Læsetid: 3 min.

Kritikere: Grundlag for Tvind-særlov skrider

28. januar 1998

Statsadvokat finder ikke grundlag for at rejse tiltale mod fire tidligere Tvindskoler, men undervisningsministeren hæver fortsat at være på Sejrens Vej

Anmodningen om at foretage en politimæssig undersøgelse af, om en række Tvind-skoler har begået bedrageri, var med til at skabe grundlaget for Tvind-særloven. Når der ikke kan rejses tiltale mod skolerne, sætter det spørgsmålstegn ved grundlaget for særloven mod Tvind, der blev vedtaget i maj 1996.
Det mener Folketingets to venstrefløjspartier og to af de advokater, der repræsenterer tidligere Tvind-skoler, efter at statsadvokat Ole Stigel, Aalborg, tirsdag meddelte, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforskningen mod Den Rejsende Højskole på Sejrens Vej, Den Rejsende Højskole i Tvind, Juelsminde Efterskole og Juelsminde Husholdningsskole:
"Ministeren havde ikke fået loven igennem, hvis han ikke havde beskyldt skolerne for svindel," siger Jørgen Jacobsen, advokat for Juelsminde Efterskole, til Information.

Ren sæbeboble
Hans advokatkollega Christian Harlang, der repræsenterer to tidligere Tvind-efterskoler, som ikke er direkte impliceret i Ole Stigels nu afsluttede undersøgelse, mener, at Undervisningsministeriet "brugte politianmeldelsen til at sværte skolerne og derved skabe det psykiske klima, som muliggjorde Tvind-særloven":
"Statsadvokatens afgørelse demonstrerer endnu en gang, at Undervisningsministeriets fremfærd over for Tvind er baseret på en ren sæbeboble, som nu er brudt sammen," siger Christian Harlang.
"Vi må have undervisningsministeren til at svare på, om ikke grundlaget for Tvind-særloven er væk," mener Enhedslistens Bruno Jerup, der tirsdag stillede to spørgsmål om sagen til undervisningsminister Ole Vig Jensen (R).
Også SF's Tvind-ordfører Aage Frandsen overvejer, om ikke Folketingets flertal i 1996 lod sig påvirke af, at der var rejst mistanke om, at Tvind-skolerne havde begået bedrageri:
"Jeg havde indtryk af, at politianmeldelsen for nogle folketingsmedlemmer gjorde det legitimt at vedtage særloven. Men det er grusomt, hvis det er tilfældet. For man må jo ikke vedtage en lov på grund af en eller anden stemning," siger Aage Frandsen.
Professor i offentlig ret Claus Haagen Jensen, Aalborg Universitet, udarbejdede i maj 1996 et juridisk responsum for SF, hvor han fastslog, at forslaget til Tvind-særlov, der blev vedtaget få dage senere, stred mod Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og almene retsprincipper.

Bredere funderet
Skønt en af Tvind-lovens kritikere er Claus Haagen Jensen ikke enig i venstrefløjspolitikernes og advokaternes vurdering:
"Kritikken mod Tvind-skolerne var væsentligt bredere funderet og ikke blot baseret på mulige overtrædelser af straffeloven. En del mente, at skolerne på forskellig måde hævede mere, end de var berettigede til. Om det var strafbart eller ej, kerede man sig ikke så meget om på det tidspunkt," siger Claus Haagen Jensen.
I en fem en halv side lang pressemeddelelse fastslår statsadvokat Ole Stigel, at "der ikke efter min mening er tilstrækkeligt grundlag for at fortsætte efterforskningen mod de fire skoler". Han har imidlertid fundet uregelmæssigheder på skolerne. Blandt andet er det sådan, at "elevernes officielle registrering på kurserne på en af de rejsende højskoler ikke fuldt ud har afspejlet elevernes dagligdag", og at skolerne "har 'skævvredet' muligheden for samlæsning mellem elever på forskellige kurser" for at få højere tilskud.

Velbegrundet
Ole Stigel fastslår også, at ministeriets anmodning om undersøgelsen har været "velbegrundet". At skolerne ikke har foretaget sig noget strafbart efter den nugældende lovgivning, får statsadvokaten til at anbefale Undervisningsministeriet at overveje at skabe lovhjemmel til at straffe skoler, der uagtsomt skaffer sig højere tilskud, end de er berettiget til, og mulighed for også at straffe "juridiske personer", altså selskaber og foreninger.
Undervisningsminister Ole Vig Jensen udsendte tirsdag en pressemeddelelse, hvor han konstaterer, at Undervisningsministeriets civile søgsmål om tilbagebetaling nu er "styrket" - en vurdering, som professor Claus Haagen Jen-sen over for Information kalder "frimodig".
Ole Vig Jensen siger til Information, at han ikke mener, statsadvokatens afgørelse påvirker grundlaget for Tvind-særloven, men han vil ikke komme med uddybende kommentarer af hensyn til verserenede og eventuelle kommende retssager, siger han.
Også Ole Stigel afviste tirsdag at besvare uddybende spørgsmål om afgørelsen.
Advokat Christian Harlang kalder statsadvokatens "retspolitiske menukort" for "usædvanligt": "Statsadvokaten er hurtig blevet klar over, at der ikke var fugls føde på politianmeldelsen. Men man kunne forestille sig, at han vil forsøge at undgå, at undervisningsministeren taber ansigt mere end højst nødvendigt. Både statsadvokaten og ministeren er en del af det samme statsapparat," siger Christian Harlang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu