Læsetid: 3 min.

En kolos på versefødder

17. januar 1998

Den 52-årige Robert Wyatt har skabt et sjældent fabulerende og letbenet album med såre vægtige og meddigtende gæster

NY CD
Roen breder sig til lytteren på Robert Wyatts seneste album Shleep. Måske er det lyden af fordybelse der gør det, lyden af lydhørhed. Måske er det, fordi Wyatt har fået al den tid ,han har haft brug for i ex-Roxy Music-guitaristen Phil Manzaneras studie.
11 fabulerende lydmalerier åbner sig på Shleep, 11 organiske helheder emmende af indspilningsøjeblikkets intensitet, af musikernes indføling og meddigtende, improvisatoriske rolle i klangbillederne.
Og altsammen gennemsyres det af Wyatt, der synger i de øverste toneregistre i en næsten pibende yderposition, der alligevel er rig på klanglig fylde, på sund vibrato og ofte holdt i en nærmest talende stil, der vækker mindelser om slut-60'ernes The Soft Machine, som Wyatt først blev bemærket hos som trommeslager og forsanger. Et psykedelisk rocket og lyrisk, siden mere avantgardejazzet band, som han forlod i '71.
I stedet dannede han bandet Matching Mole med hvem han indspillede to albums, inden han under en fest i '73 faldt ud fra et fjerdesalsvindue og brækkede ryggen.

Had til Thatcher
Under det følgende hospitals- og rullestolophold skrev han albummet Rock Bottom, der satte hans solokarriere på skinner. I slutningen af 70'erne (under en 7 år lang pause fra musikken inden han fra '82 begyndte i en lind strøm at udgive albums frem til '91) meldte han sig ind i det engelske kommunistparti. Han har altid næret et sund og udtalt had til Thatcherismen, og de politiske standpunkter har bl.a. givet sig udslag i Elvis Costello-samarbejdet Shipbuilding mod Falklandskrigen ('82) og en støtteplade til fordel for frihedsbevægelsen i Namibia ('85).
Men Shleep derimod emmer af flyvsk eftertænksomhed, fordybelse i jeg'et og lyrisk virkelighedsafsøgning: "I have my sense, and my sense of having senses", lyder det således i "Free Will and Testament".
Der er gået 5 år siden den nu 52-årige sanger, musiker og komponist sidst gav lyd fra sig, og denne gang har han inviteret folk indenfor i sit musikalske univers fremfor at klare det hele selv.
Det er notabiliteter som Brian Eno, tenorsaxofonisten Evan Parker, den belgiske guitarist Philip Catherine og sangeren og guitaristen Paul Weller - tidligere The Jam og Style Council - som på hver deres karakteristiske facon bidrager til albummet. Eno med kor-arrangementer og karakteristisk organiske synth-overlejringer. Catherine med elguitar-arabesker forsirende den klassisk skolede Chikako Satos mere regelrette, melankolske violinstrøg på den solbeskinnede, middagsvegeterende "Maryan".

Underspillet vælde
Men her er også andre lækkerier. "Aliens" latinamerikanske rytmik og afrikanske slagtøj, djemben, Wyatts sylespidse, stejlende trompet over staccato-klaveret og de flimrende bækkener på "Was A Friend" og det orgeldrevne centerstykke "Free Will and Testament" forsølvet igen af Wellers elguitar.
Shleep er en musikalsk mundfuld frisk, uendelig frisk luft. Her er ikke noget metronomisk diktatur, men kun det nu, hvor instrumenterne taler sammen, bygger lyriske lydkasteller. Lydbilledet er åbent, transparent, og kompositionerne får lov at fremstå i al deres nedtonede, underspillede vælde. Wyatts høje røst trækker opad, og de såre vægtige sange synes florlette.
Med rødder i psychedelia, rock, blues, latin og i vid udstrækning jazz af både mere moderne, æterisk eller avantgardistisk samt traditionelt blueset art mestrer Wyatt at få sangene til at fremstå som ubesværede helheder.
Det synes legende let, men den opadsøgende, æteriske musik, hvor de eneste kroppe er instrumenternes er såre sofistikeret, såre udfordrende for de lyttere, der ikke lader sig nøje med henrivelsen. Musikerne leger konstant med rigt nuancerede, men stramt fåmælte formuleringer, på én gang økonomiske og vidtløftige. Og frem vokser subtilt ornamenterede drømmestemninger à la Lewis Caroll, hvilket i øvrigt uddybes med Wyatts ord: "...I do live in a dreamworld and I never haven't done. I wake up just long enough in the daytime to eat lots of food and then try to go back to sleep" (The Wire, september '97). Albummet Shleep er et godt sted at falde op i. Fuld af fabuleringer, overjordiske harmonier, ro og masser af stilhed om tonerne.

*Robert Wyatt: Shleep (Hannibal Records HNCD 1418/ Rykodisc/MNW)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu