Læsetid: 4 min.

Lysten til at skræmme

9. januar 1998

To nye amerikanske film vil for enhver pris chokere. Den ene er en gyser, den anden bare gyselig

NYE FILM
Djævlens advokat er en af disse forvoksede Hollywoodfilm, der virker som én stor forløftelse på et alt for ambitiøst emne. Her drejer sig om ikke mindre en Satans herredømme på Jord, særligt hvad angår hans yndlingsårhundrede, 1900-tallet, og hans store forventninger til det kommende årtusind.
Det er slet ikke usandsynligt, at Djævlens advokat bliver indlemmet i de bøger, der morer sig med at samle de gode, dårlige film gennem tiderne, disse heftigt ærgerrige fejlskud og storslåede fiaskoer, det altid er underholdende at se, fordi de med deres opsvulmede prætentioner ender i det absurde eller ufrivilligt komiske.

Djævelsk tillokkelse
Her er det Al Pacino, der besnærer og underholder. Først lokkes man til at tro, at dette kan blive en satanisk gyser lidt i stil med Rosemary's Baby, der næsten plagieres i denne historie om et ungt par, der installeres i New York og kommer under djævelsk indflydelse.
Pacino er den milliardær, der lokker den unge topsagfører Lomax - kedeligt spillet af Keanu Reeves - til New York, hvor en kæmpeindtægt og luksuslejlighed venter som lokkemad i et ansvarsfuldt job som juridisk højre hånd for erhvervslivets helt store kanoner overalt på kloden.
Lomax' kone bliver hjemmegående, mens han selv - trods sin bibelciterende mors advarsler - stormer op ad mod karrierens kolde tinde som en sagfører, der aldrig taber en sag. Heller ikke når en entreprenør, som Pacino vil have frikendt, så ganske klart er skyldig i tredobbelt mord (her spøger O. J. Simpson-sagen).

Voldsomt satanisk
Men der er noget, som ikke går rigtigt til. New York er en forhekset by, og gentagne knitrende meterologiske effekter over the skyline angiver, at vi befinder os i en gyser, ikke en satirisk-realistisk fortælling om en ung mand, der sælger sin sjæl.
Pludselig kan relativt harmløse personer få sataniske åsyn og horrible masker. Og snart kan det det ikke skjules, hvad man mere end anede: Pacino er Satan i egen person, hypnotisk frister, skrupelløs marionetfører og snedig stimulator af den egenskab, der - som han siger - mere end nogen anden letter hans arbejde: den menneskelige forgængelighed.
Efter de første to timer tager filmen sig ud som en gyser, der er kørt skævt af lutter ambitioner. Men det er kun begyndelsen! For nu får vi Al Pacinos store nummer, hvor han i sin modernistisk udstyrede luksushule lægger kortene på bordet og viser sig i al sin djævelske vælde for sin unge protegé.

Sturt Nummer
Og så er vi pludselig i en helt anden film, en grotesk sort komedie, hvor Pacino blandt sine mange succeser fremhæver storkapitalens snart uindskrænkede magt og sagførervældets korruption af retsbegrebet, plus så meget andet herligt fra det 20. århundrede - i samme åndedrag som han crooner som Frank Sinatra og overhovedet tér sig som djævleblændt stand-up-komiker i fri dressur.
Det er et Sturt Nummer af en stor skuespiller, lutter verbal skyggeboksning og blålys, som den hele film, der aldrig finder sin tone, men kun satser energisk og bastant på at dupere med sin syrlige satire over retsuvæsenets grådige kynisme, koblet sammen med et væld af bibelske ekkoer og sataniske symboler.
Underholdende? Ja, det må indrømmes, på en underligt forvredet måde. Forvrøvlet? Ikke så lidt! Og derfor også trættende, for spilletiden er immervæk næsten to en halv time.

Genre-sikre gys
Så er der anderledes styr på genre og intentioner i teen-gyseren I Know What You Did Last Summer, der følger i hælene på sidste sommers kæmpesucces Scream. Det er igen den unge manuskriptforfatter Kevin Willamson, der har været på spil, men denne gang uden den garvede gyserinstruktør Wes Craven. I stedet har den ukendte skotte Jim Gillespie overtaget.
Dette nye bidrag til en snart traditionsrig genre, der blev grundlagt med Fredag d. 13.-serien og Maskernes nat, er da heller ikke på højde med forgængeren og tillader sig nogle alt for iøjnespringende brud på logik og rimelighed. Men den har et uhyggeligt udgangspunkt - fortrængningen af et hændeligt biluheld med påfølgende drab - og den udnytter ofte ganske drevent Cinemascopeformatet til at skabe usikkerhed om, hvad der kan dukke op af rædsler i det brede billede.
Mens Scream til en vis grad var en satire over genren, er I Know What You Did Last Summer mere ligefrem og genbrugsagtig. Den ved, hvor den vil hen og når målet. Hvad der er mere end man kan sige om Al Pacino-filmen og dens overbud i alle tænkelige retninger.

*Djævlens advokat. Instruktion: Taylor Hackford. Manuskript: Jonathan Lemkin og Tony Gilroy efter roman af Andrew Neiderman. Amerikansk (Palads, Scala, Dagmar)
*I Know What You Did Last Summer. Instruktion: Jim Gillespie. Manuskript: Kevin Williamson. (Palads, Scala, Bio City)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu