Læsetid: 7 min.

Når man risikerer at dø om natten

30. januar 1998

Scener fra afslutningen på en blodig ramadan i Algeriets hovedstad. Fastemåneden sluttede torsdag

Algier
Tirsdag aften ventede hele Algeriet i spænding. Forhåbentlig slutter ramadanen onsdag, skrev pressen. Som hver gang siden volden begyndte, har befolkningen i denne fasteperiode oplevet en ny opblussen af myrderier: Mere end 1.200 er døde i massakrer, mere end 50 ved bombeattentater. "Det er blevet en del af traditionen," siger en lærer.
Den måned, hvor alting normalt går i stå i Algeriet, har også været præget af intens diplomatisk aktivitet. Efter EU-trojkaens besøg i sidste uge tog ministerpræsident Ahmes Ouyahia sikkerhedsproblemet op i Nationalforsamlingen og meddelte, at myndighederne vil uddele flere våben til befolkningen.
Endelig bestemte stjernerne, Saudi-Arabien og det algeriske ministerium for religiøse anliggender, at Eid el-Fitr - den fest, der betegner ramadanens afslutning - skulle indledes torsdag.
Onsdag morgen klagede en politibetjent, nedtrykt ved udsigten til en ekstra fastedag: "Endnu en dag, hvor man skal være spændt på, om man overlever eller ej."

Mandag i Frais Vallon
Øverst oppe på skrænten ligger en række huse af sten, hvor små mørke rum vender ud til solbeskinnede gårde. Der er ingen mennesker at se, bortset fra to kvinder i en dør.
"Alle er for længe siden flygtet fra kvarteret og har søgt tilflugt hos familie i byen. Det er vi for gamle til," siger de.
Jo længere ned ad skråningen man kommer, jo mere bliver husene til rønner med tag af blikplader. De står tomme. En familie kommer forbi med kurve; de er kommet for at hente nogle gryder i deres forladte hus.
Nede i bunden af kløften ved det udtørrede flodleje er et smukt hus med elektricitet og terrasse det sidste beboede. "Vi har brugt så mange år på at betale det," siger konen.
Aftenen før hørte hun støj hen imod klokken halv to om natten. "Vi sover aldrig. Vi har ikke sovet i lang tid." Hendes mand, der holdt vagt, satte en alarm i gang. De hørte nogle eksplosioner, så blev natten stille igen.
"Vi vil prøve at skaffe nogle våben til næste gang," siger konen. Hun er sikker på, at de kommer tilbage. Med tommelfingeren gør hun en bevægelse hen over halsen.
Ifølge myndighederne kryber de væbnede grupper hen langs de gamle vandløb, når de forsøger at trænge ind i hovedstaden Algier - især fra dette kvarter. En halv snes andre områder er også blevet forladt, så byen ligger omgivet af et næsten menneske-tomt bælte.
På den anden side af højdedraget, fem minutters gang derfra, er man i en anden verden. Gaderne er fulde af folk, der køber ind. De smiler ikke; det er jo ramadan. Men der bliver handlet, og livet går videre, siger en købmand.
I Algier fortæller man en historie: "I begyndelsen svarede man, når nogen spurgte, om der var noget nyt: 'I min by går det godt'. Senere sagde man: 'I mit kvarter går det godt'. Så: 'I min gade går det godt.' Nu siger man: 'I det værelse, jeg opholder mig i, går det godt.'"
En gammel mand forsøger at lokke udlændinge ind i sin lejlighed. Han har noget, han vil vise dem. Døren åbner sig til et rum, hvor mænd ligger henslængt på gulvet, og kvinder balancerer rundt mellem dem. "Se al denne elendighed. Sådan var det allerede, da problemerne begyndt. De blev fordelt mellem folks lejligheder, lige så hurtigt som man nu udddeler våben."

Torsdag på et hospital
Han er en køn ung mand, sådan som Algier kan lide dem: Glat, pomadiseret og tilbagestrøget hår, amerikansk vindjakke og canadiske sko. Dér ligger han på en båre midt i en hospitalsgård med en kugle i kraniet.
Efter at have været på café om aftenen stod den kønne unge mand på fortovet og sludrede med sin nabo, der er politibetjent, midt i en klynge af andre unge fra kvarteret Cherraga. To fyre kom gående og skød på ham og politimanden.
For at sprede mængden og hjælpe de sårede trak kammeraterne deres automatrifler. De har allesammen en; det er normalt. Nogle af dem har den stadig i hånden her på hospitalet. På sin båre ligger den kønne unge mand stadig med hænderne nonchalent i lommerne på sine jeans. Hans venner vil ikke forlade ham; de spørger, om de skal hente noget mad til ham hos hans mor. Politimanden er allerede død.
Ingen forfulgte overfaldsmændene, og i øvrigt bliver der ikke sagt et ord om emnet. Enhver tænker sit. "Tavsheden er det sidste, der samler os," siger en læge.
Det er det samme med de mange bombeattentater i Algier. "Da det begyndte for nogle år siden, kom vi alle sammen løbende, når vi hørte en eksplosion i byen - selv dem, der ikke var på arbejde. Da de sårede fra attentatet inde i byen i går ankom, måtte vi gå rundt og lede efter de vagthavende," siger en læge.
De massakrer, der har fundet sted i omegnen af Algier siden september, har hensat befolkningen i choktilstand.
"Jeg husker især den første," fortæller en læge. "En lastbil kørte ind i gården til hospitalet tidligt om morgenen. På anhængeren kunne jeg se snesevis af mennesker, der var stuvet sammen oven på hinanden, som om de allerede var døde. Det var et mareridt, jeg turde ikke engang nærme mig. Der var en kvinde, som man havde forsøgt at skære halsen over på, både forfra og bagfra.
En anden gik rundt for sig selv. Jeg så, at hele hendes højre side var gennemhullet af kugler fra øverst til nederst. Hun nægtede os at hjælpe hende. Hun syntes at føle sig skyldig, fordi hun var sluppet med livet i behold, mens hele hendes familie havde fået halsen skåret over."
Da alle ofrene var blevet læsset af, forvandt lastbilen igen. Det var en overlevende fra massakren, der kørte den; ingen andre vovede at gå ind i området. Han gjorde turen tre-fire gange.
Efter katastrofer af dette omfang står algeriere i kø for at give blod. "Hvis vi mangler noget, behøver vi bare udsende en appel gennem en moské, så kommer de allesammen," siger en praktiserende læge.
Politifolk går langs rækkerne af sårede. "De gør det samme her som på gerningsstedet," fortæller en læge. "De kommer kørende i fuld fart med hvinende dæk. De står ud af bilen med kalashnikov og walkie-talkie. Alle, selv dem, der knap nok raller mere, spørger de kun om én ting: 'Dit navn.' De gennemroder lommerne på dem, der ikke kan tale. Så kører de igen."

Tirsdag på tv-stationen
Når solen går ned, og dagens faste er ved at være forbi, annonceres det i fjernsynet, forklarer en ansat. Programmet begynder med billeder fra nytårskort, fredeligt og strålende solskin midt i en lysning. "Det er det, de troende venter på," forklarer han. Så viser sig vulkaner, der udspyer lava i uendelige strømme. "Det er for de ugudelige." Til sidst ser man et panorama over gletschere, så langt øjet rækker.
Så kommer imamen. Han messer et kapitel af Koranen, og i hjemmene kaster folk sig over tallerkenerne.
I dag risikerer man at ende på politistationen, blot man går på gaden iført lang kjortel, og fængslerne er fulde af folk, hvis eneste forseelse er at bede. Et dekret udstedt i august forbyder en indbygger i Algier at forlade området med skæg, selv for at tage til Mekka.
Men hvis Algier for 15 år siden kunne deles op i de fastende og de andre, er ramadanen nu blevet en national pligt, i høj grad opmuntret af de statslige medier. "Selv faster jeg udelukkende af skræk for, at kollegerne skal angive mig," siger tv-medarbejderen.
Frygten er et motiv for mange. "Når ramadanen er særlig blodig, siger alle til sig selv, at de kan risikere at dø om natten," fortæller en handlende. "Så er det bedst at gå over på den anden side uden at have syndet."
Andre forsøger at se de positive aspekter. "For mig fungerer det som en slags slankekur," siger en middelklassekvinde. En tilhænger af New Age-bevægelsen hævder, at fasten "renser kroppen og sjælen for den moderne forurening, cigaretter og alkohol."
En ung arbejdsløs faster for første gang. "Hele året har folk spurgt mig: 'Hvad laver du?' Svaret var altid: 'Ingenting'. Jeg har ikke arbejde, jeg er ikke gift, jeg har ingen penge. Ingenting. Nu kan jeg sige i en måned: 'Jeg faster'. At overholde ramadanen, det er i det mindste at gøre noget."

Søndag: Til fodbold
Det hedder Hamadi de Bologhine-stadion, men folk siger altid Saint-Eugène. Det er det ældste stadion i Algier. Det ligger ved kysten, bag kvarteret Bab el-Oued, med sin gammeldags arkitektur fra kolonitiden.
Dets motto, som står indskrevet på cafeen lige uden for gitteret, lyder: "Hvad der end sker, har vi det bedre end dem overfor." Overfor ligger en kirkegård.
På et højdedrag dominerer kirken Saint-Afrique, omgivet af en blomstrende have. Længere nede hæver moskeens minaret sig, og da muftiens stemme kalder til bøn, afbryder tilskuerne deres opmuntrende tilråb og vender sig mod den med et enstemmigt "Shyyyyyyyys." Det har dog ikke den store virkning.
Saint-Eugène er hjemmebane for Union Sportive Musulmane d'Alger (USMA), en af hovedstadens fem historiske klubber. To timer før det første stød i fløjten kommer de første supportere og hænger transparenter op foran deres tribune: 'Forza Usma'. USMA spiller faktisk i sort-røde trøjer ligesom Berlusconis Milan.
I denne kamp viser spillerne ikke hele deres talent; heldigvis for dem gør modstanderne det endnu mindre.
Ved slutningen af kampen går de sejrrige USMA-tilhængerne i sluttet trop til klubbens lokaler på Avenue du Commandant-Mirra. De synger: "Vort land! Vort land! Vort land! Det er Italien...".

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu