Viggo Rivad leverer en suggestiv billedfortælling fra det Øvre Ægypten - og hylder en ung, nubisk kvinde
NY BOG
Amra - en nubisk kvinde hedder Viggo Rivads nye fotobog, der er en hyldest til en ung, nubisk kvinde fra den lille ø Seahil i Nilen uden for Aswan i det allersydligste Ægypten. Han har fulgt kvinden fra 1991 og har langsomt vundet hendes og hendes families tillid, således at han i dag kan fotografere hende i en for muslimske kvinder yderst intim situation, nemlig uden slør og i færd med at sminke sig. Amra personificerer den ny udvikling i Ægypten:
Hun er endnu ugift, trods sine 30 år og talrige tilbud, hun er udearbejdende og handelsuddannet, og hun klæder sig gerne i vesterlandsk tøj, når familien ikke ser det. Hun tjener penge til familien og sørger for de daglige fornødenheder, som hun køber efter arbejdstid i Aswan og fører med sig over Nilen i den lille færge.
Det fortæller Rivad i sin tekst og i de ledsagende billedtekster.
Det er en elegant pointe fra Rivads side, at i et land, hvor turisthorderne retter objektiverne og videokameraerne mod de fascinerende bygningsværker fra det gamle Ægypten - pyramiderne og kongegravene - dér retter han sit objektiv mod den feudale og eksotiske hverdag, som den fortsat leves af millioner af mennesker rundt om i verden her på kanten til det 21. århundrede.
Og det er naturligvis mere øjeåbnende at blive orienteret om dagligdagen, arbejdsfordelingen og økonomien i et nubisk hjem end endnu engang at se de stereotype turist-ikoner, der er blevet overeksponeret af rejsebranchen som glittede drømmebilleder.
En tidsrejse
Viggo Rivads billeder åbenbarer en undren og fascination af livet i Aswan og på Seahil Island.
Vi kender Viggo Rivad - der stadig ernærer sig som taxachauffør i det Københavnske - fortrinsvis som skildrer af de sociale udkantsområder i Danmark. Stærkest i erindringen står nok hans portrætfotografier fra Kofoeds Skole og hans Slumstormer-portrætter fra Fredensgården.
Men Viggo Rivad har jo også fotograferet i Venedig, i Mexico, Kina, Venezuela m.v. På Seahil Island er han mediscenesætter af et kulturelt møde mellem øst og vest, hvorved opstår en smittende fortryllelse.
Han fotograferer også i Aswan, der har 1 mio. indbyggere og stiller ind på det myldrende liv i zouk'en. Ved midnatstid, når menneskebørnene sover, vækkes hans erindring om Paris i 50'erne. Det er således også en tur tilbage i tiden, den nu 76-årige Rivad har taget.
*Viggo Rivad: Amra - en nubisk kvinde. 80 s. 148 kr. Gyldendal. Udkommer i dag