Læsetid: 7 min.

Libertære, forbandede syndere og andet godtfolk

17. januar 1998

Intermetzo
Mange er utvivlsomt gået rundt i den vildfarelse at sædelighedsfejder var et overstået stadie. Således forholder det sig åbenbart ikke. Med en klar kønsmoralsk leder her i avisen lykkedes det faktisk kollega, featureredaktør Bjarke Møller at fyre op under kollega, arkitekturredaktør Allan de Waal. Og dét i en grad så sidstnævnte resolut greb til blækhornet og overstrintede førstnævnte - med en tilsvarende aktivitet fra denne til følge. Et par bipersoner, Leo Tandrup og Susie Haxtausen, blandede sig, men lad dem her ligge som de red.
Vi holder os her til fejdens udgangskarakterer: de Waal og de Møller, hvis respektive anfald på sigende vis, må man sige, tegner 90'er-sædeligheden. En størrelse som man altså ikke troede folk gik rundt og tumlede med, og hvis modpoler er: empiri vs. ideal. De Waal med overlæge og sexolog, Preben Hertoft i ryggen som pragmatisk empiriker, Bj. Møller - efter eget foretrukne udsagn - som ridderen af den ideale fordring med Octavio Paz som - i øvrigt uafvidende - sekundant.
På visse måder fremkalder denne noget overraskende batalje mindelser om tidligere tider - ikke mindst om den store, den litterære, ja undskyld, den rigtige sædelighedsfejde, der tog sin begyndelse i 1869 og med afbrydelser varede over 20 år. Dengang åbnede Georg Brandes ballet med sin oversættelse af John Stuart Mill's: The Subjection of Women, Kvindernes Undertrykkelse. Derefter fulgte 1879 den manifestation, som givetvis satte sig varigst spor: Henrik Ibsens skuespil Et Dukkehjem, der vakte voldsom modvilje blandt samfundets og hjemmets støtter i store dele af det borgerlige Europa. I stykket tager Nora smerteligt erkendende kønnenes ulidelige ulighed i ret, moral og kønsliv ægteskabet og sagen i egen hånd og - går ud. Hvorhen har man diskuteret lige siden. Men måske under den bebudede afsøgning af sig selv og sine muligheder til en tilværelse som moderne kvinde med krav om en stærkere, vildere og mere gennemlevet seksualitet end det skyggeliv, manden, det forkælede skvat advokat Helmer, kan præstere. Nora - det antyder hun, vender måske en skønne dag tilbage i ægteskabet, men i så fald erfaringer rigere og herefter Helmer frataget enhver mulighed fremover for at behandle hende som et stykke inventar eller et dresseret kæledyr. Resten kan man tænke sig til. Ibsen havde utvivlsomt holdt med Hertoft og de Waal og skabt en af sine tragikomiske sideroller til redaktør Møller.
Ballade på sædelighedsfronten blev der imidlertid først for alvor, da Bjørnstjerne Bjørnson i 1883 udsendte kønsrolleskuespillet: En Hanske, hvori den kvindelige hovedperson, Svava, bryder med sin forlovede. Da hun erfarer, at Alf har haft et førægteskabeligt forhold, kommer det til et opgør, med konsekvenser langt ud over scenen. I og for sig reagerer Svava ikke ved den retrospektive utroskab som sådan. Hendes vrede bliver først formidabel og uforsonlig, da Alf erklærer, at han ikke agter at give nogen forklaring, endsige undskylde sin fortid. Det skylder en mand ganske enkelt ikke en kommende hustru. Derimod kunne Alf på sin side aldrig drømme om at gifte sig med en falden kvinde: "Ingen hæderlig man vælger en kvinne, på hvis fortid han ikke er tryg. Ingen!" Så bliver Svava for alvor tosset og kaster sin handske i fjæset på stodderen. Deraf skuespillets titel.

Brandes og hans frisindede følge mente af velforståelige grunde, at Bjørnson med dette værk havde begået klart forræderi mod egne holdninger - og dermed også mod de tidligere meningsfæller. Pointen for Bjørnson nu var nemlig den enkle, at manden - i modsætning til hans tidligere skrifter, hvor han forsvarer den frie kærlighed og retten til skilsmisse for begge parter - må pålægges den samme moralske forpligtelse til kyskhed og troskab i ægteskabet, som er indiskutabel for kvinden. Konklusionen af frigørelsesdebatten er altså ikke for Bjørnson mere frihed for begge parter, som oprindeligt hævdet, men lighed i overensstemmelse med ligestillede forpligtelser - og ligestillet bundethed på alle højtidelige, kirkelige, moralske og etiske løfter og selvvalgte bånd i det hellige ægteskab. Denne håndfaste teori om menneskelig seksual-adfærd sammenfatter Bjørnson i forestillingen: at intet ægte ægteskab er muligt, såfremt en frigjort seksualitet, eller bare friheden for ægteskabets parter, får lov at råde. Dertil kommer, at de kropslige og åndelige energier har deres begrænsning i kærlighedens verden, således at man ikke uden videre kan og bør rutte med dem. Man må vælge.: "Kraften gaar hid eller did, til hjernen eller til forplantningen... Til det høieste eller det laveste."
Georg Brandes' svar på denne "hanske-moral", som man i gennembrudskredse foragtelig kaldte Bjørnsons kovending, kom i form af et essay i 1885 om den norske moderne-gennembruds-forfatter, Arne Garborg. I dette skrift slår Brandes fast, at man kun kuer kønsdriften ved at forkrøble mennesket. Askesen, som uanset Bjørnsons ideale forestilling om kønnenes ligestilling i tilbageholdenheden, medfører blot "Goldhedens og de kvalte Længslers Bornerthed..." Afholdenheden, som kvinderne pålægger sig, og som Bjørnson altså mener skal udstrækkes til det maskuline virkefelt, er en ulykke, en "naturstridig Ting, et Offer som mange Gange bringes en værdiløs Fordom."
Næste runde i sædeligheden ringes ind af lærerinden Elisabeth Grundtvig, N.F.S.'s barnebarn, som i 1887 holder et foredrag for Dansk Kvindesamfund: Nutidens sædelige Lighedskrav, hvori foredragsholderen slår til lyd for, at kvinderne nidkært bør opretholde deres såkaldte driftsbeherskelse. I tiden er det den almindelige opfattelse, at kvinden har en stærkere seksualdrift end mænd. Men i modsætning til disse også en modsvarende mere udviklet evne til denne driftsbeherskelse end manden, der ofte er i sine drifters vold. Så sandt, så sandt. Kvinden - vel at mærke den dannede og oplyste af slagsen - har herefter valget mellem to fremgangsmåder i den kønslige tilværelse: at driftsbeherske sig og opleve lykken i et livslangt monogamt kærlighedsforhold med en monogam mand og deraf avlet afkom. Eller: at dyrke arbejdsglæden i menneskekærlighedens tjeneste - og i afholdenhed. Mændene pålægges ved samme atter kyskhed, og begge parter indskærpes endnu engang at reservere det seksuelle for kærligheden i ægteskabet. Deri ligger kvindens og heraf følgende familiens - og mandens - lykke.
Brandes blev rasende - også fordi kvindesamfundet jo støttede Elisabeth Grundtvig - og skrev nogle indlæg i Politiken. I disse vendte Brandes sig voldsomt mod det, han opfattede som lærerinde Grundtvigs verdensfjerne, men også dobbeltmoralske fordringer på kyskhed, og gav dermed hende og hendes meningsfæller et tungtvejende medansvar for opretholdelsen af prostitution og anden dårligdom. "Kulturkvinderne" som Brandes nu kaldte de kvinder, der fornemt tilbagetrukket kunne værne om deres ægteskabelige og anden dyd og så i øvrigt henvise de sexgale mandfolk til prostitutionen. Hun kunne jo blot gå ud på gaden, kunne Elisabeth Grundtvig, og selv se hvordan, mor. Brandes malede sig imidlertid i nogen grad op i en krog, eftersom Elisabeth Grundtvig støttet af læserbreve og den almindelige stemning viste en mere fremkommelig vej end Brandes'. Kvinden kunne jo godt sætte sig op på frisindets høje hest, men realiteterne i datidens samfund var ikke til, at hun efter et ægteskabeligt brud uden videre også kunne forsørge sig selv. Heri lå et alvorligt dilemma i kønsfrigørelseskampen, som var svært at se bort fra, og som i betænkelig grad udhulede påstanden om kvindernes frihedstrang frem for alt og for enhver pris.

Bjørnson frydede sig inderligt over Kvindesamfundets holdning og lancerede nu flere direkte angreb på Brandes, som han oprindeligt havde haft som ven og støtte. Brandes blev yderligere bestyrket i sin reviderede opfattelse af den tæmmede norske slåskæmpe, når denne efter den grundtvigske tilkendegivelse rejste de nordiske lande rundt med sit foredrag: Éngifte og Mangegifte. Parolen lød i to ord: "etisk dressur", hvilket kan sammenfattes som mådehold, trofasthed, ærlighed og - såfremt naturen stak frem sit obskøne fjæs - kolde afvaskninger.
Uundgåeligt dengang som nu fik sædelighedsopgøret alt hvad det kunne trække af religiøse over- og undertoner. Kirken støttede selvsagt Bjørnsons anviste kyskhed og vendte sig mod den ateistiske, fremmede (jødiske) Brandes.

I den aktuelle debat mere end anes den samme skillelinie. Allan de Waal blander ikke Gud ind i, hvordan folk indretter sig. Bjarke Møller på den anden side leverer bl.a. vendingen: vi er alle nogle forbandede syndere. I dette tvivlsomme fællesskab henviser den konfessionelle jo ofte hin enkelte med løfte om tilgivelsens mulighed.
Men såfremt ægteskabelig kærlighed identificeres med en sådan gudelig indretning - og følgelig brud herpå med syndsbevidsthed og tilgivelsens perspektiv - er facitlisten jo lagt på bordet. Så er kærligheden af den troende gjort hjemløs, når lyst og natur - som det jo ofte er tilfældet - alligevel går over optugtelsen og søges tilfredsstillet uden for den velsignede havn. Så enkelt var det. Og er det åbenbart stedse for syndbevidsthedens vagtparade.
Amen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu