsvinde, så jeg'et og læseren kan opleve lettelse og helbredelse. Der er aldrig grund til panik, forfærdelse eller bare overraskelse; ingen Altenberg-tekst er skrevet i sygdommens angstfyldte uger.
'Peter Altenberg' er et pseudonym (for Richard Engländer) - altså en rolle, forfatteren har påtaget sig. Jeg'et anede bange uråd i sygdommen, men pigen "hjælper mig til igen at blive P.A.!" Hans verden og han selv bliver genindsat i den gode gamle ubekymrede illusion.

Baudelaire og Altenberg står for to vidt forskellige måder at opfatte og overkomme en moderne verden på. Begge er de slået af dens mylder af (sanse)indtryk og begge søger de i hverdagens banaliteter det epokegørende, som kan bryde dens monotone trængsel.
Sådan oplever vi også i dag den globale storby vrimle om os, mens imperier og verdensordener vakler. Det svimler, og man griber for sig efter noget fast. Altenberg har fundet løsningen, og vore dages klummister søger som han midt i det kaotiske skødesløst efter "perlerne på den flade strand", som Hans Franck skriver i efterordet til en af Altenbergs bøger.
Altenbergs verdensbillede er splittet i utallige dele og opfordrer til at læses som en flugt fra den lige så splittede, udflydende wiener-verden med dens politiske problemer og ind i enkeltdelens overskuelighed. Noget i stil med, hvad Jan Sonnergaard siger om "litteraturens selvvalgte eksil", hvor "Poesien invaderer prosaen, og vi får i mange tilfælde afskyelige hybrider, der bruger alt for mange sider på blot at beskrive en lille fjers frie fald gennem luften" (Information, 10. dec. 1997).
For skønt Altenberg netop er opmærksom på de myldrende indtryk, der møder ham, når han driver rundt i storbyen - så lader han ikke sig eller sit livssyn så meget som rokke af dem. Han fokuserer hårdnakket på detaljen i hverdagen, og læser hver enkelt af sine oplevelser billedligt.
Sådan når han fra detaljen over en stemning til den afsluttende bemærkning eller aforisme - gerne en verdensforklaring eller en tese om, hvordan Mennesket er. Det rene ingenting bliver universelle sandheder - og det universelle med få ord til-intet-gjort.
Hans stykker har fulgt den liberale borger ud af parlamentet: det er sin egen lille verdens små gemenheder, Altenberg fokuserer på ("Musens piben i fælden er en skrækkelig tragedie"). "De vigtige ting i livet har ingen betydning," skriver han. Det vil sige: ingen betydning i samfundets fjerne, ydre verden.
Generelt beskæftiger Altenberg sig derfor med de 'evige' problemer; mellem-menneskelige relationer, der er ens for rig og fattig, jøde og kristen, liberal og nationalist - altså problemstillinger, som ignorerer alle sociale og politiske spændinger i tidens Østrig-Ungarn. De kræver hverken kamp eller løsninger og i dén kontekst bliver (politiske) idealer overflødige eller direkte latterlige; Altenberg er den evige pragmatiker. Kort sagt: Altenberg skriver klummer.
Baudelaire skriver ikke klummer. Heller ikke hans prosastykker (f.eks. i Parisisk Spleen) har Altenbergs særegne tone - som altså nu lyder igen i klummen. Først og fremmest mangler Baudelaire helt den altenbergske fortrøstningfuldhed. Eller mangler Altenberg den baudelairske desperation. For hvad der virkeligt knytter føljetonen og klummen sammen, er deres fælles morale.
Vore dages klummeskrivere har sammen med deres læsere forladt parlamentet og det fælles, og hengiver sig tit til blotte beskrivelser af subjektive/personlige oplevelser og stemninger.
