Læsetid: 4 min.

Lys gennem kløften

23. januar 1998

Byen New York er indrettet som ét stort solur

BYENS LYS
NEW YORK - Grand Canyon, det ved vi allesammen, hvad er: Flodlejet, der skærer sig ned gennem Arizonas højslette.
Men hvem vil give et bud på Urban Canyon? Svar: Det er amerikansk byplanjargon for det gadebillede, der fremkommer, når skyskrabere rejser sig i nakkeknækkerhøjde på begge sider, så den, der opholder sig på vejbane eller fortov, føler sig som på bunden af en dyb kløft, en bykløft.
Selv om en urban canyon umiddelbart kan opleves som næsten lige så storslået som en grand, er den ikke et ubetinget gode. I hvert fald ikke set fra et miljømæssigt synspunkt. Højhusene kaster skygger på hinanden og navnlig for deres fødder. De henlægger evig fugtigdunkelhed over områder, der før var storbyens grønne lyspunkter. Og kløfterne mellem skyskraberne bliver til vindtunneler, hvor voldsomme og uforudsigelige stød kan kaste folk og fæ omkuld.

Sag mod højhuse
I USA er døden efterhånden den eneste ubekvemmelighed, man ikke kan gøre sig fortrøstning om at afværge ved sagsanlæg. Således går da både miljøgrupper og bekymrede naboer rettens vej mod påtænkte højhusbyggerier, der vil henlægge parker og privatejet fast ejendom i beskygget omblæsthed. Naturvidenskab kan vidneføres til belæg for, at mikroklimaet kraftigt ændres, når man pludseligt havner på bunden af en bykløft. Adskillige årsgennemsnitsgraders forskel kan det gøre, når man både indregner det forsvundne sollys og den kraftigt øgede wind chill factor.
Altsammen såre bedrøveligt.
Men ikke nok til at slå skår i den besøgendes fryd over New Yorks skyskraberprofil. Udfoldet i bredformat, når den iagttages på behørig afstand, himmelstræbende som en katedral, hvis den opleves fra gadegulv.

Fremadskridende lys
Og netop fordi gader og avenyer er trukket lige, men vinkelret på hinanden, bliver de rum om en særlig lysvirkning, efterhånden som dagen skrider frem.
Morgensolen stiger over East River og slynger sprødt medlys ind, når man vandrer ad de øst-vestgående gader op mod Broadway, der som eneste aveny løber diagonalt i systemet og spreder forvirring.
Når man senere vandrer med sin sandwichfrokost for at finde en ledig parkbænk på Madison eller Union Square, blænder solen durk gennem avenyerne fra sin sydposition over Wall Street og World Trade Center.
Vælger man at følge byens rytme ved efter fyraften at drive mod en drink i Greenwich Village, rækker aftensolen velkomstbydende sine stråler ud, ned gennem gaderne fra floden på New Jersey-siden, Hudson River: Kom hid, kom hid! Go West, young man.
En hel storby indrettet som et solur!

Art deco'ens glans
Når man er villig til at tilgive New York meget, så er det også, fordi den er klassikeren blandt 'den moderne tids' storbyer. Der skyder stadig ny skyskrabere op, men de bedste er allerede bygget. Netop i New Yorks glansperiode, 1920'erne, hvor art deco moden formgav alt fra cigarettændere over kjoler, drinkglas og skrifttyper til den store skalas arkitektur. De yndefuldeste blandt de højeste, nemlig Empire State Building og Chrysler Building, er art deco, og en nidkær bevaring sørger for, at al skiltning i og på bygningerne holder de autentiske former.
Man kan for sit indre blik se det unge elegante par Marlene Dietrich og Gary Cooper komme ud arm i arm fra en af barerne i underetagen. De to var art deco'ens filmiske udtryk og blev da også splejset på lærredet i 1930, da stilarten prægede snart sagt alle kunstneriske udtryk.

Manglende sporvogne
Mødet med datidens film-optagelser fra New York fortæller også om det, der mangler i gadebilledet i dag: Sporvognene susende op og ned ad gader og avenyer. Netop den vinkelrette byplan er født til en sådan kvik offentlig transport. En ligeud og højst én omstigning til en anden ligeud, så er alle mål inden for rækkevidde.
Bilerne og deres lobbyister forjog sporvognene. Og nu holder køerne der så, dyttende og osende, myldretidssammenbrud når som helst. Nogle gange er det næsten kun taxaer, de gule pramme, der udgør kaoset. Herregud, folk kunne jo være kommet frem sammen i sporvognene, i stedet for at sidde fast i hver sin dyt.
Jovist, undergrundsbanen har været der allerede siden 1890'erne og er der stadig; uden den ville byen straks dø af åreprop. Men det kræver den fremmedes mod at gå ad trapperne til dybet. Mere mod, formentlig, end i de gangsterhærgede 1920'ere, for undergrundens vedligeholdelse synes at være forsømt lige siden da. Ilde lugt, skumle gange, mørke skygger. Mindelser om kloakundergrundslivet fra Les Miserables.

Tiden før flugten ud
Men også det vil man nok ende med at tilgive New York, for den er monumentet over byen som fremtidsdrøm, skabt dengang man troede, storbyen var civilisationens kommende og blivende højde, skabt før de velhavende flygtede ud i forstæderne og lod fattigrøvene og excentrikerne tilbage.
Det er ikke New York, der kan få én til at frygte for fremtiden. Det er de hundreder af andre skyskraberbyer, der er kommet til over hele jorden, siden New York på én gang var den første, den største og den bedste. Ingen af dem kan gløde i skæret af at have været det. Ej heller lyse ved noget håb om at blive det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her