Store litterære priser er beregnet til glæde og nytte, skønt de i tiden op til afgørelsen optrapper adskillige forhåbninger, river i nerverne og rusker i peristaltikken hos både mulige og umulige kandidater og derefter fremkalder en tilsvarende frustration undtagen hos den ene udvalgte - af hvem det dog tit er beskrevet som et mareridt, når det gælder Nobelprisen. Flere modtagere af den er gerådet i ulykke.
Men læserne da, hvad med deres nytte og glæde? Der er en voksende apati over for det ligeledes stigende antal priser, både i medierne og hos brugerne. Ingen priser, heller ikke de 350.000 nordiske kroner, øger længere i nævneværdig grad bogsalget, med mindre der bliver lidt ballade, som da en vis norsk opinion gav sig til at undsige Dorrit Willumsens romanbiografi. Bang! sagde det, da hun sidste år fik Nordisk Råds Litteraturpris for Bang.
I år er der indstillet 13 bøger, hvis forfattere har fået et praj om at holde sig ved telefonen fredag klokken 12. Det er et næsten lige så umenneskeligt som praktisk beredskab. Her før juletræet tændes, er der en anledning til at overveje udvælgelsessystemet. En komité sammensat af to eksperter fra hvert land, det vil aktuelt sige 16 personer, vælger værker udkommet inden for det sidste år eller to. De prøver at fordele indstillingerne mellem køn og genre, og efter sprog i de lande, hvor man har to, Norge med nynorsk og bokmål, Finland med finsk og svensk. Det er i år blevet til tre kvindelige og ti mandlige forfattere og ikke mindre end otte digtsamlinger, fire romaner og én novellesamling. Nærmest sensationelt i forhold til afsætningen og læsergrupperne. Som vanlig ingen dramatik.
Det er således ikke kvalitet alene, og slet ikke værkernes markedsværdi, men også forskellig høflighed, der styrer udvælgelsen. Med eventuel dygtig national taktik i komiteen fører det så frem mod et tilfældighedsvalg mellem fuldstændig inkommensurable størrelser. Hvad er bedst, samiske digte eller finsk
science fiction? Norske sømandsdigte eller grønlandske taler og artikler? Ingen af årets bøger har særlig vinderglans. Ret jævne eller specielle romaner ved siden af en overflod af centrallyrik for de få. En reverens for smalheden. Hvorfor ikke lodtrækning? Man kunne for de fem større sprogområder sagtens forestille sig ti andre bøger.
Listen over vindere af den nordiske pris siden 1962 domineres klart af romaner. Og det er heldigvis i næsten alle tilfælde betydelig prosa. Man kan selvfølgelig undre sig over, hvordan det er lykkedes de sidste år at slippe uden om indstilling eller valg af f. eks. P. C. Jersild, Lars Gustafsson, Jan Kjærstad, Jan Erik Vold, Inger Christensen, Jess Ørnsbo, Jørgen Gustava Brandt.
Det er lovlig nemt at kritisere andres bedømmelser og prisuddelinger. Bl.a. derfor gøres det og skal vel til stadighed gøres - i al taktløshed. Objektive kriterier for kunst gives ikke undtagen for de forbenede ideologer. Derfor kan priser udmærket diskuteres.
Men kunne der være andre måder at finde vindere på, til større nytte og glæde? Et tankeeksperiment:
Indstil på skift ti bøger fra samme land. De små sprogområder kunne gå sammen ét år. Det giver en seksårig cyklus. Uden alt for stor vilkårlighed og nyhedspåvirkning kunne man da vælge de mellemliggende års litterære højdepunkter inden for sit sprog eller land til en tidssvarende kánon, der ville virke som en samlet præsentation udadtil, en bogudstilling. Ligesom kulturbyfænomenet havde vi da Årets Litteraturland med mulighed for tilrettelagte kampagner og introduktioner og forfatterbesøg: Læs svensk! Opdag norsk digtning! Finsk er vrinsk! Det er dansk og dejligt! Island kan bare! Eller lignende verbale tærskeværker. Et svedent smil, et fint vink eller en knortekæp til nabolandene. En indbydende opgave for kulturjournalister og anmeldere i aviser, radio og tv. Hvad sker der i disse nære, litterært eksotiske lande, vi næsten deler sprog med?
En lille komité af kritiske læsere fra de andre lande kunne da præmiere en eller de to mest interessante af de ti på et langt bedre sammenligningsgrundlag. Måske ville det endda være en billigere administrativ løsning med overskud til enten en endnu større pris eller opfølgende aktiviteter. Og den ville ophæve de aktuelle bedømmernes regionspolitiske dilemma, lindre ømme etniske samvittigheder, fjerne irritationen over, at den svenske litteratur er den bedste og konsekvent nok har fået præcis dobbelt så mange priser som noget andet nordisk land. Samt bringe balance i forholdet mellem fortælling, poesi, biografi, essayistik og dramatik.
Det ville måske give en værre eller en dejlig ballade, men være en mere tidssvarende litteraturpolitisk strategi i forsøget på at bryde den tiltagende tavshed. T.B.
