Læsetid: 6 min.

LO - Den hemmelige organisation

2. januar 1998

Hundrede år og marginaliseret? Eller burde Landsorganisationen i Danmark tværtimod have en eksistens-berettigelse som aldrig før?

frie ord
DE ER SÅ SØDE, er de, i den solidariske fagbevægelse, så nu er de begyndt at kalde LO for "den hemmelige organisation" og LO-formanden for "den ukendte Jensen".
Hvad laver LO egentlig? Hvem er han, ham Hans Jensen? Er det ikke på Tornerosenørns Alle, de har til huse?
LO holder ellers 100 års fødselsdag i morgen. Fra morgenstunden og resten af dagen lover jubilaren Nytorv i København forvandlet til fødselsøjeblikket i 1898 med "handelsboder og værksteder i fuld aktivitet, hestevogne med fisk og friske grønsager, gøglere og linedans, sabelslugning og ild-jonglering, spil og sang fra Torvets vandrende gårdsangere, råbende avisdrenge uddeler Socialdemokraten fra 1898, Københavnske Kvinders Kaffevogn skænker den varme drik og 40 flotte garderhusarer til hest besøger markedspladsen."
Ikke nok med det: Landsorganisationen i Danmark, som forkortelsen LO står for, byder også på "små slagsmål mellem de fritgående dyr".
Det er endda ikke det bedste - eller værste. "Under jubelskrig og mishagsytringer holder kendte danskere tale," skriver Hans Jensen og LO's næstformand Tine Aurvig Brøndum.
De kendte er: "Forbundsformand for NNF (Nærings- og Nydelsesmiddelforbundet, el) Anton Johannsen, næstformand for Socialdemokratiet Lene Jensen, forbundsformand for KAD (Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, el) Lillian Knudsen, fhv statsminister Anker Jørgensen, LO's første formand Jens Jensen anno 1898." Han holder ifølge programmet dog ikke tale men inkarnerer sig åbenbart på anden og foreløbig hemmelighedsfuld vis. Klokken 15,30 "åbnes tillidsrepræsentantåret af LO's formand Hans Jensen og statsminister Poul Nyrup Rasmussen".
Blot et kvarter efter underholder medvirkende fra Pelle Erobreren. Der er nemlig klokken 17 "Galla-premiere på LO's jubilæumsforestilling Pelle Erobreren på Folketeatret i Nørregade", hvortil "fanemarch fra Nytorv" indledes klokken 16. "Efter forestillingen er der bestilt busser, som vil transportere samtlige gæster til jubilæumsfesten i Øksnehallen, Halmtorvet 11. Her vil der være underholdning og dans frem til klokken 02.00".
Men allerede i dag holder den hundredårige "en hyggelig og uformel jubilæumsreception i Arbejdermuseet". - Det er for at forberede sig på snarlig indflytning, siger de søde i den solidariske fagbevægelse.

FRA FORMAND Jens Jensens tale ved åbningen af (hvad LO oprindelig blev kaldt, el) De samvirkende Fagforbunds generalforsamling 3. januar 1898 har Jensen og Brøndum fundet et citat, der pryder jubilæumsinvitationens bagside:
"Den armé vi skaber, må være stærk og fast, thi den skal erobre en verden, men den må være demokratisk ordnet, thi den skal udvikle mennesker."
84 år efter, da LO's daværende formand Thomas Nielsen ved repræsentantskabsmødet i 1982 trådte tilbage for at gå på pension, udtalte han de nu bevingede ord:
"Vi har sejret - ad Helvede til."
Det allerede bevingede ord er siden forklaret på mange forskellige måder, men det står i hvert fald til troende, at Den Socialdemokratiske Arbejderbevægelse ikke er, hvad den har været, skønt LO stadig organiserer halvanden million danske kvinder og mænd og Socialdemokratiet endnu er landets største parti. De formelle bånd mellem LO og Socialdemokratiet er i hvert fald kappet og Bevægelsens tredje gren, Kooperationen, hører man slet intet til længere. Det samme gælder Thomas Nielsens kongstanke: Økonomisk Demokrati.
Det socialistiske mål er forduftet. Hvad går parti og fagbevægelse efter i dag? Utopien er det bestående. Det bestående velfærdssamfund under stadig udvikling.
Lederskaberne i både LO og Socialdemokratiet er tilsyneladende enige om, at dén udvikling af det bestående, kaldet Udviklingen, nu går så strygende her og i EU og måske snart hele verden, at væsentlige ændringer af det bestående ikke mere er fornødne. Snarere er de direkte skadelige. Udviklingen kan næsten selv.
Hvad skal man så med et LO? Med en fagbevægelse? Med et parti? Med politiske og faglige engagementer? Med Folketinget? Med demokratiet?
Vi har jo sejret.
Markedet, bureaukratierne og eksperterne administrerer sejren videre i en uendelighed.

FOR MINDRE end nitten år siden kunne Thomas Nielsen her i bladet erklære: "I arbejderbevægelsen er vi jo tilhængere af planøkonomi. Al den snak om frie forhandlinger er en fiktion, som man ikke skal overvurdere."
I dag er forhandlingerne blev så decentraliserede og ansættelsesvilkårene så individualiserede - også igennem den enkeltes livsforløb, at det ikke blot er LO's centrale rolle men fagbevægelsens i det hele taget, der sættes spørgsmålstegn ved. For mange unge og yngre voksne mister også partiet og dets ungdomsorganisation betydning. Hvad LO, Socialdemokratiet og DsU, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, ikke er ene om at mærke følgerne af. Udviklingen præger stort set alle politiske organer og såkaldte græsrodsbevægelser i den vestlige verden.
"Det kan jo skyldes, at de unge ikke rigtig kan forbinde fagbevægelsen med den form for solidaritet, som de føler," sagde samfundsforskeren Tage Bild her i bladet for et par år siden på baggrund af en stor interviewundersøgelse af LO-medlemmernes syn på deres "bevægelse". "Den ældre generation oplever i en vis forstand det som nedbrydende, når de unge overskrider de traditionelle krav om løn, arbejdstid, tryghed i ansættelsen osv. med nye individuelt motiverede behov som for eksempel 'meningsfuldt, udviklende arbejde'."
Men det betyder også, som Tine Aurvig Brøndum sagde i sin valgtale, på hvilken hun blev LO-næstformand, at samfundet trues af total digitalisering, der kun kender tallene 1 og 0. Enten er man en ener, eller også er man et nul.
Skønt det bestemt ikke er god socialdemokratisk tone at tale om udstødning og marginalisering som følge af Udviklingen, spøger den alligevel i LO-ledelsens udtalelser, når der høres grundigt efter:
"En global landsby, et videnssamfund med intensiv arbejdsdeling, hvor de kloge og fleksible symbolanalytikere vinder hele gevinsten i tombolaen, mens de, der ikke kan klare sig i konkurrencen bliver holdt i passivitet på offentlige ydelser, der afværger social uro," har Hans Jensen trods alt tilladt sig at udtrykke frygt for - trods den ellers så vidunderligt selvkørende Udvikling.
Samme LO-formand tillod sig også sidste år (1997) at lufte noget så uhørt som en vision:
"Jeg forestiller mig en ordning, hvor man arbejder med forskellige puljer - eksempelvis danske virksomheder, økologiske investeringer eller investeringer med størst muligt afkast - som medlemmerne af Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) kan vælge mellem. Det kan selvfølgelig betyde, at nogle vælger en pulje, som giver mindre afkast end andre. Men det er i så fald ens eget valg."
Til Socialdemokratiets 125 års jubilæumskongres for halvandet år siden kom Norges daværende statsminister Gro Harlem Brundtland rejsende fra New York med denne hilsen: "I tre dage sad partier fra en voksende socialdemokratisk bevægelse samlet i FN-bygningen. Økonomi og miljø, velfærd, fred og menneskerettigheder - det var dagsordenen. Hvordan kan vi tage demokratiet i brug sådan at vi sikrer en tryg fremtid for de mange - og ikke bare for de privilegerede få? Det var hovedspørgsmålet i New York," fortalte hun. Og så kom oplysningen, der burde have væltet Aalborghallen:
"En milliard ludfattige mennesker som ikke véd hvorfra det næste måltid kommer. Det er de nye milliarder børn og unge, som lever på grænsen af livet. De fødes ind i verden med håb i deres øjne. Vi må vise os værdige til de forventninger som børnene stiller. Vort ansvar omfatter også generationer som endnu ikke er født. Deres livskvalitet og menneskeværd vil afhænge af, at vi formår at tilpasse det, vi forbruger, med det jorden kan magte at bære. Og da véd vi, at det kræver store anstrengelser. Hvis syv milliarder mennesker skulle forbruge lige så meget energi og mange ressourcer som vi gør i Vesten - da har vi brug for ti jordkloder - ikke én."

SOCIALDEMOKRATIET synes i stigende grad helt og aldeles opslugt af at administrere det bestående. Enten fordi det føler sig tvunget til at holde sig til det alene, eller fordi det virkelig ikke længere kan se, at Udviklingen af det bestående har skræmmende perspektiver.
Hvad om LO blev "Bevægelsen"s visionære gren:
"Trods økonomisk opsving og afvisende toner fra statsministeren, så stiger antallet af førtidspensionister og udstødte på arbejdsmarkedet også i 1998," kunne Information meddele nytårsaftensdag. Tør LO tage den udfordring op, er der ingen fare for at ende på noget arbejdermuseum foreløbig.
Skal Gro Harlem Brundtlands oplysninger besvares med andet end bortforklaringer, fortrængninger eller deprimerende opgivelse, må tiden være inde til at finde sammen om samfund, der opfylder menneskers lyst til selvstændighed og udviklende arbejde med andet end den form for økonomisk vækst, der virkelig er lige til Arbejdermuseet. Kunne LO blive et kraftfelt for at genrejse samfundsfantasien er dets marginalisering overvundet.
Men det er måske også lige det, Jensen og Brøndum lurer på. I al hemmelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu