Læsetid: 4 min.

Man må ud af Dhaka

16. januar 1998

Det eneste, der binder hovedstaden i Bangladesh og dens indbyggere sammen, er kampen for at overleve

Derude
DHAKA - Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, kan tage pippet fra selv den mest hærdede tredjeverdensfarer. Fattigdommen er massiv, forureningen kvælende, og menneskemylderet overvældende.
Det er ikke lykkedes - men jeg har virkelig gjort en indsats for - at komme ind under huden på denne kolos af en by der ifølge The Economist er godt på vej til at blive medlem af den eksklusive globale klub af megacities. Dvs. byer med over 10 mio. indbyggere.
Indbyggertallet er godt nok i dag kun opgjort til 8,8 mio., men Dhaka er verdens hurtigst voksende storby: 4 pct. eller ca. 350.000 nye indbyggere pr. år, så den magiske megagrænse er inden for overskuelig rækkevidde.
Det tror man på når man, som jeg, bor ude i et af de beskyttede og privilegerede forstadskvarterer sammen med alle de rige og de mange udlændinge der enten arbejder på ambassaderne eller med et af de tusindvis af bistandsprojekter.
Engang var det sikkert en fredfyldt oase med store villaer bag høje indhegninger, og vagter til at passe på og lukke låger op og i når herskabet kommer hjem. I dag er det forvandlet til én stor byggeplads, hvor rigmandsvillaer jævnes med jorden af udspekulerede grundejere og erstattes af høje betonklodser med luksuslejligheder der mangedobler huslejeindtægten.
Uden for hver eneste byggeplads sidder kvinder og børn dagen lang med hver sin hammer og omdanner mursten til småsten, for det er et af de besynderlige karakteristika ved Bangladesh at der ingen sten findes.

Langs banen
Men man fatter måske endnu bedre befolkningseksplosionen, når man første gang har gjort turen ind til Dhaka med tog. Der er et eller andet ved jernbaneterræner i storbyer. De tiltrækker fattigdommen og elendigheden som en magnet. Således også i Dhaka, hvor den halve times tid, det tager at køre ind til banegården i centrum, fremviser en tour de force i kunsten at overleve i en nådesløs storby.
Den ene shantytown, som slumkvartererne hedder på engelsk, afløser den anden, og det er slum der vil noget. I titusindvis af små barakker bygget op af pap, plastik og sivmåtter, står klinet sammen i lange rækker med smalle sprækker imellem hvor folk myldrer frem og tilbage. Meget mere end fire kvadratmeter bliver det ikke til pr. bolig, og banelegemet fungerer som fælles toilet.
Jo - fattigdommen er uendelig, men det er ikke kun den, der gør Dhaka til en knugende oplevelse.
Heller ikke tiggerne, selv om guderne skal vide, at jeg igen og igen bliver konfronteret med gruopvækkende lidelse. Det kan være svært nok at forholde sig til alle de forhutlede og udhungrede kvinder, børn og gamle, der med fremstrakte hænder og bedende blikke kappes om ens gunst og småmønter. Det bliver direkte ubærligt, fordi mange af tiggerne også er svært handicappede: børn der mangler en arm eller et ben, blinde der famler sig frem, mænd uden ben, der triller rundt på specialkonstruerede rullevogne med tiggerskålen i den ene hånd.

Intet formilder øjet
Desperationen slår også igennem i selv bybilledet. Der er intet som kan formilde øjet; ingen fysiske levn fra en svunden storhedstid, hverken religiøst, kulturelt eller arkitektonisk. Det skulle da lige være parlamentet, der blev påbegyndt, mens landet var en del af Pakistan, men først færdiggjort efter befrielsen. En forunderlig spændstig og pompøs bygning af den jødisk-amerikanske arkitekt Louis Kahn i voldsomme og meget stramme geometriske former, der virker underligt malplaceret i denne ellers totalt planløse by.
Resten er et virvar af mere eller mindre hæslige betonbygninger, der skyder op på må og få efter devisen, at nyt er godt og gammelt skidt. Dhaka er dybt præget af at være en ung hovedstad i et ungt land, der helst vil glemme fortidens undertrykkelse, og hvor det først og fremmest er det fælles sprog, bangla, der skaber den nationale identitet.
Bangladesh blev først selvstændigt for 26 år siden. Før den tid koncentrerede al udvikling sig om Vestpakistan, og i kolonitiden var det Calcutta der var briternes foretrukne centrum i det bengalske område. Dhaka var blot en stor provinsby.

På landet
Hvor jeg end befinder mig blandt vesterlændinge kommer snakken hurtigt ind på behovet for at komme væk fra Dhaka med jævne mellemrum. For at lade op. Selv de, der er mest fascinerede af byen og dens liv, drager et lettelsens suk, når først de flade, grønne rismarker begynder at dominere landskabet efter to timers slalomkørsel blandt klokkeklemtende cykelrickshaws, stinkende trehjulede babytaxis og overfyldte busser.
Og bangladeshere spørger bekymret til, om jeg nu også har set andre dele af Bangladesh. Underforstået, at det rigtige Bangladesh finder man ude på landet. Og det har de ret i, for her er naturen til tider paradisisk smuk, og der er lys og luft og masser af vand. Menneskene er glade og stemningen fredfyldt - forførerisk fredfyldt, for man kommer nemt til at glemme at fattigdommen er et ligeså grundlæggende vilkår her som i hovedstadens inferno.
Måske endda større, for den endeløse strøm fra land til by bunder jo til syvende og sidst i fattigdom. Den er et udtryk for drømmen om et bedre liv. Den drøm kan Dhaka ikke opfylde, selv om der udfoldes en helt igennem utrolig kreativitet for at tjene til livets ophold.
Engang var storbyen - metropolen - mulighedernes markedsplads og centrum for samfundets udvikling både økonomisk, socialt og måske især kulturelt.
Dhaka er måske det mest rendyrkede eksempel på den perverterede udvikling, mange nye megacities gennemgår i disse år især i den tredje verden. De mister deres sjæl - hvis de nogensinde har haft en, og det eneste der binder byen og dens indbyggere sammen er den nådesløse og benhårde kamp for at overleve.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her