Læsetid: 5 min.

Kønnenes regnskaber

9. januar 1998

Märta Tikkanens mennesker har hele kroppen filtret ind i kærlighedsmaskinen - de er kærlighedsramte

Roman
De elsker hjertesønderrivende. De kastes fra den højeste lykke til den sorteste afgrund af fortvivlelse. Märta Tikkanen forbliver sig selv tro, som vi lærte hende at kende, da hun brød igennem med Århundredets kærlighedseventyr. Hun skriver om kærlighedsforholdet mellem mand og kvinde, om kærlighed som skæbne i dyb lyst og i yderste nød. Hendes tekster er som punkter i århundreders mand-kvinde regnskaber, bogført fra kvindens position. Debet! Der skyldes!
Stemmen rummer en grænseoverskridende intimitet af hvisken og råb, overgivelse og regnskabsføring. Nødtørftigt holdt på plads af sprogets rytme, af enkle billeder, besværgende ord. Dengang som nu søger Tikkanen i sin stil en blanding af noget moderne og noget ældgammelt. Hverdagen indskrevet i det mytiske.
Jeg tror, Tikkanens tekster mest læses af kvinder. Og dog er det, som om de alle, dybest set, er henvendt til en mand. Måske til en, måske til manden. Som om det (blot) handlede om at gøre sig forstået. Som om den endelige formulering ville afstedkomme det efterstræbte gennembrud til en kærlighedstilstand, hvor kvinden ikke alene føler sig begæret og derfor elsket, men oplever at blive set, forstået - og derfor elsket. Teksten selv indgår hos Tikkanen som et stykke magi i forholdet til det mandlige køn.

Hemmelig kvinde
Måske har man tidligere kunnet ane denne magiske brug af skriften som en henvendelse til "ham" hos Tikkanen. I Personlige anliggender, bliver den ganske tydelig, bl. a. fordi hovedpersonen skriver til en fraværende, hårdt savnet mand. Bogen fletter to kærlighedshistorier sammen. Den ene, faderens, udspiller sig i begyndelsen af 1960'erne. Den anden, datteren AnnaCis, foregår i midten af 1980'erne. Datteren har knap nok kendt sin far. Han døde, da hun var tre. Men netop da hun selv er ganske alvorligt filtret ind i kærligheds-skæbne-maskinen, finder hun hans notater om en hemmelig kvinde i hans liv. Tikkanens bog består da af to slags rapporter fra et kærlighedens land, der både forandres med tiderne - og samtidig rører ved det tidløse.
Egentlig er det uforklarligt, at faderen skriver. Han skildres som et sansende, begavet menneske, nærved det følelsesmæssigt bundfrosne, fordi han som ung svigtede sin forlovede, da hun blev dødeligt syg. Senere førte et tilfældigt forhold til graviditet, ægteskab, konvention og kontaktløshed. Livet går med at tegne huse, tage på konferencer, gemme sig i hytten på landet, resigneret og garderet, indtil hun kommer. Ingen af de mandlige forfattere, jeg kender, har bestyrket mig i den forestilling, at en sådan mand nedskriver sin kærlighedshistorie trin for trin for sig selv.
Men denne her gør altså, lige fra dens usædvanlige begyndelse: En dag sidder han tilfældigt ved siden af en fremmed kvinde, der fortæller en surreel nattedrøm. Han drages, og vil dog ikke. Vil så alligevel og indleder en slags forhold til, ja hvem? Til denne stemme, der kan få ham selv til at tale og fortælle ting om sig selv, han ikke vidste var. Sådan føder hun ham og forener ham med sig selv. Gennem år går bølgebevægelserne imellem nærhed og afstand, sammensmeltning og forsvinden imellem dem. Og han bogfører det, nedskriver for sig selv i al hemmelighed historien om denne kærlighed. Der, i skriften, findes nøglen til hans egentlige liv.
Længe efter hans død finder AnnaCi, hans unge datter disse hemmelige notater. Det er hende Tikkanen begynder med: en ung, livsbegærlig, uprøvet journalistpraktikant stjerneforelsket i den berømte reporter på bladet, som er lærer, faderfigur og elsker i et. Han er midaldrende, hun i midten af 20'erne. Han er gift. Men hvor længe? I 58 dage skriver hun halvt til sig selv, halvt til ham, mens hun venter.
Han er på arbejdsrejse i Mexico, og i den tid skal de ikke kontakte hinanden. Han skal tage sin beslutning i fred.
Imens følger vi den kærlighedsramte dag for dag. Følelser af afsind, had, underkastelse, forvirring og oprør mod afhængigheden veksler med refleksioner og minder altsammen fastholdt i skriften, rakt ud imod den fraværende. Enhver (kvinde?) der har haft mere end bare fingerspidserne i kærlighedsmaskinen er med.

Lider af kærlighed
Det er tilsyneladende ligetil at diagnosticere den unge AnnaCi: Hun lider af Kærlighed, som mennesker gør det i eventyrene og i de store, romantiske romaner. Men AnnaCi belønnes: hun får sin elskede til slut. Og alligevel er der ingen happy ending. Han er nemlig ikke optaget af det, hun ønsker, han var optaget af: At læse det, hun har skrevet, bruge nøglen til det, som er hendes inderste:
"Det var mig han tog. Min fortælling så han slet ikke, han havde ventet så længe./ Jeg sagde til ham, at slutningen manglede, at vi skulle skrive slutningen nu, straks, sammen. Som en begyndelse. Vores begyndelse./ Han trak mig ned til sig, han sagde at han ville ha' et barn med mig./ Da bad jeg ham gå./ Han gik og der ville intet ske".
Sådan slutter Märta Tikkanen. Og så kan læseren vælge, om den unge AnnaCi er en kone, der selv er ude om at havne i muddergrøften - eller om romanen skal læses ind i århundreders regnskab mellem mands- og kvindekønnet, ledsaget af århundreders kvindelige klage: "Jeg føler mig ikke elsket!"
Jeg hæfter mig ved, at ligegyldigt, hvor sjælerystede personerne er, så skriver de! Og ligegyldigt, hvad AnnaCi ellers får af sin elskede, så vil hun have den opmærksomhed af ham, som er læserens. I det skrevne er, synes hun, hendes jeg, hendes sjæl, hendes inderste kerne. Og det er netop identiteten, det handler om.

Kærlighedens autoværn
Genkendelse, accept, altomfavnende kærlighed og bekræftelse forudsætter naturligvis, at han kan "se" hende.
Det er det formål, fortællingen har. Den er magisk, i hendes øjne er den hende. Er nogen skrift i stand til at være så meget? Og er nogen virkelig mand i stand til at opfylde så absolutte behov? Og - måske det allerværste - er han nødvendig som andet end netop...læser?
Kort sagt: er dette værk om den kvindelige kærlighed snarere et værk om den kvindelige kunstner? Og hvorfor skriver kvinden AnnaCi til "ham", når manden skriver "til sig selv"?
Den slags refleksioner kan Tikkanen give anledning til. Men man kan godt være i tvivl om romanen og Tikkanen faktisk selv reflekterer over disse temaer eller blot rummer dem som en undertekst, læseren kan trække frem og demontere en mere "naiv" fortælling med. For Tikkanen stiller først sine spørgsmål med romanens allersidste afsnit. Og det er uklart, om de er stillet til hendes unge hovedpersons selvforståelse, eller om de stilles til selve verdensordenen.
Når man er kommet så langt, kan man også (bag om teksten?) øjne et mønster i, at AnnaCi ønsker sig en mand, der er på alder med den far, hun aldrig nåede at kende. Men alt det kommer som sagt først til sidst, da Tikkanen har ladet AnnaCi ramme kærlighedens autoværn.
Indtil da kører bogen på den romantiske kærligheds-energi. Og den energi er af en sådan art, at den ikke giver ikke plads til refleksion over, hvorfor der skrives.

*Märta Tikkanen: Personlige anliggender. Oversat (flot!) af Vagn Steen. 204 s. 188 kr. Munksgaard/Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her