Læsetid: 4 min.

Miskendt og glemt

24. januar 1998

KALENDER
I DET LANGE forløb er intet så godt for en digters ry som at være miskendt i livet, bare det ikke bliver ved og bliver ved. Og intet er så godt for en litteraturhistoriker som at fremdrage et mis-kendt og måske glemt geni.
De allerfleste levende digtere finder sig, omend aldrig så lidt, en smule miskendt; måske anerkendt for noget, de ikke selv bryder sig meget om, mens det, de selv synes er bedst lykkedes, underkendes af kritik eller publikum - eller af den ene af de to parter. F.eks. bliver de elsket af publikum og nedvurderet af kritikken. Det sidste skal have forsuret livet for Morten Korch.
Hvad kritikken har skyld i af uberettiget miskendelse af også store digtere, har kritikken siden haft travlt med at bebrejde kritikken, således i tilfældet Tove Ditlev-sen, som nu kun bliver større og større. Det gør Jens Andersen noget ud af i sin monografi Til døden os skiller.
Allerede forinden skrev han sidste år i Berlingske Tidende:
"Det var ikke pressen, som var skurken i det spil, Tove Ditlevsen iscenesatte i 60'erne. Det var 'modernisterne'. Med stor solidaritet og parti-ånd satte disse avantgardister dagsordenen, og forsvarede kunsten ved at forsvare hinanden - digtning og kritik, i medierne og på universiteterne. Alt, hvad der lugtede af kærlighedspoesi og naturlyrik så modernisterne det som deres fornemste mål at splintre."
Så enkelt var altså det.
I parentes tilstået af en medskyldig: vi lagde mærke til, at kærligheden og naturen på forskellig måde blev ilde behandlet både i lyrikken og virkeligheden.

EN AF DE udenlandske modernister, som var i kurs hos os og hos rigssvenskerne, var den finlandssvenske Rabbe Enckell, som endda på forfinet vis svarede til sit efternavn. Nu har Mikael Enckell i tredje bind af en stor biografi over sin far,
Öppningen i taket, besværet sig over, hvordan denne modernist i 1960'erne blev hå-net af en ny socialt orienteret kritik i sit hjemland. Han måtte føle sig håbløst og uretfærdigt utidssvarende. Som det snart også kom til at gå danske modernistiske digtere. Personer rammes i opgør om ideer.
"Hvorfor agter Danmark ikke sine digtere?" klagede Tove Ditlevsen. Der er måske meget, danskerne ikke agter. Men påstanden er jo ikke generelt gyldig, hvad digtere angår. Medierne er parat, så snart man har lavet sine første sytten digte, og Blå Bog åbner sig omtrent lige så hurtigt for lyrikere som for balletdansere. Det danske Akademi har ganske vist begrænset plads, mange medlemmer lever længe, men er som Blå Bog til gengæld trofast, mens medierne er troløse og fulde af letfærdige ideer om det hele. De er med ved genopdagelserne.
Det er risikabelt i levende live at være store, nærmest uantastede stjernelegemer - som Nis Petersen, Martin A. Hansen og H. C. Branner. Ligegyldigheden sætter ikke sjældent ind snart efter døden. Kaj Munks særlige død sikrede en tid navnets liv og symbolværdi.

NETOP en særlig død er historisk værdifuld, må vi sige i al råhed. Gustaf Munch-Petersens surrealistiske lyrik var uforstået og til grin under de få digterår, han levede. Senere blev han kultfigur, forstærket af hans livs "ubesindigste digt", som Tom Kristensen kaldte hans død i den spanske borgerkrig.
Der skal som i Tove Ditlev-sens og H.C. Andersens tilfælde kun få forbeholdne toner til for at forbitre digternes oplevelsen af rollen, der er lige så sart som skuespillernes, fordi begge blot-lægger og udstiller sjæl og krop. Strindberg så sin nye bog udhængt i vinduet som et stykke blodigt kød hos slagteren.
Men de samme digtere kunne gå til modangreb og bidsk udnytte de medier og indflydelser, de rådede over, og bl.a. dermed på langt sigt gå sejrende ud af striden. Digte er klomærker ifølge Edith Södergran.

SOPHUS CLAUSSEN havde ikke tiden med sig, men tiden for sig. Og han vidste det. Det slog ind. Han handlede. Fuld af lede ved sin kulturelle samtid skrev han et satirisk epos, inspireret af Heines Atta Troll, som han netop oversatte. Trefoden (1901) er den flertydige titel, bl.a. med henblik på de trelinjede trefodsstrofer. Han reagerede, også på sin generations vegne, mod 1880'ernes "triste og tomme modernisme". Det kaldte han minsandten det, vi nu betragter som solid realisme.
Vi kom ej langt med det
Gode.
Vi kom slet ingen Vej.
Og nogle, som opgav at
vinde,
bli'er nu slået ned for Fode,
Mænd, der var lige saa
gode,
og Mænd, der var bedre
end jeg.

Og med trefoden slog han sine modstanderne i panden.
Hvad svarede kritikken?
Den var entydigt negativ. En anmelder forløste modtagerstemningen med følgende: Værket er "en labyrintisk Forvirring af urimelige Rim og uopløselige Hekseknuder af de mærkeligste Udtryk og Vendinger." Så slap han for at tage stillingen til satirens indhold.
Værket hører i øvrigt stadig ikke til pensummet hos selv Sophus Claussens genopdagere.
Miskendelse eller glemsel ophæves for værdige digteres vedkommende. Det sker endda for visse anmeldere - som nu i disse dage for C. E. Jensen, der døde for 70 år siden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu