Læsetid: 13 min.

Landmandsliv

17. januar 1998

De seneste årtier har landsbyen Rude forandret sig mere end de foregående 150 år. Den moderne stordrift, de små gårdes mistrivsel og byboernes indtog har både ført til vrede, glæde og resignation

Et kort fra 1798 på det lokalhistoriske arkiv viser landsbyen Rude med helt samme struktur, som lokaliteten havde langt op i det 20. århundrede. 14 gårde samlet i en tæt klynge omkring et vejkryds; jordene udstykket i stjerneform med selve landsbyen i centrum.
Vi befinder os 23 km. syd for Århus og seks km nordøst for Odder.
I 1936 tog gårdejer Verner Kruse på Krusesminde det første skridt til at samle jorden omkring Rude. Han købte sin nabogård Krogsminde. Og så skete der ellers ikke så meget i Rude de næste 30 år.
Hver af byens nu 13 selvstændige gårde gav med sine køer, grise, heste og høns det daglige udkomme til en familie, en karl eller to og måske en ung pige i huset.
Men i 1960'erne og især i 70'erne begyndte det at gå stærkt rundt om i det danske bondeland. Også i Rude.
I 1963 købte Verners søn Bent Kruse en af byens andre gårde. Otte år senere overtog han også sit fødehjem og faderens 35 køer, foruden kalve, kvier og svin.
Siden har Bent Kruse opkøbt og sammenlagt jorden fra yderligere fem landbrug. Med jorden fra de i alt otte gamle gårde driver han og hans to ansatte - tre om sommeren - det eneste nuværende fuldtidslandbrug i Rude.
I 1996 var der 62.000 landbrug i Danmark. De nyeste tal viser, at der for tiden bliver nedlagt 11 gårde hver eneste dag. Strukturudvikling kaldes det.
Samtidig har et nyt urovækkende udtryk - "kampen om jorden" - vundet frem i landdistrikterne, og moderne bykultur har bredt sig, hvor traditionel landboskik før herskede. I 1998, 200 år efter kortet på det lokalhistoriske arkiv blev tegnet, tog jeg til Rude for at se på forholdene.
Åh, hvor kunne de dog være skønne, de solklare sommermorgener, når fuglene kvidrede over engen og fjorden og den friske luft langsomt blev varmet af solen. Så gjorde det ikke så meget, at man skulle op næsten så tidligt som fuglene for at malke, husker Hans Nielsen.
Uha, det var noget ganske andet på de grå og sjapvåde vintermorgener, hvor alt var mørke. Og malkes skulle køerne dog ligegodt. Da Hans og Grethe Nielsen i 1956 købte deres 19 tønder land store husmandssted ved Norsminde Fjord, godt en km ned ad grusvejen fra Rude by, var der 42 medlemmer af Saksild-Nølev Husmandsforening.
Af dem er der kun Hans tilbage i det, der i dag hedder Hadsherreds Familielandbrug. De første år efter erhvervelsen gik det faktisk meget godt for det unge husmandspar. Det var den gang, en slagtegris blev betalt med over 300 kr. Næsten dobbelt så meget som de 165 kr. en murerarbejdsmand tjente på en hel uge.
Nu om dage er prisen på et slagtesvin omkring 700 kr. og dermed nede på det samme, som en arbejder tjener på blot en enkelt dag.
Da Hans og Grethe begyndte for cirka 40 år siden, var det med 10-12 køer og tre-fire søer. Det kunne de og deres to børn leve af. Men allerede i begyndelsen af 60'erne faldt priserne, og produktionen måtte udvides for at holde indtægten oppe.
Først forpagtede Hans mere jord, siden købte han 14 tønder land mere, og i 1974 udvidede han besætningen til 22 køer.
Men det blev økonomien ikke meget bedre af. Pengene til udvidelsen var lånt, og renten var høj. Senere opkøb af lidt mere jord hjalp ikke stort, og i løbet af 70'erne begyndte Grethe at arbejde ude.
I 1992 blev malkekøerne sat ud, og nu står der i stedet kødkvæg i stalden. 10 Simentaler-køer, deres kalve og en tyr. De giver hverken meget arbejde eller stor indtægt. Hans får folkepension, Grethe er på efterløn. Efter dem vil det lille sted kun kunne drives som hobbylandbrug.

