Sandheden om Familien Danmark er omsider kommet til København. I en unik og grufuld - og rædselsfuldt morsom - gennembrudsdebut på Stærekassen
TEATER
"Der er ikke nogen, der glemmer nogen her!", lyder det vredt og provinspræcist i Menneskereden.
Og sådan er det jo derude, hvor alle kender alle. Lige så snart det tynder ud mellem husene, og markerne bliver mørke, lige så snart gælder andre regler. Uden for byernes postulerede civilisation - helt derude hvor fuldmånen ikke bare er et symbol i kalenderen, og hvor ensomhed ikke blot er en neurose-betegnelse - her er isolationen reel. Her er familiesammenholdet en nødvendighed og drømmen om den hyggelige familiemiddag både altafgørende og uudslukkelig.
Og nu er der én, der har fortalt om det. En, der har bragt sandheden til torvs i København - illusionsløst og hverdagsagtigt og befriende uforsonende - nemlig den 32-årige debutant Henrik Krogholt, der har skrevet sit hjerte lettere ved at udlevere hele den menneskelige provinsarmod i én overrumplende håndbevægelse. Og lykkeligvis er han blevet forstået - for den kongelige skuespilchef Klaus Hoffmeyer har sat stykket i scene på Stærekassen med sådan bramfri oprigtighed, at den nationale scene atter antager karakter af væsentlig.
Familien Danmark
For dette stykke er for hele Familien Danmark. Menneskereden er simpelthen en afklædning af vores sølle eksistenspanik og en afsløring af vores indskrumpne værdighed. I Krogholts 90'er-virkelighed handler det ikke om at klare sig flot eller om at have det 'godt nok'. Her handler det bare om at holde sammen på de sidste rester af noget, der engang lignede en tilværelse.
Familiemønstret er som hos Lars Norén: Den alkoholiserede mor, den impotente far og den tyranniske farfar. Og børneflokken med succes-sønnen, sønnen, der er gået i hundene, og sønnen, der er syg. Og så den hemmelighed, som alle tænker på, men ingen siger højt.
Roekuleklapper
Men Krogholt er absolut ikke en Norén. For hos roekuleklapperen Krogholt - sådan kalder han sig selv - er der ingen psykologiske dybdegravninger eller afdækninger af indviklede, symbolske relationer mellem personerne.
Hos Krogholt er der kun hverdagen. En tilværelsesmonotoni, hvor tale er reduceret til genbrugsord, der flyver gennem luften igen og igen, og som med årene næsten er kommet til at ligne dialoger. Men ord, der i virkeligheden er blevet til monologstumper, der kører i rille: "Jeg kan ikke mere! Jeg pakker og ringer efter en vogn!" Eller: "Han er ikke i fængsel. Han er på en institution!" Eller: "Hvor er min haglbøsse?"
Ædemaskine med brøl
På scenen er der besk naturalisme som hos Soya, for det er kukkasseteater, dette her. Bjarne v.H.H. Solberg har skabt den mest usle og smagløse stue med mors permanente trusselsflyttekasser i hjørnet - og dér opholder den lille familie sig så, hovedsagelig fordi der ikke er andre steder i hele verden at gå hen. Udover altså over i stalden.
Og skuespillerne har ladet sig trække ind i gråheden og det kvalte oprør med resignerede blikke og trætte, gentagende bevægelser i eminent ensemblespil. Kirsten Olesen tøfler omkring på scenen med sine sprutsjatter og sit tjavsede hår. Ole Ernst står ubehjælpsomt i vejen i sine evigtsnavsede overalls og stritter med en halvlam arm, og Henning Moritzens bedstefar bander uforsonligt henne fra rullestolen i hans del af stuen. Her er skam hyggeligt!
Børnene, dem der altså tidligere prøvede at flygte fra uudholdeligheden, dukker uundgåeligt op igen. Både Olaf Johannessens selvsikre, flakke-smarte mellembror og Mads M. Nielsens forkomne, tremmeruskende lillebror. Og Bodil Jørgensens påståede svigerdatter, der som familiens udefrakommende betragter svinger mellem høflighed og afsky, indlevelse og frygt.
Den syge storebror 'Måne' er derimod kronisk stueinventar. Han sidder fastskruet i lænestolen foran fjernsynet som en uformelig vanskabning, reduceret til en ædemaskine med klagebrøl. Og Peter Gilsfort er maskeret så mareridtsagtigt vanartet og spiller så hæmningsløst overlevelsesstædigt, at hans figur i sig selv bliver hele stykkets bærende symbol: Vreden over den menneskerede, han ikke selv har valgt.
Psykopaten i dig selv
I teatrets (sjældent spænd-stige) forestillingsprogram siger Krogholt ligeud i et interview: "Jeg skriver, hvad jeg er." Men han forklarer også, at teatret for ham er så befriende, "fordi du også skal lede efter psykopaten i dig selv, ligesom du skal lede efter den udødelige kærlighed."
Det er ikke til at gætte på, hvad Krogholt senere vil komme til at skrive. Men om Menneskereden så også skulle blive hans eneste skuespil nogensinde, så vil det lyse skærende og fuldmåneagtigt over Det Kongelige Teaters øvrige repertoire i 1990'erne. Som en unik og grufuld - og rædselsfuldt morsom - afdækning af det virkelige liv. Livet uden for Kgs. Nytorv.
*'Menneskereden' af Henrik Krogholt. Instruktion: Klaus Hoffmeyer. Scenografi: Bjarne v.H.H. Solberg. Det Kongelige Teater, Stærekassen. Til 27. april
