Læsetid: 6 min.

Magt og sex

27. januar 1998

Potens og avleivrighed er historisk set to højst forenelige egenskaber

Billedhuggeren Horatio Greenough (1805-1852) blev i 1832 af den amerikanske kongres bedt om at udføre en statue af Unionens første præsident, George Washington til fods.
Greenough drog til Italien for at købe marmor og arbejde i klassiske omgivelser. 10 år senere vendte han tilbage med sit 20 tons tunge værk, der under stort besvær, blandt andet nedrivning af det meste af østmuren på Capitol, blev rejst på højkant i rotunda'en - stadig tilhyllet. Stor var spændingen. Alt hvad der kunne krybe og gå af betydningsfulde folk var indbudt til afsløringshøjtideligheden.
Den unge Charles Dickens dækkede som journalist begivenheden. Han skrev til sit blad: "Mr. Greenoughs store statue af George Washington (...) har naturligvis store fortjenester, men den slog mig dog som værende noget søgt og anstrengt i forhold til sit emne..." Hvad Dickens med disse noget floromvundne bemærkninger mente, men som man ikke så godt kunne sige ligeud i dronning Victorias dage, var at kunstneren godt nok havde fremstillet den store revolutionshelt, general og præsident som bestilt, til fods og i marmor, men uden en trevl på kroppen, samt - i sydlig retning - ganske veludstyret.
Forargelsen var ubeskrivelig. Statuen forvistes fra Capitol og endte i et mørkt hjørne i Smithsonian, hvor den vistnok står endnu. Det hjalp ikke at Greenough, der ganske vist fik sit honorar, forsvarede sig med, at man i det klassiske Rom, som amerikanerne ellers gerne sammenlignede sig med, jo ofte fremstillede helte og guder i potent naturkostyme. Pointen var dengang - og altså også for Greenough, der efter sigende beundrede Washington grænseløst, at den største blandt ligemænd i enhver henseende - også kønsligt - måtte og burde anses og anskues som førende. Tema'et kan - med variationer - følges gennem verdenshistorien.
Fyrsten forlenes ikke alene med magtens ydre pragt og prærogativer. Han tillægges samtidig egenskaber et godt stykke ud over det gennemsnitlige. Således udstyredes middealderkongen med såkaldt taumaturgisk eller mirakelgørende kraft, ofte konkretiseret i håndspålæggende helbredelsesgerninger. Ved frankerkongens hof stod syge jævnligt i kø for at blive kureret ved håndspålæggelse af den ophøjede. Det siger sig selv, at en mand med sådanne egenskaber og uindskrænket af Gud betroet magt er suveræn - også som elsker og avlsindivid.
Potens er magt, magt er potens, hvilket som bekendt ikke altid har været foreneligt med en moderne politisk civilisationsanskuelse. Ikke desto mindre synes høj kønslig aktivitet at være en del af magtens kode.
Ofte citeret har den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger fastslået, at magt er det bedste afrodisiakum af alle. Det sagde Kissinger uden i nævneværdig grad at lægge skjul på sin egen henrykkelse ved fænomenet.

I den af menneskeheden nærtstående chimpanseflok er dette forhold tydeligt. Abepopula-
tionens førerhan tegner sig anslået for over 50 procent af bedækningerne i flokken. Såfremt førerhannen af en eller anden grund ikke mere er kapabel til flittig investering af egne gener i hunnerne, er han ikke førerhan længere.
Biologisk hænger tingene sammen: Høj potensføring er en forudsætning for magt, ligesom magten er en forudsætning for hyppig og promiskuøs korpulering. Fra sagkyndig side er det foreslået, at mænd med magt, der jo ofte samtidig er individer med en høj grad af virkeduelighed og livsintensitet, også (ofte) er hyperaktive på det seksuelle område. I konkurrencen med andre hanner gør det artsmæssigt set ikke noget, at denne kønslige stordrift er velkendt. Prestige og succes i forplantningen et jo to sider af samme sag.
Da det europæiske fyrstebegreb formes i middelalderen, er det karakteristisk at fyrsten hyppigt og i fuld åbenhed foruden sin dronning betjener én eller flere andre partnere. En middelalderkonge uden elskerinde eller -inder, er en tvivlsom politisk størrelse.
Den beskrivelse af fyrsten kan man påstå til en vis grad holder sig frisk langt op i tiden. Ihvertfald frem til højborgerskabets dominans - fra Biedermeier-periodens begyndelse omkring 1820, hvor den sakrosante, ofte forløjede ægteskabelige livsvarige monogami mures op som samfundets støttepille. Herefter bør fyrsten gå lidt mere stille med dørene, hvilket dog ikke betyder, at potens og seksuel alsidighed ikke fortsat er plusord i den uofficielle folkelige vurdering af fyrsten.

Den danske kongerække er rig på fæstede fruentimmere til kongernes venstre hånd, gode dannemandskvinder, hvis uægte afkom med veloplagte monarker undgik at komme i konflikt med arvefølgen ved at blive konverteret til højadelige Gyldenløver og andet godtfolk. En eftertid tolker skyld og arvesynd ind i disse forhold. Især de tidlige, som man ved intet eller lidt om.
Romantikken tager eksempelvis fat i Valdemar Den Fjerde Atterdag (måske = hvilke dage!), men som i samtiden snarere bar tilnavnet "den onde". Denne utvivlsomt håndfaste herre blev tillagt elskerinden Tovelil, som ikke er historisk, men måske er en således benavnet hofkvinde, der lagde krop til en tidligere Valdemar, nemlig Den Første, et par hundrede år før. Uanset denne usikkerhed om autenticitet berettes gysende historien om kongelig utroskab på jagtslottet Gurre. Dér lod den forsmåede dronning omsider Tove spærre inde i badstuen, til hun var kogt. Valdemars ring, som liget bar på fingeren, smed en ond hofmand i voldgraven. Således, siger legenden, blev Valdemar tryllebundet til stedet, og må hver nat til evig tid ride hvileløs rundt i egnen, hvor der i vore dage ligger adskillige grimme parcelhuse. En tillægsstraf kanske.
Fyrsteophøjelsen indebærer - altså foruden magten, den rå fysiske med al dens pragt og herlighed - muligheden for overdoseret potens og liderlighed. Følgerne kan i sidste ende - men hvor regnskabet er hævet over almindelig menneskelig indgriben - blive alvorlige. Noget for noget. Det ry og rygte, den faldne eller gudsstraffede fyrste udstyres med, er skrækiblandet skjult misundelse eller benovelse. Og det kan være en farlig blanding.
I nyere tid ophøjedes John F. Kennedy til noget nær gudelignende status - med Camelot-myten osv. Derefter fulgte nedstyrtningen i pølen af utallige påståede seksuelle eskapader. På sin vis opretholdtes det gudelignende billede, eftersom den myrdede præsidents potens - skal man tro sladderen - overgår det normalt maskulint mulige. Ifølge myten kan Jack Kennedy ikke have regeret sammenlagt i mange minutter for det hav af elskovssyge kvinder, der må have befolket Det Hvide Hus. Og nogle var der selvfølgelig nok. Ligesom den børnelammede Franklin D. Roosevelt havde elskerinden fast installeret og for hånden. Og ligesom Eisenhower, der ihvertfald under krigen dyrkede en offentlig hemmelighed i skikkelse af en kvinde, som ikke var hans hustru. Pressen lod det dengang være ved dét og kolporterede ikke historier om de stores kønsliv. Folket hyggede sig med rygterne, forargedes i overskueligt mål og kunne jo så ellers konstatere, at de da nutidige fyrster levede op til tidligere tiders potente regenter. Disse menages à trois eller flere trivedes i det aldrig bekræftede, men ikke desto mindre reale halvlys.
Myten om førerhannens promis-kuitet, og førerhannens lejlighedsvise virkeliggørelse af myten, var vel - som i Frederik Den Sjettes tid, hvor Gud og hvermand kendte til Frederikke Dannemand og
Caroline Seyffart - i nænsom balance. Hykleriet var til at leve med, så længe intet forelå officielt.

Men pressens ændrede markedsføring, tv-stationernes nådesløse indbyrdes konkurrence - samt i USA advokat-standens helt urimelige placering og magtstilling - har ødelagt balancen. Indlysende er det, at promis-kuitet i rigets top, blæst ud for alle vinde, dårligt kan trives i et hyperborgerligt samfund, hvor den religiøse fundamentalisme har kronede dage. Århundreders, for ikke at sige årtusinders førermyter, der som antydet er tæt sammenvævede med mere eller mindre biologisk bestemte adfærdsmønstre, lader sig ikke sådan omkode på få årtier.
I denne krisetilstand kan man hævde, at det amerikanske system befinder sig. Det er sagt før: At de amerikanske partier fremover for at være på den sikre side, må annoncere efter kandidater med kønsligt temperament som eunukker og fortid som søjlehelgeners. Heri har amerikanerne - og snart sagt også en del andre nationer - skaffet sig et iboende problem. Lederegenskaber hænger - som anført på det næsten perverse niveau, der er tale om for præsidenter - nøje sammen med et højt mål af virkeduelighed, og altså til tider kombineret med rigelig seksual-aktivitet.
Den kongemyte om den aktive førerhan, der opstod - og vel at mærke opstod flere gange i civilisationshistorien, og som fyrsterne i gavmildt omfang har honoreret - kommer jo ikke af ingenting og benene overkors. Det kan jo ikke nytte noget at benægte magtens naturlige relation til sex.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu