Læsetid: 6 min.

Kort proces i EU-sag om dokumenter?

14. januar 1998

En afstikker af den danske grundlovssag er havnet ved domstolen i Luxembourg. Her risikerer sagen at blive afvist på grund af komplicerede procedurer

Hvilken betydning har et 20 år gammelt dokument for en sag om Danmarks godkendelse af en kun godt fire år gammel traktat? Ingen kender svaret, men advokaten Karen
Dyekjær-Hansen og jura-professoren Ole Krarup har sat en del i sving for at finde løsningen. De to personer er de juridiske nøglepersoner i sagen om forholdet mellem den danske grundlov og Danmarks ratifikation af Maastricht-traktaten, som omdannede det gamle EF til Den Europæiske Union.
På vegne af en lille gruppe danskere fører Karen Dyekjær-Hansen og Ole Krarup den sag, som til marts løber af stablen ved Højesteret, og som skal afgøre, om der var tale om et brud på Grundlovens regler om afgivelse af suverænitet, da Danmark tilsluttede sig Maastricht-traktaten.
Det eftertragtede dokument fra 1977 handler om vilde fugle. Nærmere bestemt er det en redegørelse, som den juridiske tjeneste i EU's ministerråd har udarbejdet. Redegørelsen indeholder EU-juristernes juridiske bedømmelse af et forslag til et direktiv, som senere førte til, at der blev vedtaget regler for fredning af fugle i EF-landene.

Ingen har sådan set noget imod reglerne om fredning af vilde fugle. Når direktivet fra dengang er interessant skyldes det, at direktivet blev vedtaget på et tidspunkt, hvor der intet stod om hverken miljø eller fugle i Romtraktaten, der dengang, som i dag, er EF-samarbejdets bærende traktat. Det afgørende spørgsmål i forbindelse med dokumentet om fuglene er, om Danmark gav EF ny kompetence til at beskæftige sig med et arbejdsområde, som EF ikke tidligere havde kompetence til, da Danmark var med til at vedtage EF-reglerne om fredning af fugle.
Der findes mange dokumenter, som er nødvendige for at analysere dette spørgsmål. En del af disse dokumenter er allerede udleveret til Karen Dyekjær-Hansen og Ole Krarup. Men de mangler stadig et par dokumenter for at have det samlede billede af, hvad der foregik dengang i 1977. Blandt andet mangler de to jurister en bedømmelse, som blev udarbejdet af ministerrådets juridiske tjeneste og en tilsvarende bedømmelse, som blev udarbejdet af juristerne i EF-Kommissionen.
Dyekjær-Hansen og Krarup ved ikke, om disse to dokumenter har nogen betydning for den sag om forholdet mellem den danske grundlov og Maastricht-traktaten, som de snart skal føre ved Højesteret. Men de har efterhånden gjort en del arbejde for at finde svaret. Først henvendte de to jurister sig til de danske myndigheder og bad om at få udleveret de to dokumenter. Svaret i Danmark var, at der var tale om to dokumenter, som normalt holdes fortroligt i EU, og at det derfor var bedre, hvis
Dyekjær-Hansen og Krarup henvendte sig direkte til EU og bad om at få dokumenterne udleveret. Samme eftermiddag som Udenrigsministeriet i Danmark havde givet denne besked, sendte Dyekjær-Hansen og Krarup så et brev til EU's ministerråd med besked om, at de gerne ville have de pågældende dokumenter udleveret, så de kunne benytte dokumenterne i grundlovssagen. Og her begynder problemerne. Det fremgår klart af brevet fra Dyekjær-Hansen og Ole Krarup, hvilke dokumenter de gerne vil have udleveret. Til gengæld står det ikke klart i deres brev, hvordan de gerne vil have dokumenterne udleveret.

I EU findes der to sæt regler for udlevering af dokumenter. Der findes dels de almindelige regler om aktindsigt i EU-dokumenter, som alle borgere kan benytte. Men samtidig findes der også nogle særlige regler for, hvordan der kan anmodes om at få EU-dokumenter udleveret til brug i en retssag. Brevet fra Dyekjær-Hansen og Ole Krarup siger ikke klart, hvordan de ønsker dokumenterne udleveret. Er det efter de almindelige regler om aktindsigt, eller er det en mere speciel anmodning om at få dokumenterne udleveret med henblik på at kunne fremlægge dem i grundlovssagen?
I Ministerrådet behandles sagen, som om det er en anmodning om at få udleveret dokumenterne til brug for grundlovssagen. Og i starten af november kommer der brev fra Bruxelles med besked om, at dokumenterne ikke kan udleveres. Dette besvares så igen i starten af januar med, at Dyekjær-Hansen indbringer sagen for Retten af første instans ved EF-Domstolen i Luxembourg. Med andre ord ønsker Dyekjær-Hansen og Ole Krarup, at dommerne ved Retten i Luxembourg skal træffe en afgørelse om, at de juridiske redegørelser om direktivet om fredning af fugle skal udleveres.
I sit brev til EF-Domstolen går Dyekjær-Hansen endda et skridt længere og beder om en særlig hastebehandling. Dyekjær-Hansen og Krarup skal procedere i Højesteret allerede i marts og har ikke tid til at vente på en almindelig domstolsbehandling. Og allerede i slutningen af denne måned skal chefen for Retten i første instans tage stilling til, om der kan gives tilladelse til en særlig hurtig behandling. Det vil svare til, at der ved retten i Luxembourg træffes beslutning om hurtigt at udlevere dokumenterne fortroligt, så disse kan benyttes i grundlovssagen.

Det er imidlertid et meget åbent spørgsmål, om sagen overhovedet når frem til en egentlig realitetsbehandling ved Retten i Luxembourg. Hvis Dyekjær-Hansen og Krarup havde benyttet EU's almindelige regler for aktindsigt, kunne de gå til EF-Domstolen eller EU's ombudsmand og klage over et afslag på aktindsigt. Men EU-juristerne er stærkt i tvivl om, hvorvidt Retten i første instans vil acceptere en sag om et afslag på udlevering af dokumenter til brug i en retssag. Selv EU-jurister med lang erfaring, som Information har talt med, kan ikke mindes en sådan sag ved Retten af første instans. Og når Ministerrådet senest den 22. januar skal svare på de to danske juristers henvendelse til EF-retten, er det sandsynligt, at Rådet vil anmode om at få sagen afvist. En afvisning vil føre til, at Dyekjær-Hansen og Krarup skal starte forfra med en anmodning om aktindsigt efter de almindelige regler og inden en sådan er behandlet, vil grundlovssagen forlængst være overstået.
Et af de usikre kort i sagen handler om den danske regering, som hidtil har holdt lav profil. I andre sager om aktindsigt, har Danmark ellers været på banen som bannerfører for mere åbenhed og i EU-sammenhæng krævet offentliggørelse af netop den type dokumenter, som Dyekjær-Hansen og Krarup er ude efter. Danmark har mulighed for at melde sig på banen ved Retten i Luxembourg og argumentere for, at de to dokumenter udleveres. En sådan beslutning vil uden tvivl styrke sagen, selv om det for offentligheden vil se noget underligt ud, når to parter som i Danmark "slås" mod hinanden i en sag om grundloven samtidig "slås" side om side i Luxembourg for at få to dokumenter offentliggjort.
Foreløbig er det uklart, om Danmark vil gå ind i sagen ved Retten i Luxembourg og hjælpe Dyekjær-Hansen og Krarup med at få dokumenterne udleveret.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt disse to juridiske dokumenter fra 1977 overhovedet har nogen som helst betydning i grundlovssagen. En del tyder på, at Dyekjær-Hansen og Krarup faktisk har fået udleveret de vigtigste dokumenter fra dengang. Men som tidligere i grundlovssagen, hvor den danske regering fra starten har forsøgt at begrænse åbningen af danske arkiver til et absolut minimum, så er der endnu engang en situation, hvor offentligheden let havner med en fornemmelse af, at der ikke har været fair-play i grundlovssagen, når nu ikke alle dokumenter af interesse kunne fremlægges i sagen. Og den fornemmelse vil blive yderligere for-stærket, hvis det går sådan, at Retten i Luxembourg afviser sagen om udlevering af de to dokumenter på grund af kludder i procedurerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu