Læsetid: 7 min.

Det moderne cirkus

27. januar 1998

Det nye fodbold-VM stadion i Paris er århundredets sidste i serien af 'Les Grand Projects'

ARKITEKTUR
Når VM i fodbold løber af stablen til sommer i Paris, spilles der på et helt nyt stadion, Le stade de France, men første kamp på banen spilles allerede i morgen, når Frankrig møder Spanien i en venskabskamp. For Le Stade de France skal naturligvis testes efter alle kunstens regler i flere kampe, inden det for alvor går løs.
Le Stade de France er først og fremmest stort. En højteknologisk maskine i en pudsig arkitektonisk blanding af brutalisme og elegant high-tech - med plads til 80.000 tilskuere, ligesom de olympiske stadions i Atlanta og Sydney. På lang afstand er det spektakulært med svævende tag, en tynd elliptisk tallerken, ophængt i krydsspændte wirer i 20 sylespidse stålsøjler 46 meter over spillebanen.
Illusionen om det svævende tag er ganske god, og om stadion forførende oplyst til fest og fornøjelse: Lyset dæmpes i tribunerne, og projektørerne tændes. Spillerne kommer ind, og kampen kan begynde i et teater, hvor skuespillerne er mere tavse end publikum. Først om dagen ses, at stadion også er en stor grå maskine i en slags ingenmandsland mellem motorvejssammenskæringer og andre trafikale konstruktioner i industriområdet Saint-Denis.

De fem centre
Saint-Denis ligger ved Seinen syv kilometer nord for Notre Dame på ydersiden af Périférique-ringvejen og er en af fem forstadsområder, der i 80'erne blev udpeget som et center for en kommende byudvikling. Ideen om de fem centre er udformet af en lille administrativ enhed, som Mitterrand nedsatte i 1983. Tanken var, at byfornyelsen i forstæderne skulle danne en modvægt til Les Grands Projects. Den konkrete plan er udfærdiget af en gruppe arkitekter og planlæggere, der kalder sig 'Hippodamos 93'.
Udviklingen af Saint-Denis er også led i etableringen af en nord-sydgående akse gennem Paris, som pendent til øst-vest-aksen fra Louvre til Le Grande Arche i La Defense. Le Stade de France er tyngdepunktet i denne strategi, og milliarder er kastet ind i nye infrastrukturelle anlæg, der ikke alene skal forsyne det nye stadion, men også de kommende boligområder, kontorer og butikker. Stammen i en nødvendig trafikafvikling udgøres af to motorveje, to nye togstationer, metro- og togforbindelser i den umiddelbare nærhed. Dertil kommer vandbusser på Seinen, der løber langs den ene side af stadion.
Den trafikale afvikling er ikke kun vigtig til selve stadion. Som i ruinerne af Colos-seum aflæses strukturer og adgangsveje tydeligt i selve huset. Publikumsarealerne opdelt i fire hovedsektioner med alle tilhørende faciliteter bl.a. 50 billetluger, 50 barer og 120 adgangsporte, der skal betjene de brusende flodbølger af fans. Kohorder af mennesker føres frem og tilbage, op og ned ad lange korridorer og interne vejanlæg formet til at modtage menneskemasser, der kommer myldrende fra hele verden for at indtage pladserne i begejstring i dette moderne cirkusanlæg. Grimt og smukt bliver næsten meningsløse ord i denne sammenhæng. For det er et bygningsanlæg, som først og fremmest virker ved sin størrelse - et hus hvor det små-æstetiserende blik virker meningsløst, hvor alt er skåret ind til benet i et nøgent og råt formsprog.

Bevægende rumlighed
"Det vigtiste for arkitekterne har været udsigten, det svævende tag og den bølgende bevægelse," siger arkitekt René Provost fra de to samarbejdende arkitektfirmaer Macary & Zublèna/Regembal & Co-stantini.
Og det mærkes: Udsigten er overvældende med Sacré Coeur i horisonten langt borte. Samtidig buer tribunearealerne opad på de lange sider, og det giver stadion en fantastisk bølgende bevægelse, som næsten får det til at svimle for én. Men det er ikke huset, som bevæges, men vi mennesker, der rives med i en stor strøm, en følelse af at være en lille bitte del af menneskeheden. Man mærker suset af 80.000 mennesker, der rejser sig på en gang - som en tornado drevet af målrus og begejstring. Individet må totalt forsvinde i denne næsten overdrevne iscenesættelse af det fælles-oplevede, hvor massepsykosen ligger lige for.
Sikkerheden må nødvendigvis være i top. Begivenhederne på bl.a. Heysel-stadion i Belgien med hooligans-optøjer og i Bradford i England, hvor en tribune brændte, har efterladt tragiske spor. Skulle uheldet være ude, vil det tage 10 minutter at evakuere stadion. De øverste tribuner er forbundet med jorden via 18 monumentale trapper, der klistrer sig til bygningen som store insektben. De store monolit-trapper er støbt på stedet som selvbærende strukturer i beton og har ingen konstruktiv eller teknisk forklaring. Alle tribuner er opdelt i sektioner eller bure med plads til 1000 tilskuere, som er adskilt af galvaniserede og robuste gitre, der skal holde enorme drifter og kræfter i skak. Det er, som at være hensat til et cirkus med farlige dyr. Men takket være et nyt revolutionerende sikkerhedssystem, der gør det muligt at slå sikkerhedsværn op i faretruende situationer, bliver tilskuerne fri for det klassiske gitter mellem tribuner og plæne. Præsidenten for FIFA, brasilianeren Joao Havelange, betegner i Le Monde teknikken som formidabel.
Til gengæld er der etagehøje galvaniserede gitre i de ydre korridorer rundt om bygningen. Her er ingen humanistiske dikkedarer - intet artisteri, der kunne formilde en grå-sort verden af stål, beton og glas. Det, der burde være forlystelsens arkitektur, virker mere som et San Quentin - et sted, hvor livets trædemølle er blevet til et mareridt
Denne mørke-arkitektur virker ekstra mærkelig i en tid, hvor der ellers er en tendens til, at arkitekturen i arbejdets rå maskinhaller bliver mere og mere raffineret, og hvor nutidige arkitekter som f.eks. Rem Koolhas har vist hvorledes, der kan trylles med beton og få virkemidler og skabes store rumlige oplevelser som i Lille Grand Palais i Euralille. Men måske vil alt virke mindre råt, når Le Stade de France bliver indtaget af reklamer, butikker, merchandise og alskens kolorit. Et tomt stadion kan ikke nødvendigvis være det samme som et befolket. Men hyggeligt er det ikke, og slet ikke lyrisk som det venlige Stade Charléty af Bruno & Henri Gaudin, der ligger længere inde mod Paris' centrum med plads til 20.000 tilskuere. Her er virkelig tale om en elegant bygning, der kaster gnister ud til alle sider.
Men i modsætning til Stade Charléty fra 1994, der er blevet meget populært, så er det langt fra sikkert, at Le stade de France opnår samme folkelige accept.
Målet har ellers være at skabe en ramme om trygge familieoplevelser. Stadion skal ikke kun være for fodboldgale mænd, men også henvende sig til kvinder og være et mødested for hele familien. Så 'Le Stade' kan således bruges til meget andet end fodbold. Det er faktisk verdens største combi-stadion, der kan omstilles på mindre end en uge: Fra atletik til fodbold - og fra mega-koncerter på grønsværen til intimteater! Ved de helt store koncerter kan stadion rumme 105.000 tilskuere. I den mindste opstilling koncentreres publikum i den ene ende, og herved bliver der plads til 18.000-30.000 pladser.
Udtænkningen og virkeliggørelsen af alle disse muligheder skal have været en enorm teknisk præstation.

Det sidste store projekt
Det er derfor ikke helt uden grund, at franskmændene kan betragte det nye stadion med national stolthed, når VM åbner d. 10. juni. Ikke siden VM i 1938 har Frankrig været vært ved en så stor sportsbegivenhed - og det sidste nationale stadion blev bygget i 1924 til de Olympiske Lege. Målet med 'Le Stade' har også været, at det skal kunne indskrive sig i historien og måle sig med de allerstørste: Wembley i London, Nou Camp i Barcelona, etc.
Måske er det disse nationale følelsesmæssige behov for symboler på sammensmeltning af sport og idealer, som fik den franske premierminister, Edouard Balladur, til at skære igennem i efteråret 1994 i en følelsesladet debat og vælge dette projekt frem for et, dommerjuryen havde peget på, nemlig af arkitekterne af Novel/Cattani. Man ønskede et projekt med monumental og præsentabel pondus til fremvisning for alverden, og som sådan ligger det i forlængelse af Mitterrands prestigeprojekter - som det absolut sidste af århundredets 'grand projects'.
Projektet af Novel/Cattani adskildte sig på mange måder herfra. Det var først og fremmest tænkt og formet som en del et større kompleks, der knyttede betydeligt mere an til Saint-Denis-området med en lang række funktioner blandt andet 10 restauranter, 20 biografer, butikker og et hotel med 200 sengepladser. Selve stadion var udformet som et åbent og mobilt rektangel, og der er noget, der kunne tyde på, at franskmændende havde fået et mere demokratisk og livligt stadionkompleks, hvis de havde valgt dette projekt.
De havde måske også fået et projekt, som var mere i tråd med tiden og ikke mindst fremtiden. For Le Stade de France synes mere bagud- end fremadrettet med den store vægtning af de monumentale sportslige excesser, men det skyldes måske, at mennesket trods alt ikke har ændret sig så fundamentalt meget. Behovet for spændingslege synes lige så påkrævet som i romertiden, hvor magthaverne brugte Circenses, de ældste romerske lege, til at holde det urolige folk i skak. Eller som den romerske digter Juvenal siger i en af sine satirer Optat panen et circenses - Folket kræver kun to ting: Brød og circensiske lege.

Helle Bay er arkitekt, MAA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her