"Et læserbrev i sidste uge spurgte meget rimeligt, hvorfor vi til stadighed må belemres med sludrende artikler om journalisternes privatliv. Som om vi ikke havde nok i deres profesionelle udladninger", skriver en klumme-skriver i november 1997 selvkritisk efter godt 20 linier om sit 'privatliv'. Via sin fortrolige sludren giver klummen læserne samme tilfredsstillelse som Altenberg oplevede i parken: Vi bliver raske uden at have været syge. Derfor er klummer så uimodståelige. De stiller et problem, vi ikke anede vi havde - og løser det for os. Eller hvad?
Klummerne er tit 'samfundskritiske' og går i kødet på ubehageligheder - men indholdet er ikke det væsentlige. Det vigtigste er, at løser de ikke det opkastede problem, så lader de os venligt tænke Schnitzlers pointe: "hvad gør det, når bare vi er lykkelige".

Jeg påstod, at i Baudelaires digt erkender jeg'et det uundgåelige tab og evige afsked med kærligheden i den moderne verden. Og finder en slags mening og nyt liv ved at hengive sig betingelsesløst til erkendelsen af tabet - som ikke desto mindre er frygteligt og dræbende. Men hvad skiller i så fald egentlig indholdet i Baudelaires digt fra klummen, som i november 1997 afslutningsvis slår fast, at "vi lever i en hjerteløs tid, og vi har skabt et samfund med en hjerteløs, teknokratisk mekanik, sådan er det."?
Det er svært at sige, hvad den lille forskel er, og jeg synes, jeg har forsøgt. Men hvis klummisten nu havde været Povl Kjøller, ville han have skrevet én linie mere: "Og i næste uge skal vi høre om blyanten".
Der er kort sagt hverken død eller fuldstændig hengivelse, og derfor heller ingen genfødsel og nyt liv i klummen. Den er simpelthen ligeglad og som teatret i Wien bare endnu en brik i sin egen mekaniske og hjerteløse verden. En inkorporeret kritik, der spytter læseren ud nøjagtigt så værdiløs som han kom. Altså er der heller ingen skade sket - hvis der intet er sket? Ja, tværtimod, kan man sige - for klummer er vel bedre end stesolider og lykkepiller?
Som Dag Solstad har skrevet i en tagen-afsked med 'den oplyste almenhed', så har "Norge aldrig tidligere haft en lykkeligere befolkning, end efter vi alle er blevet kulturforbrugere. Aldrig har folk følt sig mere selvbevidste, mere selvstændige, mere meningsberettigede, mere accepterede".
Som Altenbergs stykker har avisernes eksploderede kultur-tillæg og klummen et formål, der er i modsætning til Baudelaires formål: at undgå den erkendelse, at vi så også må påtage os livet i en verden, der kan synes hjerteløst horribel og uhåndterlig mekanisk.
Det står derfor skrevet i Klummen: "Salige er de ulykkelige, thi de skal blive trøstet".
Eller som salig Schlüter altid sagde med sin allermest bløde, dybe far-stemme: "Det skal nok gå altsammen". Eller som han sagde, da han i sin berygtede tale i England havde sagt, at "nationalstaternes tid er forbi!" og opdagede, at det skabte en vis uro - så greb han igen til det beroligende gammelkendte "nånå, det skal nok gå altsammen".
Egentlig mente han ikke noget specielt overhovedet, men talte mere generelt om nationalstaterne. Han var, hvad Karl Kraus ville have kaldt en letsindig melankoliker - en af de her nordiske klummister, der ikke beklager eller hylder noget bestemt, men bare sådan verden og livet i almindelighed - alting og ingenting: Vi lever i en hjerteløs tid, men "well, well, it shall all have to go".
Og det skal det jo: hen i papirkurven - ud i containeren med aviser og ugeblade til genbrug - hen i papirmøllen og ind i trykkeriet - ud i kiosken, ind i bilen, ud i køkkenet, hen på bordet med søndagsmorgenmaden
"Hvad skriver de i qlummen? - hen i kurven, ud til kummen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu