Læsetid: 4 min.

Musikalsk overblik

7. januar 1998

Nordens musikhistorie bliver flot favnet af svensk udgivelse, der dog halter noget, når det gælder de sidste 50 års musik

NY BOG
Er Norden en kulturel enhed, eller er ideen om 'det nordiske' en sejlivet illusion, som er umulig at udrydde? Det spørgsmål diskuteres ud fra mange synsvinkler i bogen Musik i Norden, som er udgivet på svensk af Det Kongelige Musikalske Akademi i Stockholm, og som udsendes som Foreningen Nordens årsbog 1998.
Musik i Norden kan ses som en første model for en samnordisk musikhistorieskrivning, men ambitionen har ikke været at skrive en heldækkende eller 'definitiv' nordisk musikhistorie, understreger bogens hovedredaktør Greger Andersson, som er musikforsker ved Lunds Universitet.
Hensigten har været at skrive "en læservenlig, rigt illustreret musikhistoriebog for en kultur- og musikinteresseret almenhed."
Det er lykkedes i ganske høj grad. Forfatterne er musikforskere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island, suppleret med Heinrich Schwab fra Kiels universitet, som lancerede ideen til det samnordiske projekt på et musikforskermøde i Oslo i 1992. Tilsammen giver de godt 20 skribenter et perspektivrigt overblik over musikken i de nordiske lande fra broncelurerne i forhistorisk tid til nutidens multimediemusik - et overblik der klart betoner de vigtige musikalske og politiske relationer til nabolandene ved Østersøen og Nordsøen og til de dominerende musiklande Tyskland, Frankrig og Italien.

Udogmatisk historie
Der er betydelig viden at hente på bogens 400 sider. Efter en prolog, som giver en idéhistorisk introduktion til "Norden som kulturelt landskab" og diskuterer forskellige tiders indkredsning af den nordiske 'folkekarakter', følger kapitler, som gennemgår historiske delområder i den rækkefølge, de indtræder i musikhistorien, bl.a. "Fra hofkapel til filharmoni", "De folkelige musiktraditioner", "Korsangen sprænger grænserne" og "Musikdramatik efter 2. verdenskrig". Næstsidste kapitel, "Drømmen om et fællesskab" fortæller om nutidige samarbejdsrelationer, kulturinstitutioner og kulturpolitik i de nordiske lande, og fremstillingen afrundes med en epilog om "Musik og landskaber".
Helheden af de forskelligartede bidrag fremstår som en udogmatisk musikhistorie, hvor folkemusik og populærmusik behandles med samme omhu som kirkemusik og hofmusik.
Indsigten i musikkens genrer og stilarter er i høj grad integreret i en socialhistorisk fremstilling, hvor musik forstås og beskrives som en motiveret aktivitet i en social sammenhæng - musik til dans, arbejde, kult og andagt, musik til forherligelse, forlystelse og forbrødring.

Gode billeder, ringe sprog
Bogen kommer læseren imøde med en mangfoldighed af illustrationer, som anskueliggør musikkens kulturhistorie på langs gennem tiden og på tværs af genrer og klasseskel.
Der er flotte farvegengivelser af pergamenthåndskrifter med de tidligste enstemmige og tostemmige notationer. Der er mere end hundrede billeder, hvor vi ser musikken blive spillet - fra hofceremonier og operaforestillinger til korstævner og bondebryllupper.
Folkemusikken bliver nærværende i fotografier af instrumenter, spillemænd og sangere, og den nordiske natur springer i øjnene i romantiske malerier af norske fjelde, finske søer og islandske geysere.
Den sproglige fremstilling kommer ikke altid læseren i møde. Nogle afsnit er så mættet med fakta, at teksten får karakter af musikhistorisk lærebog.
Men den overvejende del af bogens tekster forener faglig indsigt med sproglig klarhed, fortælleglæde og personligt engagement.
Bogens styrke er dens kulturelle mangfoldighed og forfatternes vilje til kritisk vurdering af de foreliggende fakta og deres egne metoder. Her doceres ikke ubestridelige sandheder.
Her sidestilles væsensforskellige musikalske verdensbilleder, så læseren har frihed til at danne, fordybe, nuancere og korrigere sine egne forestillinger om musikkens funktion og betydning og musikkulturernes sammenhænge, brudflader og forandringer.

Masser af glæder
Som læser har jeg blandt andet glædet mig over følgende:
*Diskussionen af det ubesvarede spørgsmål om broncelurernes lyd for 3.000 år siden. Spillede lurblæserne klart klingende toner eller brølende dybe lyde, der kunne fordrive onde ånder?
*Dokumentationen af, at folkemusikken i Norden har brugt kvarttoner og 'svævende' mikrointervaller ligesom musikken i andre verdensdele.
*Fremhævelsen af korsangens betydning for forbrødringen af de nordiske studenter i 1840'erne, og de nordiske kors succes på Verdensudstillingerne i Paris 1878 og 1889.
*De levende beskrivelser af folkemusikkens og populærmusikens mangfoldige former, funktioner og relationer.
*Erik Kjellbergs præcisering af sin dobbelte metode i afsnittet om hofmusikken: Både historiserende indføling og kritisk distance.
*Bo Wallners indsigtsfulde beskrivelse af den symfoniske vækst hos Sibelius og de bratte energiudladninger hos Carl Nielsen, hans karakteristik af 'det moderne' hos de to komponister og perspektiveringen til de øvrige nordiske symfonikere.
*Errki Salmenhaaras beretning om musikken i det tidlige 1900-tal, der anskuer Nordens musikhistorie fra en finsk synsvinkel.

Svagest i nutiden
Bogens svage punkt er det følgende afsnit om Efterkrigstidens musik, hvor 50 års nordisk orkestermusik, kammermusik og elektroakustisk musik søges beskrevet på ti sider tekst plus otte sider portrætter. Teksten er 'redaktionelt sammenstillet' af mange forskellige bidrag, og resultatet er et samnordisk puslespil med navneopremsninger og summariske karakteristikker af komponister og enkeltværker. Redaktionen har her svigtet læserne og forsømt at udnytte en mulighed for udførlig og dybtgående oplysning om et halvt århundredes musikhistorie.
At det kan lade sig gøre at skrive sammenhængende og meningsfuldt om vor egen tids musik, ses i det efterfølgende kapitel om musikdramatikken efter Anden Verdenskrig, hvor Jens Brincker og Søren Møller Sørensen forener historisk overblik og analytisk indsigt med klare kulturpolitiske og æstetiske standpunkter.
Redaktionen har endvidere overset en iøjnefaldende fejl på bogens sidste side, hvor Poul Ruders præsenteres som komponist til et værk, der er skrevet af Ib Nørholm. Og et rodet layout af nodeeksempler i kapitlet om "Den symfoniske æra" burde også være undgået. Endelig savnes en selektiv diskografi over cd-indspilninger af nordisk musik.
Med disse enkelte svagheder fremstår Musik i Norden som en perspektivrig og troværdig fremstilling af musikkens historie i de nordiske lande - en alsidig, informationsrig og imødekommende bog, der er præget af grundighed, indsigt og kritisk bevidsthed.

*Musik i Norden. Af Greger Andersson (hovedred.) m.fl. 414 s. Udg. af Det Kungliga Musikaliska akademien, Stockholm. Udsendes som Foreningen Nordens årsbog 1998

Erik Christensen er programmedarbejder ved Danmarks Radios P2musik og har været medlem af bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds musikpris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her