Læsetid: 6 min.

Mennesket-Gud t/r

16. januar 1998

Leo Tandrup fortsætter i sin nye bog de provokerende analyser af kunst i en forfaldstid

KUNSTKRITIK
I 1992 udkom Skønhedens Gru, et værk på over 700 sider om en af kulturens største kunstnere, Michelangelo. Nu foreligger fortsættelsen, Mefistos Mareridt, der gennem analyser af kunstværker af Giotto, Leonardo, van Gogh, Picasso, Richard Mortensen og Arne Haugen Sørensen, for at nævne nogle få, tegner udviklingslinjerne i den vestlige kultur fra omkring år 1000 til i dag.
Leo Tandrup underviser i historie på Århus Universitet. Han hører til den lille skare af folk, der brænder for en sag, er utroligt belæste og som råt for usødet siger deres mening. Den slags deler vandene. Der er folk, som helst så Tandrup og hele hans væsen støbt ind i beton og sænket ned i Øresund.
Jeg skal straks bekende, at jeg har glædet mig over at læse Tandrups tidligere bøger. Hans nye bog, der har taget navn efter Mefisto-skikkelsen i Goethes Faust, danner ingen undtagelse.
Tandrup mener, at vi lever i en forfaldstid. Og at megen af den moderne kunst, der er skabt fra og med Wassily Kandinsky (1866-1944) og frem til Richard Mortensen (1910-93) er af tvivlsom værdi. Ikke på grund af manglende håndværksmæssig kunnen, men fordi de skabte en formverden uden eller næsten uden forbindelse til virkeligheden.
Den vesteuropæiske faustiske kultur rejste sig oven på romerrigets fald og folkevandringstidens kaos. Affødt af den stigende handel, skød den ene by op efter den anden. Her blev en ny mennesketype født, borgeren, som ernærede sig ved handel. Penge gav magt og følelsen af at kunne selv.
Giottos (1266-1337) fresker i Arena-kapellet i Padova fortæller legenden om Joakim og Anna, Marias forældre. Joakim er afbilledet som prototypen på en moderne borger i datidens Padova. Billedserien viser, hvordan han bliver afvist i templet, da han har været for hård mod sine omgivelser. Han får bud om at gå ud i naturen, så han kan lære sin egen natur at kende. Selvransagelsen får Joakim til at ofre et lam til Gud. "Hvad der reddede Joakims og Giottos borgere i gotikken, var ... borgernes evne til at bearbejde skylden, dvs. gøre bod for deres forsyndelser". Kun ved at gøre bod, kunne de igen handle frit.
Tandrup ser dette som en enestående nyskabelse, der kom til at adskille den vestlige kultur fra alle andre. Om bodens sakramente hedder det, at "ingen institution i nogen religion har bragt så megen berigelse i verden".
Derved opstod en kultur, hvor fællesskab, gudstro, kærlighed til næsten, og indsigt i menneskelivet var under stadig udvikling.
I dette rum havde kunsten sin bestemte rolle. "I al god kunst fra Giotto .... til Picasso og de bedste kunstnere i civilisationens mørke har borgerne kunnet og skulle se sig selv, med det formål at anklage sig selv, gøre bod og befri sig selv og næsten".

Konkurrencesamfundet
Fra og med renæssancen begyndte det at gå galt. Konkurrencesamfundet vandt frem. Den dårlige amvittighed lægges mere og mere under låg. Derved kom mennesket længere og længere væk fra Gud.
I sine mange detaljerede billedanalyser, viser Tandrup overbevisende, hvordan denne udvikling eller afvikling kan aflæses i kunsten. Kunstnere som Edouard Manet (1832-83) og Eugéne Delacroix (1798-1863) afslørede gang på gang i deres billeder borgerskabets forlorne liv, og det umulige i at leve op til idealet om at blive et smukt menneske ved at gøre gode gerninger og tale sandt.
I 1888 malede Vincent van Gogh (1853-90) "Natcaféen". "Billedet er et af de hæsligste, jeg har malet ..". Natcafeen er "et sted, hvor man ødelægger sig selv, bliver sindssyg, eller begår en forbrydelse" skrev van Gogh. Han opholdt sig da i den lille by Arles, men livet der var lige så fordærvet som i storbyen Paris, hvor han kom fra. Maleriet bliver i Tandrups indgående tolkning til et billede på den nihilistiske civilisation, som vi i dag alle lever i, og hvor end ikke Kristus mere kan gøre godt.
Efter van Gogh sker der et afgørende brud i kunsten personificeret ved Kandinsky. Han kom fra det russiske borgerskab. Selv om han havde blik for dets forlorenhed, kunne han ikke solidarisere sig med de frigørende elementer i folket. "Han opgav at bevare historiens store fælles rum, hvor slægtled efter slægtled ud fra traditionen og deres nutidige erfaringer hidtil havde skærpet bevidstheden om, hvad livet her på jorden gik ud på." I stedet var hans ambition at starte fra nul med et helt nyt formsprog. Ifølge Kandinsky, så kunne den ånd, som skulle føre os "ind i morgendagens rige", kun "erkendes af (sic) følelsen". "Dette lyse rige var 'det immaterielle rige', som 'intet teoretisk princip har mulighed for at lede os ind på'".

Ingen hensyn til fornuften
Skulle det moderne menneske befries fra sine lænker, var et abstrakt univers en bydende indre nødvendighed. Kunstværket havde således sin værdi i den følelse, der opstod i beskueren. En udvikling, Immanuel Kant (1724-1804) havde lagt grunden til, idet han så det skønne isoleret fra det gode og det sande. Det æstetiske kunne nydes for dets egen skyld. Følelsen fik sit eget liv uden hensyn til fornuften, ja, den blev betragtet som stående over denne.
Hermed fik kunstnere som Kandinsky og hans efterfølgere en ny rolle i samfundet. Beskueren kunne lave sin egen tolkning, baseret på følelser og stemninger. Selv den største skurk ville blot få bekræftet sin egen selvforståelse. Derved kom mange kunstnere i deres fornægtelse af virkeligheden logisk nok til at støtte den samfundsudvikling, som de mente var for umenneskelig at male. Og i modsætning til deres kolleger i kulturen, blev deres kunst mere undertrykkende end frigørende.

Angreb på det abstrakte
Dilemmaet, der burde have udløst en moralsk konflikt, løste mange kunstnere ved at fralægge sig et ansvar over for samfundet. I 1983 udtrykte Georg Baselitz (f. 1938) det således: "Kunstneren er ikke ansvarlig over for nogen. Hans sociale rolle er asocial. Hans eneste ansvarlighed består i en holdning til det værk, han laver. .. Han tilbyder ingen information, og hans arbejde kan ikke bruges til noget. Det er slutproduktet, der tæller, ... billedet".
Det er blandt andet på den baggrund, at Tandrups angreb på Richard Mortensen helt abstrakte non-figurative kunst, som i det store billede "Massakren ved My Lai" fra 1971, skal ses. Tandrup er ikke i tvivl om, at Mortensen har været rystet i sin sjæl over den begivenhed i Vietnamkrigen, der lå bag, men han sætter et stort spørgsmålstegn ved om billedet også ryster beskueren. "Er der i 'My Lai' ikke tale om en chokerende lyrisering af terroren?" spørger han.
I Arne Haugen Sørensens motiver med Leda og Svanen ser Tandrup et håb om, at udviklingen er ved at vende. Hans og andres kunst "udtrykker en famlen efter nyt, som indeholder noget gammelt, hvilket adskiller dem fra hovedstrømmen i modernismen". Netop ved at bruge det bedste fra fortiden til skabelse af noget nyt, undgår vi at skulle begynde forfra fra det absolutte nulpunkt, mener forfatteren.
Mefistos Mareridt er med sine dybdeborende analyser og ætsende kritik medrivende læsning.
Skildringen af vores vestlige kulturs op- og nedgang virker for overbevisende til, at der ikke skulle være en hel del om snakken.
Der falder hug til højre og venstre, men aldrig i blinde. Forhåbentligt kan det sætte gang i en fornyet debat om kunstens rolle, men vel og mærke en debat, der har sit udgangspunkt i hele vor vestlige kulturs historie. Ellers kan det let gå som drengen, der blev sat ind i anden halvleg og efter kampen troede, at hans hold havde vundet 1-0.
Han vidste ikke, at modstanderen havde scoret fem mål i 1. halvleg.

*Leo Tandrup, Mefistos Mareridt, kunsthistorie, illustreret, 548 s, 398 kr., Centrum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu