Læsetid: 5 min.

London Calling

23. januar 1998

Rundt i kunsten i den britiske hovedstad

I disse spalter har vi flere gange besværet os over, hvor tidskrævende det kan være at finde frem til de interessante udstillingssteder i London. Gallerierne ligger spredt, og hertil kommer, at de, som satser på samtidskunsten, har svært ved at klare huslejen på de mere attraktive adresser og derfor i mange tilfælde tvinges til at flytte ud mod periferien.
Det gælder eksempelvis Laura Genillard Gallery, der indtil sidste efterår var beliggende i det charmerende Bloomsbury, men som nu er rykket østpå til det mere skarptsleb-ne Holborn. Det er dog stadig umagen værd at finde frem til galleriet, idet man for tiden viser tre nye værker af den blot 24-årige London-kunstner Simon Tegala.
Tegala tilhører den yngste generation af 90'ernes videoorienterede Brit Art-kunstnere, og indtil videre har han udforsket et univers af smerte, seksualitet samt fysisk og psykisk anspændthed. Dog er dét, som beskueren umiddelbart reagerer på, værkernes sanselige karakter, idet Tegala projicerer videobilleder af nøgne kroppe på metalplader, der opvarmes af kraftige gasflammer.
At træde ind i Laura Genillard Gallery, hvor det mørke rum fyldes af den hidsige hvæsen fra tre gasbrændere, samtidig med at man får øje på metalpladerne med videobilleder af nøgne menneskekroppe i fuld størrelse, som på forskellige måder martres af eller leger med de glødende cirkler, som gasflammerne frembringer, er på én gang urovækkende, poetisk og dragende.
I perioden 14. til 28. februar rykker Tegala udendørs med et nyt projekt, Anabiosis. Gennem to uger vil kunstneren døgnet rundt bære et apparat, der aflæser hans hjertefrekvens. Apparatet forbindes via en mobiltelefon med et lysskilt på den travle High Holborn Street, og på skiltet vil de forbipasserende kunne læse budskaber som: Simon Tegala's heart rate is 125. En kommentar til den stadig stigende tendens til at mødes i 'virtuelle rum', via fjernsynet eller internettet.

Minifilmhus
Lidt længere mod øst, på Hoxton Square i bydelen Hoxton, ligger et af Londons nye udstillingssteder, LEA Gallery. LEA står for London Electronic Arts, en organisation, som gennem mere end tyve år har varetaget produktion, distribution og forevisning af videokunst.
Foretagendet har i alle årene haft et skær af undergrund, men dét ændredes helt og aldeles sidste efterår, da de britiske lotterimidler finansierede flytningen til The Lux Centre i Hoxton, en moderne bygning spækket med topprofessionelt film- og videoudstyr.
Foruden LEA har London Film Maker's Co-op fået faciliteter i bygningen, som dermed er en mindre udgave af Københavns nye Filmhus. I stueetagen findes The Lux Cinema, hvor de to institutioner deles om at vise art film og videokunst, og på førstesalen er indrettet LEA Gallery, hvor vægten lægges på computer- og elektronikrelateret kunst. Frem til 27. februar kan i selve galleriet ses installationer af London-gruppen Soda, mens man om aftenen fra gaden kan se projektioner af værker af kunstneren Gary Hume i fire af bygningens store vinduer.
Endnu længere ud mod Londons East End findes det rummelige udstillingssted Whitechapel Art Gallery, der næsten altid er en udflugt værd. Således også for tiden, hvor man kan se et omfattende udvalg af den tyske billedkunstner Thomas Schüttes besynderlige, forvredne menneskeskikkelser (til 15.3).
Størst indtryk gør de blot 20-30 centimeter høje figurer i serien United Enemies (1993-94), en besk kommentar til den tyske genforening. Værkerne består af groteske par, bundet sammen som siamesiske tvillinger; kimonolignende tøjstykker svøbt om modellerede kroppe, med to furede gammelmandsansigter stikkende op af halsåbningerne og med tynde træpinde som ben. Længere inde befolkes galleriet af mere end to meter høje 'Michelin-mænd' i aluminium, stivnede ånder, på én gang overvældende og sfæriske.

Sitrende sollys
I den anden ende af det centrale London, i den nordvestlige bydel St. John's Wood, ligger The Saatchi Gallery, som netop er genåbnet med en retrospektiv udstilling af den amerikanske maler Alex Katz (til 12.4). De enorme neo-realistiske lærreder, hvor Katz' karakteristiske ulidenskabelige og alligevel intenst sitrende motiver ligger badet i kraftigt sollys, så farverne næsten er vasket bort, kommer for alvor til deres ret i Saatchis rummelige lokaler.
Katz - som bor og arbejder i New York - har i de senere år koncentreret sig om portrætter, og om landskaber og scenerier, der kunne bringe tankerne hen på David Hockneys solbeskinnede swimmingpools. Der er en vis coolness over Katz' anonyme og nærmest konturløse ansigter, badedragter, parasoller, hvide jakkesæt og blå vandoverflader, men samtidig udstråler de store monokrome flader et lys og en varme, der luner i den klamme engelske januarkulde.

Turner Prize
Til slut skal nævnes en udstilling, der ganske vist sluttede den 18. januar, men som på flere måder er tankevækkende. Det drejer sig om Tate Gallerys vanlige præsentation af de nominerede kandidater til den prestigegivende Turner Prize. I år var samtlige fire kandidater kvinder: Angela Bulloch, Cornelia Parker, Christine Borland samt Gillian Wearing. Det var sidstnævnte, som løb med prisen for sine socialt orienterede og næsten dokumentariske videoinstallationer, heriblandt 60 Minutes Silence, et timelangt videoportræt af 26 uniformerede politifolk opstillet i tre rækker.
Når Turner-prisen kan vække til eftertanke, skyldes det ikke alene det betragtelige pengebeløb - mere end 200.000 kroner - og dét, at prisen fortrinsvis gives til yngre kunstnere. Men lige så meget selve tanken bag prisen, nemlig at skabe almen opmærksomhed omkring samtidskunsten. Siden 1991 er arrangementet blevet sponsoreret af tv-stationen Channel Four, hvilket indebærer, at begivenheden følges tæt i fjernsynet: Der sendes individuelle portrætter af de nominerede kunstnere; og i tiden op til prisoverrækkelsen intensiveres dæk-ningen med debatprogrammer og generelle udsendelser om kunst, vel at mærke ikke med udgangspunkt i, at journalister ikke orker at sætte sig ind i samtidskunsten - som det er tilfældet herhjemme - men formidling på kunstens egne betingelser. Også selve afsløringen af prismodtageren foregår live på tv, og hertil kommer en tv-lanceret konkurrence med henblik på at rekruttere nye kunstskribenter blandt seerne.
En sådan tv-opmærksomhed omkring samtidskunsten kunne vi så sandelige tage ved lære af herhjemme, hvor den yngre kunst stort set kun finder vej til de elektroniske medier, hvis en hundehvalp eller en gris har måttet lade livet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu