Læsetid: 3 min.

En munter krukke

14. januar 1998

Engelske Tibor Fischer lader en 7000 år gammel sumerisk krukke optræde som fortæller og stand-up comedian i sin første roman på dansk

NY BOG
Hvis man kan lide Robin Williams one-man-shows, alle hans tvetydige platheder og sproglige nydannelser, vil man hurtigt komme til at svinge med den sproglige rytme hos fortælleren i Alle mine samlere. Den er hurtigt, hæsblæsende og fuld af overraskende skift.
Tibor Fischer har fået den finurlige ide at lade en efterstræbt antikvitet være fortæller af sin komiske og livsfilosofiske historie om moderne storbymennesker. Der er en Kundera-agtig tone over beretningen om disse mennesker, der alle begærer den antikke krukke, men med vidt forskellige motiver.
Og krukken har et langt livs erfaringer med at gennemskue folks motiver. Faktisk har den udviklet et katalogiseringssystem for mennesker, der er ligeså præcist som en kunstkenders: "Bryster forekommer i to hundrede og tyve varianter, balder i to hundrede og otteogfirs. Jeg skaber orden.
Jeg gør mit arbejde. Hendes navle, den indsunkne skaldepande, er type syvogtres ud af to tusinde to hundrede og fireogtredive."
I krukkens nutidige samling af samlere, møder vi den typiske kommende ejer, "gammel, fedladen, oooooovervægtig", som det hedder i Fischers forsøg på også at få typografien til at spille med i gengivelsen af krukkens sprog.
En mand med dårligt helbred, for mange penge og et gabende tomrum i sin samling, hvor krukken bør stå, hvis der, set fra hans synspunkt, er bare en smule retfærdighed til.

Sproget er meningen
Inden dét kan ske, skal krukken vurderes af Rosa, en ung knalddygtig kunstkender med et forbløffende rod i sit privatliv. Hun tager krukken med hjem til sin lejlighed, beliggende i et af Londons mere tvivlsomme kvarterer, hvor indbrud, rapseri og hæleri hører til dagens orden, og vold er løsningen på alle problemer.
Den hurtigtsnakkende krukke får snart nok at berette om, for Rosa er så tændt på at få fat i en mand, at hun lader alt andet flyde og finder sig i, at hendes lejlighed bliver til en gennemgangslejr for mærkelige eksistenser.
Den livskunstneriske narkoluder Nikki, der lever af plat og fup, flytter ind og forsøger med ringe held at sælge krukken.
Den har nemlig noget, der ligner en egen vilje, og den vil tilbage til Rosa, for hun forstår sig på krukker. Hun har opdaget, at den kan fortælle de mest fantastiske historier fra sit lange liv, når blot man stikker hænderne ned i den og giver los.
Således får Fischer lejlighed til at balancere et rodet storbyliv med en række selvstændige små historier om mennesker til andre tider, andre steder.
Når Rosa lægger sig i sin seng med hænderne dybt begravet i krukken, fortæller den om mennesker med besynderlige drømme og livsprojekter, der snildt kan måle sig med storbyeksistensernes, både i ensporethed, egoisme og ikke mindst grusomhed.
Historien om Rosas vanskeligheder er ikke rigtig noget i sig selv, og den bliver ikke til meget mere ved at blive belyst af krukkens historier. Drivkraften i romanen er helt overvejende krukkens sprog med dets særprægede blanding af bramfri iagttagelser og lommefilosofiske omskrivninger af ordsprog og anden tussegammel livsvisdom.
Sprogfreaks vil føle sig virkelig godt underholdt. Legen med sproget har tydeligvis også været en fornøjelig udfordring for oversætteren Claus Bech, der endnu engang viser sig som en sand ækvilibrist.

*Tibor Fischer: Alle mine samlere oversat af Claus Bech. 242 s. 268 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her