Læsetid: 4 min.

Moderarketypen

30. januar 1998

Dejlig bog om forståelse og klinisk behandling af helt små børn

Psykologi
Der har været børnepsykologi i omkring 80 år, men det lille barn, der endnu ikke har fået talens brug, er stadig så ukendt som beboerne i Atlantis. Fejlen kommer af, at der har været to vidt forskellige måder at studere børn på.
Dels har behaviorister gjort megen forskning i børns adfærd. Men behaviorister taler ikke om forestillingsverden, og dermed heller ikke børns forestillingsverden. Dels har psykoanalysen lavet en masse teorier om børns udvikling. Men den psykoanalytiske børneforskning har altid været styret af blankpolerede teoridannelser, der kun passer dårligt sammen med det, man ser, når man ser på børn.
Det er faktisk utroligt, at der ligger så megen prestige i psykoanalytisk børnepsykologi, når de fleste grundbegreber strider imod iagttagelserne. En af hovedfejlene ligger i, at man i psykoanalysen udgår fra den voksnes erindringer om barndommen. Så får man beskrivelser af en masse traumer, og så tror man, at traumer udgjorde barndommen.

Uhildet forsker
Det er klart, at når der så endelig kommer en forsker, der forsøger at indhente erfaringer fra både adfærdsforskningen og psykoanalysen, og han tilmed gør det uhildet af fordomme, så bliver han stormende budt velkommen. Således er det med den schweiziske børnepsykolog, Daniel N. Stern. Og han er da også et befriende bekendtskab.
Hvis man sammenholder ham med en anerkendt, mere klassisk psykoanalytiker som Margaret Mahler, så undgår han stort set alle de fejl, hun bærer med fra sin freud'ske arv. Mahler siger, at det spæde barn er opslugt af sig selv - er autistisk. Spædbarnet kan ikke skelne mellem sig selv og omgivelserne. Spædbarnets udvikling grunder sig på en sammensmeltning, symbiose, med moderen. Og spædbarnet er en sårbar og udsat lille fyr, der let bærer traumer med sig livet igennem.
En anden tung arv fra Freud er den rent spekulative fase-opdeling, der skulle basere sig på, hvilke zoner, der efterhånden blev dominerende, mund, endetarm og tissemand, oral, anal og fallisk. For Freud skulle det gå sådan for sig, at først var der diegivning, så pottetræning og dernæst begyndte den lille at pille ved kønsdelene. For Freud var det driftsrørelser, der styrede udviklingen.Alt dette er stort set spekulation. I bedste fald er det erfaringer, der er hentet ved at udspørge voksne om deres barndom, ikke ved studiet af børn.

Fokus på det normale
Stern gør noget ganske andet. Han ser på den normale udvikling, hvor psykoanalysen især er gået ud fra studiet af u-normal udvikling og derfra har parallelforskudt sig tilbage til noget, der så måtte være u-u-normalt, altså normalt.
Stern går ud fra, at barnet allerede tidligt har en fornemmelse af selvet, af sig selv. For det andet ser han udviklingen som glidende overgange, der følger visse livstemaer, ikke nogen afgrænset fase-opdeling. Og for det tredje er det ikke driftskæbnen, der optager ham, men samspillet mellem barn og mor ... og far og efterhånden også alle de andre.
Moderskabs-konstellationen hedder Sterns nye bog. Med dette meget knudrede ord vil han fortælle, at den nybagte mor bliver nødt til at optage helt nye handlinger, følelser, bekymringer og ønsker. Det knudrede ord svarer faktisk til, hvad Jung ville kalde "moderarketypen", men enhver seriøs forsker ville slå syv kors for sig ved tanken. Hvis seriøse forskere ellers slår kors.
Det er altså afgørende, hvordan moderens nye indstilling bliver efter barnets fødsel. Det er afgørende, fordi bogen handler om behandlingen af spædbørn med psykiske problemer.
Denne klientgruppe mor-og-barn kræver helt nye behandlingsformer i forhold til, hvad behandlere ellers er vant til. Det gør den, fordi den er afgørende anderledes. For det første er det meget sjældent, at moderen eller faderen har psykiske problemer i gængs forstand. For det andet er den nye klient ikke en person, men et samvær, nemlig den tætte forening af mor-og-barn. Og for det tredje fordi vi, som sagt, stadig ikke ved meget om, hvordan det lille barn oplever verden.
Stern adskiller sig altså meget fra klassisk psykoanalyse. Han adskiller sig også fra klassisk behaviorisme, fordi han ikke bare betragter samspillet i den iagttagelige adfærd, men også søger at få et indtryk af barnets og moderens oplevelser, og desuden indgår i hans model også behandlerens adfærd og oplevelser, samt omgivelsernes, de eventuelle støttesystemer, som de kaldes.

Andres adfærd
Det mest imponerende ved bogen er Sterns forsøg på at leve sig ind i det barns oplevelser, der endnu ikke har et sprog, der kan udtrykke oplevelserne. F.eks. er der et gribende kapitel om, hvordan spædbarnet kan tænkes at opleve en mor, der har en depression.
Sterns syntese af psykoanalytisk og behavioristisk forskning bringer ham over i en eksistentialisme. Det er således karakteristisk, at han taler så meget om 'selvet', selv hos det barn, der er så lille, at psykoanalytikere vil sige, at barnet endnu ikke kan skelne mellem sig selv og moderen.
Og så er det forfriskende, at han efter at have udarbejdet en behandlingsform for små børn og deres mødre siger, at det ikke er de specifikke teknikker, der gør en behandling effektiv. Det er forholdet mellem barn, mor og behandler. Det svarer godt til voksenterapierne, hvor forskning har godtgjort, at den mest afgørende faktor for en terapis succes er, om klienten har tillid til behandleren.
Så bogen Moderskabskonstallationen har alt, hvad man kan ønske sig. En god grundmodel, masser af konkrete iagttagelser, man kan lære meget af, og en befriende udogmatisk grundholdning.

*Daniel N. Stern: Moderskabskonstellationen. Oversat af Andreas Bonnevie. 283 s. 288 kr. Hans Reitzel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her