Læsetid: 3 min.

Lykketoft i aktion

17. januar 1998

En telefonsamtale viser, at finansministeren forsøgte at lægge låg på Færøsagen

DOKUMENT

Den 22. april 1993 ringede Mogens Lykketoft til Finanstilsynets direktør Eigil Mølgaard. Efter at Den Danske Bank var sluppet ud af Færøbanken forværredes bankens økonomiske problemer hastigt. Lykketoft ville med samtalen hindre yderligere ballade før Maastricht-afstemningen. Eigil Mølgaard har udarbejdet et notat om denne telefonsamtale

"Torsdag den 22. april 1993 kl. ca. 17.15 ringede finansminister Mogens Lykketoft til mig hjemme privat.
Han nævnte forhandlingerne om Færøernes situation generelt og ovennævnte bank specielt.
Regeringen må holde situationen flydende overfor Færøerne til sidste del af maj, d.v.s. efter folkeafstemningen den 18. maj.
Situationen på Færøerne er kritisk og er blevet forværret ved en ny politisk krise, hvor regeringskoalitionen er sprængt.
Ministeren og departementschefen er nu bortrejst i tre og en halv dag og der skulle nødig ske ulykker i den periode med banken.
Regeringen er klar over, at man bliver nødsaget til at hjælpe Færøerne over deres vanskeligheder. Om det vil der blive forhandlet igen sidst i maj. Modydelsen må naturligvis være sikkerhedsstillelse og andre krav til Færøerne. Når sagen udsættes til ultimo maj skyldes det, at regeringen ikke tør søge nye bevillinger hos de politiske partier for ikke at skabe angrebspunkter under debatten op til folkeafstemningen.
Finansministeren har drøftet FB's situation med direktør Erik Hoffmeyer, Danmarks Nationalbank. Hoffmeyer skulle være villig til at yde likviditetsstøtte til banken, men kun mod en statslig garanti. Dette er finansministeren villig til at give, men på grund at problemerne med at gå i finansudvalget vil garantien kun blive mundtlig. (...)
Ifølge Lykketoft skulle nationalbankens holdning være, at man foretrækker at tilsynet giver en dispensation fra likviditetskravene i banklovens Pgf. 11, samtidig med at nationalbanken giver en eller anden form for likviditetsstøtte.
Lykketoft spurgte mig, hvad jeg sagde til foranstående:
Mit svar var, at en fælles "hjælp" fra Nationalbanken og tilsynet vil svare til hvad vi havde gjort i 1992 overfor Sjovinnubankin.Når tilsynet i de seneste ugers forhandlinger konstant har holdt fast på ikke at ville dispensere overfor FB skyldes det, at forholdene på Færøerne i alle henseender er blevet stærkt forværret.
På den anden side vil tilsynet naturligvis ikke være unødig forbeholden, når regeringen har en problematik, som kræver mange hensyn og som er svær at løse på kort sigt. Jeg lagde især vægt på Nationalbankens tilsagn.
Det måtte imidlertid stå finansministeren klart, at hvis en dispensation - og det var det jeg forstod man ønsker - senere ville blive brugt imod tilsynet eller direkte give anledning til tab for nogen, så var det regeringens problem. Lykketoft svar var: Jeg har naturligvis det politiske ansvar.
Jeg fortsatte med at henvise til, at tilsynet jo havde klaret en hel række at spørgsmål omkring Færøerne på en forhåbentlig tilfredsstillende måde og da også gerne ville vise sit talent i den aktuelle sammenhæng. Jeg håbede ikke at ministeren fandt at min holdning var for skrap men dette (må) stå ham klart, at hvis der blev problemer med en "påtvungen" dispensation, så har regeringen og tilsyn et fælles problem.
I øvrigt gik jeg ud fra, at finansministeren ville informere sin kollega, industriministeren, eftersom han opererer på sidstnævntes parlamentariske og politiske ansvarsområde.
Det var Lykketoft helt indforstået med og da han på ny skulle tale med Hoffmeyer fredag (den 23. april 1993) kl. 9.30, henstillede han, at tilsynet og nationalbanken fandt sammen om den praktiske løsning inden da.

*Dette er et redigeret og forkortet uddrag af et af de central afsnit i Færø-rapporten. Kursiveringerne er redaktionens.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her