At sidde i deres køkken og snakke med Hans og Grethe er en rar oplevelse. De virker milde og harmoniske og taler om, at de i og for sig - trods den til tider trange økonomi - har haft et godt liv.
Så meget desto stærkere virker det, da Hans på mit spørgsmål om hans syn på strukturudviklingen skarpt svarer, at han er "rasende imod". For et år siden solgte han selv 24 tønder land til en rimelig stor gård i nabolandsbyen Kysing.
"Jeg burde ikke have solgt den jord fra. Men det var nu den måde, jeg kunne få noget ud af det på", siger han om sit dilemma mellem holdning og handling.
I det hele taget har Hans og Grethe det svært med den der strukturudvikling, der fører til afvikling af gårde som deres og større med. Nej, altså, forklarer de, man kan jo ikke gøre hverken fra eller til. Sådan er udviklingen bare, uanset om man bryder sig om det eller ej.
Men alligevel, så gør det ondt at se, at gårde på op til omkring 100 tønder land bliver nedlagt fra en ende af. Selv om bedrifter af den størrelse stadig kan drives som fuldtidslandbrug.
"Hele Danmark bliver fattigere af det. Det var sundere, hvis der var flere, der kunne leve af landbruget," mener Hans.
Jeg fisker efter, om ikke Hans og Grethe trods alt kan se et eller andet godt ved udviklingen.
Og jo, Grethe kan da godt se det gode ved, at de moderne storbønder har mulighed for at tage på ferie, fordi de har ansatte, der kan passe bedriften imens.
Den luksus kunne hun og Hans ikke tillade sig, fra de købte deres gård i 1956 til de solgte malkekøerne i 1992.
Men Hans giver sig ikke så let:
"Vi holdt da fri en weekend en gang imellem, selv om vi jo godt nok ikke holdt ferie i den forstand. Men det gjorde nu heller ikke mig noget," siger han.
Hans og Grethe synes ikke, der er nogen grund til at tale noget videre med journalisten om Bent Kruse, hvis marker nu går helt ned til deres hus. Men de vil da godt bekræfte, at da de for et år siden solgte de 24 tønder land, da blev Bent Kruse slet ikke spurgt, om han var interesseret i at købe. Kun Kysingbonden fik tilbuddet.
"Det var nu ham, jeg havde mest lyst til at sælge til," forklarer Hans. Så får man selv tænke sig til, hvorfor den ene skulle være bedre at sælge til end den anden.

Næppe nogen enkeltbegivenheder har betydet så meget for Rude og titusinder andre landsbyer verden rundt som dels Gottlieb Daimlers opfindelse af benzinmotoren i 1884 og dels Rudolf Diesels vellykkede forsøg i 1897 med den type motor, der kom til at bære hans eget navn.
Takket være forbrændingsmotorerne blev det muligt at udvikle traktorer og mejetærskere, som satte en enkelt mand i stand til at dyrke marker af en størrelse, det førhen havde været umuligt at passe alene. Benzinmotoren har ført til, at skellet mellem land og by viskes ud. I Rude bliver de fleste huse nu beboet af folk med arbejde i Odder eller Århus.
Nem og billig transport har gjort det muligt at indrette trykkeri på en af de tidligere bondegårde og en design/industrivirksomhed på en anden. Firmaet Ole Rune Design tegner og fremstiller inventar til diskoteker og pubber. Ejerne bor i det gamle stuehus, de 20 ansatte kører til Rude i deres biler hver morgen.
En bymand kan til Hans Nielsens vældige irritation eje en stor gård i Rørth få km herfra, og i Rude kan man bo i en gammel bondegård og arbejde i byen. Det hele gjort gjort muligt af bilerne.
Arne Bruun bor med sin kone og deres små børn i Gyldslykkegårds flotte bindingsværks-stuehus fra 1777, lige overfor Bent Kruses gård, og kører dagligt ind til sit arbejde som computermekaniker i Århus. Arne er ikke af dem, der nærer nostalgiske følelser overfor udviklingen.
"At det allermeste af jorden er solgt fra gården har givet os mulighed for at købe den. Det havde vi ikke kunnet gøre, hvis der havde hørt 50 tønder land til."
Han, konen og børnene trives storartet i Rude, som de flyttede til for et år siden. Især er Arne begejstret for det sociale liv i landsbyen. Senere skal vi dog se, at nogle gamle Rude-borgere har en noget anden opfattelse af, hvordan det står til med selskabeligheden. Ikke alle ønsker at se hinanden.
Men nu først til Arne Bruuns fortælling. Dårligt nok var han, konen og børnene flyttet ind, før de to voksne blev inviteret til Kjørmesgilde. Gildet bliver holdt på byens gamle gårde på skift hvert år ved kyndelmisse, 2. februar. Det er en flere hundrede år gammel tradition, oprindelig forbeholdt mændene. De mødtes og ordnede fælles forhold såsom fæste af byens smed, og bagefter spiste de og spillede kort. Nu om dage er kvinderne også kommet med, og det hele er vældig hyggeligt, fortæller Arne.
"Vi lærte halvdelen af byen at kende den aften," siger han. Siden har de nytilkomne også været inviteret til sølvbryllup og haft spontant besøg af naboerne nytårsaften. Jo, der er en hel del mere selskabelighed i Rude, end i det parcelhuskvarter Arne og hans familie kom fra.
Bent Kruse har svært ved at skjule sin skepsis overfor mig og skal overtales til at medvirke i denne artikel. Skal landbruget nu atter en gang udsættes for hetz i pressen? Er det det, denne artikel går ud på?
Han har jo set det tit, Bent Kruse, at landbruget i almindelighed og de lidt større gårde som hans i særdeleshed bliver udsat for de mest urimelige beskyldninger. Tag nu for eksempel det med nitrat i drikkevandet og kvælstof i havet.
Jamen, selv de kloge er jo i tvivl, om det nitrat nu også er så skadeligt, som det bliver gjort til i medierne. Og hvad angår kvælstofudledning, så er reglerne og kontrollen så stramme, at man ikke kan bebrejde landbruget nogen forurening.
145 hektar, det vil sige 260 tønder land, ejer Bent Kruse nu. Med den størrelse er han ikke blandt de helt store, men med i klassen lige under de cirka 2200 danske landbrug, der har mere end 150 hektar.
Bent Kruse har, drevet af hvad han selv kalder "lyst til at se tingene gro og udvikle sig", tredoblet det areal, han for 27 år siden overtog fra faderen. Efter talrige til-, om- og nybyggerier har Bent Kruse i dag moderne stalde til 400 søer, der hvert år farer med 10.000 grise.
Staldene er af den type, der i disse år må agere skydeskive for enhver bybo, der mener at have forstand på dyrevelfærd.
Søerne står i hver sin boks. Det vil sige, at den enkelte so er omgivet af et sæt jernbøjler, der giver hende præcis så meget bevægelsesfrihed, at hun kan gå to skridt frem eller to tilbage og enten rejse sig eller lægge sig. Overalt i de op til 90 meter lange stalde er der spaltegulve, så søernes og grisenes afføring ryger lige ned i det automatiske udmugningssystem. Til gengæld er her ikke et eneste halmstrå.
Bent Kruse er overbevist om, at hans svin trives ganske fortræffeligt. Hans begrundelse: Svinene ligger tørt og varmt, søerne får lige så mange levende unger, og smågrisene har lige så god tilvækst som ved fritgående svinehold. Altså må dyrenes trivsel også være lige så god.

En skønne dag sidste efterår blev Tommy Schou Pedersen en illusion fattigere. Det var den dag, Bent Kruse og hans medhjælpere fjernede halvdelen af det dige, der udgør skellet mellem Tommys og Bents ejendomme.
Tommy Schou Pedersen, hans kone og deres børn har i seks år boet omkring en km fra Rude, ved vejen ned mod Kattegat, der hvor den lerede jord omkring landsbyen skifter til det rene sand. Tommys syv tønder land har været forpagtet ud som brakjord. Nu går han og sysler med tanker om på en eller anden måde at udnytte de syv tønder land økologisk. Mellem Tommys og Bents jorde var der det her tre-fire meter brede dige, hvor der groede hvad der kunne af vilde planter.
"Et dejligt skel. Når jeg så det, tænkte jeg tit på, at jordbegæret herude heldigvis ikke var større, end at det skel kunne få lov at være der," siger Tommy.
Hin efterårsdag kom Bent Kruse med sine folk og tre traktorer og fjernede den halvdel af skellet, der var hans. Et træ, der stod midt på diget, fik skåret halvdelen af grenene af, så det var muligt at køre tæt på det med landbrugsmaskiner.
"Jeg synes, det er udtryk for grådighed," mener Tommy.
"Grådighed? Nej, det vil jeg ikke kalde det. Det dige var med tiden føget op, når der var sandflugt, og det lå der til ingen nytte," siger Bent, da jeg refererer Tommys beretning for ham.
I Bents øjne er der ikke gået noget bevaringsværdig stykke natur tabt med diget. Nærmest tværtimod. "Nu står der en pæn rugmark i stedet," siger han.
I øvrigt, tilføjer Bent, har han da et andet sted ryddet op i et vandhul, så ænder og andre dyr kan være der.
Et par af mine familiemedlemmer har fortalt mig en historie fra deres egn, i en anden del af landet end Rude.
En stor og ambitiøs svineproducent overtalte en ældre landmand til at sælge sig sin jord, til trods for at den gamle havde lovet et par brødre med en mindre gård fortrinsret til jorden. Svineproducenten slog til, siger folk på egnen, ved at lægge lidt ekstra penge på bordet i en situation, hvor den gamle ikke kunne overskue noget som helst, fordi hans kone lige var blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Den slags numre går der mange historier om i landdistrikterne i disse år.
Ikke mindst på grund af harmonikravet, hvor myndighederne af miljøhensyn kræver, at landmanden råder over en vis mængde jord for hvert dyr i stalden, er der rift om stort set hver en tønde land.
Meget ofte bliver jord solgt til en så høj pris, at det er umuligt at være med for folk, der skal låne pengene. For eksempel unge uetablerede landmænd.
Bent Kruse har aldrig benyttet sig af ufine metoder såsom at få folk til at begå løftebrud, erklærer han:
"Når jeg har købt jord har det altid foregået ved, at de er kommet til mig og spurgt, om jeg var interesseret. Det har faktisk hver gang drejet sig om ældre mennesker, der har villet stoppe, og som ikke har haft børn, der ville overtage bedriften. Selvfølgelig kan jeg ikke vide, om de har haft aftaler til anden side. Men det har ikke været noget, de har fortalt mig om".
Kun én gang, det var sidste år, har Bent været i konkurrence med en anden, der bød på samme jord som ham. Den anden bød højst. Generelt synes Bent Kruse, at han har et godt forhold til sine naboer.
Det er i hvert fald bedre nu end i de 10 år, han ikke ville deltage i det årlige Kjørmesgilde, fordi der var to i byen, der groft havde generet ham efter høsten i 1987. De kunne åbenbart ikke lide hans store maskiner. De aktuelle harmoniske forhold gælder dog ikke helt den nærmeste nabo, Jens Christian Juhl Jensen. Han har til Bents store irritation udlejet nogle kvadratmeter jord til en 45 meter høj mobiltelefonmast, der står næsten lige uden for Bents køkkensvindue.
Og så er der også det, at Jens ikke har villet hilse på Bent, siden Bent byggede sin nye svinestald for nogle år siden.
"Man kan jo ikke gøre alle tilfreds," konkluderer Bent.

I kontrast til Bents ejendom, er det tydeligvis adskillige årtier siden, der er bygget nyt inde hos Jens Chr. Juhl Jensen og hans kone Anny Jensen. Tidligere sled de i det med malkekøer. Jens stod for malkning og fodring, Anny mugede ud med skovl og trillebør. Op til 80 timers arbejde om ugen for Jens, lidt mindre for Anny, året rundt, fortæller de mig. Nu har de kun en snes fedekalve i stalden. Jens får delpension, Anny er stadig på arbejdsmarkedet.
Mens Bent Kruse glad ser frem til om få år at overdrage en stor gård i forretningsmæssig sund stand til sin unge søn, så er Anny og Jens godt klar over, at deres dreng kun vil kunne drive sin fædrene gård videre som fritidslandbrug.
Alligevel tror de ikke, at deres nabo er mere lykkelig end dem.
"Han får jo ikke jord nok før han får det over hovedet," siger Anny og nægter at lytte til Jens' formaninger om ikke at bruge for stærke ord, nu det kan komme i avisen. Koldfronten mellem naboerne begyndte ganske rigtigt i forbindelse med, at Bent Kruse byggede nyt, stalde, gyllebeholder, silo. Jens og Anny var ikke begejstrede for de store bygningsværker tæt på deres gård. Bent mente modsat, at Jens og Anny godt kunne tage lidt mere hensyn til udviklingen.
"Han regner os ikke for noget," mener Anny om den sag.
Jeg spørger det ikke helt unge ægtepar om den gamle skik med Kjørmesgilder.
Det var Jens' mor, der fik indført, at damerne skulle med. Men Jens og Anny holdt op med at deltage for 15 år siden.
"Det sagde os ikke rigtig noget mere".
"Vi kendte ikke en gang dem, der var med. Det var jo folk, der bare bor på gårdene her, og som så kører på arbejde hver dag og ikke dyrker jorden. Inde i byen kender I heller ikke ret mange, vel?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu