Læsetid: 4 min.

De mandater

8. januar 1998

Danmarks koloni- og anden historie i ultrakortform

BEFRIET OMRÅDE
Engang da Danmark herre var i hele Norden, incl. Island, Grønland, Færøerne, Norge, Skåne, Halland, Blekinge, bød over England, kunne man, som skrevet står, ikke just kalde landet svagt. Ikke en supermagt kanske, men - ikke mindst maritimt betragtet - en stormagt. Til søs. Hvilken kendsgerning retrospektivt ikke var at kimse af. Kloge af skade af erfaringer med Knud the Great og the wild bunch samt berettiget mistanke om dansk skamløshed i handel og pengesager, kimsede engelskmændene heller ikke, men sendte lord Nelson med sit blinde øje til slaget ved Reden og nedkæmpede de danske skibe grundigt og til gavns. Få år efter kom engelskmændene tilbage, hældte bomber i knolden på københavnerne og tvangschartrede resterne af flåden. Herefter passede Danmark til eventyrdigter Andersens karakteristik, hvor sang og mejselslag end høres. De sidste søm slog Preussen i kisten. Helstaten faldt endeligt på gulvet med Danmark til Kolding og tysk i skolerne. Dalgas og Grundtvig forsøgte hver for sig i det indre at vinde tabet bogstaveligt og åndeligt tilbage. Den første lod dræne de magre jyske jorde og lærte hedebønderne at vende skorpen. Den sidste indgød med sangbare sange og utallige salmer samt sin flydende flom af teologisk tågesnak det ydmygede og forvirrede folk national merværdifølelse indfattet i falsk beskedenhed, som til stadighed har hæmmet nationen i at betragte sig selv i distanceret dagslys.
Senere reetableredes den territoriale selvfølelse i nogen grad, da kong Chr. red på hviden hest, hvor grænsebommen just var faldet, og den røvede datter dybt begrædt var kommet frelst tilbage.
Danmarks storhed, fald og genskabt middelmål i få men velovervejede ord. Når bagsideskribenten nu selv skal sige det. Endnu efter verdenskrigen, den forhåbentlig sidste, fablede enkelte tumber, inklusive ét stk. statsminister K. Kristensen om grænsereguleringer sydefter og Danmark til Ejderen. Eller var det til Seinen. Hine stolte ord om retten til marken, hvor danske før satte fod, må i vore dage henregnes til passé compossé, hvis man kan lidt fransk. Nærværende militærmagt, som i fordums tid var harniskklædt og konservativt så det gjorde noget, ånder lummer stueluft og taler fint og slider bag i internationale studiekredse, hvor officerer m/k bekymret funderer over, hvordan de undgår ærens mark.
På den facon er det så som så med udsigterne til at forny det retmæssige herredømme og få undersåtter og kolonier til at makke ret. Før i tiden, da flaget var klart i farven og skibsklokken klang over alle ydre farvande, var det andersweise fat. Da mødte de koloniserede, hvorunder henregnes nordmænd, der talte norsk så det var til at forstå, og pæne folk fra Malmø og omegn, nok så nydeligt op i rigshovedstaden i folkedansertøj med indlagt husflid og knæstrømper med kridtpibe og dannebrogsorden og nyvaskede med skilning. Nu foretrækker landsstyreformanden for Grønland, som immervæk var den seneste til at vinde hjemmestyre, at blive i Nuuk, som i virkeligheden hedder Godthåb, for at høre sig selv holde båndoptaget nytårstale i radioen, frem for at gå til kur hos vor Frue på slottet. Jamen!
Og Danmarks statsminister hanker op i rejseberedskabstasken og drager som en anden Peter Post til lufts over salten, oprørt hav til møde i rigsfællesskabet, som er den moderne betegnelse for de institutionaliserede samværsformer på højt niveau de førhen dominerende og dominerede imellem.
Opefter på søkortet søger Danmarks håb og horn mod regnfulde, tågeindhyllede færøske fjelde, hvor et flertal af befolkningen - forstår man på beredvillige udtalelser fra gældsplagede færinger, hellere - om i det hele taget - foretrækker at studere vor statsmands kontrafej i aviserne, som man i reglen kan købe med et par dages nådig forsinkelse, end have ham vandrende frit omkring i Thorshavns regnvåde gader. Tåre af skam i øje stå på gamle Danmarks vegne!
Men dette er at foregribe historiens skæve gang.
Nu skrues tiden tilbage til Jens Otto Krag som rigets daværende politiske nr. ét, da bagsideskribenten som yngre menneske første gang blev et eksotisk dansk politisk begreb vár: de nordatlantiske mandater.
Dét udtryk havde man før dengang ikke hæftet sig alt for nøje ved. De nordatlantiske mandater. Nåhh! Dem. Dem oppe fra Grønland og Færøerne. Dem i nissehue og hvid anorak, hvor andre går med slips og jakke. Dem.
Men så pludselig fra den ene dag til den anden var de nordatlantiske mandater afgørende for regeringsdannelsen. Og så kan det nok være at ordene kom på bordet og afdækkede den gamle kolonimagts ledende personligheders inderste opfattelse af dem oppe på Færøerne og på Grønland. Eftersom det nu var J. O. Krags idé at tælle dem aktivt med som regeringens grundlag og derfor også skamløst udnævnte én af dem til minister, kom regeringen i virkeligheden til at hedde Krag-Hertling af okt. 1971. Grønlænderen Knud Hertling blev meget indlysende grønlandsminister og sikrede dermed Krag det flertal, der gjorde ham til den statsminister, der førte Danmark ind i Fællesmarkedet. Og så blev der en helvedes ballade, kan man jo forestille sig. For det var ikke meningen med de nordatlantiske mandater, som man ellers med tåreblændet rørelse hørte udtale sig om egne vemodige forhold og så iøvrigt holde bøtte og sige tak til, når Kongen én gang om året sendte sine varme hilsener fra ham og konen til Grønlands og Færøernes og søens folk af alle køn. De nordatlantiske mandater havde ifølge borgerligheden i tinget ikke noget at skulle have sagt om regeringsdannelsen i det rigtige Danmark.
Vist aldrig som dengang har så mange på så kort tid luftet så megen hyklerisk smålighed, hvad angår de nordatlantiske mandater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her