Den netop udgivne rapport om medier, minoriteterne og majoriteten vil vække vrede blandt journalister. Men den fortjener en nærmere gennemlæsning
ANALYSE
Hvordan skriver man om bandedrabet på bokseren Racheed Lawal eller slagsmålene under den efterfølgende retssag på en måde, der efterlader læseren med et positivt syn på indvandrere og flygtninge?
Tjah... Det er nok svært ligefrem at bruge Racheed Lawal-drabet som løftestang for den kampagne, der skal sætte en stopper for de seneste mange års fordomsfulde og stereotype dækning af flygtninge og indvandrere i medierne.
Drabet på den århusianske dørmand, eksbokser (og i øvrigt indvandrer) Racheed Lawal indtraf i netop den tremånedersperiode, som de tre medieforskere Mustafa Hussain, Ferruh Yilmaz og Tim O'Connor har gjort til genstand for deres undersøgelse af de danske massemediers omtale af flygtninge og indvandrere.
Nævnet for Etnisk Ligestilling udgav i slutningen af 1997 undersøgelsen i bogform under titlen "Medierne, minoriteterne og majoriteten - en undersøgelse af nyhedsmedier og den folkelige diskurs i Danmark".
Mediernes ansvar
Som omtalt på forsiden af onsdagsavisen er TV 2 - ifølge undersøgelsen - det nyhedsmedium, hvis indslag hyppigst sætter flygtninge og indvandrere ind i en negativ sammenhæng.
Men, forklarede stationens informationschef Anders Krarup, sådan har alle samfundsgrupper det:
"Selv revisorerne, disse fredsommelige mennesker, kunne lave samme statistik: De omtales også mere negativt end positivt i medierne."
Nogle repræsentanter for og sympatisører med flygtninge og indvandrere har det med at betone massemediernes opdragende ansvar - især hvis disse medier er tvangsfinansieret via licensen.
De fleste journalister værger for sig og vil ikke påduttes pædagogrollen. Således også Anders Krarup, der forsvarer sig med, at TV 2 jo bare har skildret virkeligheden, for i de tre måneder i efteråret 1996 handlede Nyhedernes nyheder om "de historier, der var oppe".
Undersøgelsen "Medierne, minoriteterne og majoriteten" er skrevet af tre forskellige forfattere, som står for hver deres afsnit, har beskæftiget sig med hver deres objekter, og som har hver deres holdninger.
Journalistisk korrekt
Sociologen Mustafa Hussain blev i denne uges udgave af Ugebrevet Mandag Morgen spurgt, om rapporten argumenterer for "en mere politisk korrekt presse". Han svarede: "Nej, en mere journalistisk korrekt presse" (hvad dét så er?) og tilføjede: "De (etniske minoriteter, red.) kommer i medierne, hvis de har gjort noget galt, men ikke, hvis de oplever arbejdsløshed, boligproblemer etc. Medierne behandler minoriteterne anderledes end andre."
Hans medforfatter Tim O'Connor efterlyser i bogen "positive" historier, som vil "kunne findes, hvis den journalistiske vilje er til stede. Men det forudsætter, at man vil slå sig til tåls med at viderebringe et billede af det udramatiske hverdagsliv, hvor den stille integration foregår blandt mennesker og danskere - og ikke blandt indvandrere og danskere."
Hvordan TV 2-Nyhederne skal skrues sammen af indslag på to minutter og 30 sekunder, der "viderebringer et billede af det udramatiske hverdagsliv" (og som samtidig er til at holde ud at se på), svarer rapporten ikke på.
Tættest på en dialog med den traditionelle journalistopfattelse af de fem gedigne nyhedskriterier, som de terpes på Danmarks Journalisthøjskole (aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation - og ikke mindst konflikt), er nok den tredje forfatter, Ferruh Yilmaz, der siger: "Jeg synes ikke, vi skal have positive historier. Vi skal bare have en anden vinkling." Han vil lave konfliktorienteret journalistik, der "ser konflikterne fra minoriteternes side".
Det er, kan man sige, hvad eksempelvis denne avis (som ikke er omfattet af undersøgelsen) gør, når den beskriver udlændinges vanskelige retsstilling i Danmark, diskrimination på arbejdsmarkedet eller politiets uforskammede eller direkte voldelige adfærd over for unge fra indvandrerfamilier. Så den journalistik, i hvert fald Ferruh Yilmaz efterlyser, findes allerede i en eller anden forstand i det danske mediebillede.
Gensidig utilfredshed
Alligevel er der ingen tvivl om, at Ugebrevet Mandag Morgen har ret, når det i denne uges artikel konkluderer, at de tre forskere og Nævnet for Etnisk Ligestilling har "gjort en del for, at deres utilfredshed med de danske medier skal blive en gensidig affære".
Medierne er og bliver helt sikkert sure over kritikken, men det er synd, hvis surheden skygger for en række interessante iagttagelser, der fremgår ved en nærlæsning af "Medierne, minoriteterne og majoriteten":
* Medlemmer af etniske minoriteter optræder i medierne oftere som passive objekter end som aktivt handlende aktører.
* Der sættes i urimelig grad lighedstegn mellem indvandrere og muslimer. I mange sammenhænge, som intet har med religion at gøre, refereres til "muslimer". For eksempel er kvindelig omskæring ikke specielt muslimsk, men udbredt blandt koptiske kristne og dyrkere af naturreligioner, påpeges det.
* Alle muslimer sættes ofte i bås som fundamentalistisk orienterede. For eksempel rundes et TV 2-indslag om kvinders brug af hovedtørklæder af med oplysningen om, at der er 84.000 muslimer i Danmark. Mustafa Hussain påpeger, at kun ganske få går med tørklæde.
* Skribenter med rødder i flygtninge- og indvandrerfamilier blander sig kun i begrænset omfang af egen drift i den offentlige debat med læserbreve og andre indlæg. Og når der sker, handler indlæggene mest om... flygtninge og indvandrere.
* Medierne suggererer, at indvandrere vil "ligne os", fordi det er så eftertragtelsesværdigt. I bogen dokumenteres et forrygende indslag fra TV-Avisen, hvor det - uden at nogen flygtning eller indvandrer kommer til orde - postuleres, at "flere og flere udlændinge i Danmark får plastikoperationer for at komme til at ligne os andre".
Trods dette forjættende oplæg fra studieværten slutter hun med nærmest at dementere hele historien i den afsluttende bemærkning efter det båndede indslag: "Antallet af skønhedsoperationer på de private klinikker kendes ikke, derfor ved man ikke præcist, hvor mange indvandrere der bliver behandlet."
* De fleste nyhedsindslag i det hele taget har en negativ (problem- eller konfliktorienteret) vinkling. Ikke helt så mange som dem, der handler om flygtninge og indvandrere.
Men alligevel. Problemet er bare, at langt de fleste danskere kun kender flygtninge og indvandrere fra medierne. De får en meget stor del af deres "viden" fra medierne, og det smitter af på deres holdninger.
* Det viser ikke mindst Ferruh Yilmaz' del af rapporten, der er baseret på sociologiske interviews med 45 interviewpersoner med en rent dansk baggrund - hovedsageligt veluddannede mennesker fra middelklassen.
Selv om de tydeligvis gør store sproglige krumspring for ikke at fremstå som fordomsfulde eller ligefrem racister, afslører Ferruh Yilmaz' analyser af båndudskrifterne, hvor markant opdelingen mellem "dem" og "os" er inden i folks hoveder.
Netop rapportens 45 interviews med veluddannede og velorienterede middelklassedanskere får Ferruh Yilmaz til at rejse det interessante spørgsmål, om det er dem eller "cykelsmeden fra Nykøbing", der mest effektivt formår at argumentere for forskelsbehandling samtidig med, at de elegant undgår at blive beskyldt for racisme.
Det er nok ikke cykelsmeden. Og derfor anbefaler Ferruh Yilmaz en ny strategi i bekæmpelsen af racismen.
Han mener, at det ikke er nok at sætte fakta op imod fordomme. Der skal mere subtile midler til. Og bekæmpelsen af racismen starter inde i hovedet.
