Læsetid: 6 min.

Nordisk litteratur findes ikke

31. januar 1998

Nordisk Råds litteraturpris fastholder Nordens litteratur i kultur-nordismen. Den skulle kompensere for det mislykkede samarbejde om en forsvarsunion i 50'erne

PRISEN
Litteraturpriser er ikke nogen moderne opfindelse. De eksisterede i antikkens Grækenland, hvor digtere konkurrerede med deres kunst under de olympiske lege, ligesom diskoskastere og andre ædle sportsudøvere. Nordisk Råds litteraturpris er dog af nyere dato. Den blev stiftet i 1961, og kan ligeom andre kulturelle begivenheder, bedst opfattes som en skueplads hvor litterære vurderinger, kulturpolitiske dagsordener og bogmarkedets kræfter mødes. Skuepladsperspektivet, som jeg har anvendt i min forskning, hjælper til at belyse, hvordan de litterære, de institutionelle og de markedsmæssige aspekter påvirker hinanden. At vores kulturliv er blevet mere og mere begivenhedspræget betyder, at litteraturprisen også må konkurrere med andre kulturelle begivenheder. For at tiltrække sig publikums opmærksomhed fremstilles derfor den nordiske pris som et litterært kapløb, i princippet "mellem finsk science fiktion og en islandsk digtsamling" (Informations leder 29.1.).
Da jeg begyndte min forskning om prisen, slog det mig, at der var mere end dobbelt så mange svenske som danske prisvindere. Lå svensk litteratur tættere på det nordiske litteraturbegreb end den litteratur, der udgives i de øvrige lande? Eller skriver svenskerne bare bedre? I mine samtaler med medlemmerne af priskomitéen, udtalte de, at "dansk litteratur er for avantgardistisk", den var "mere orienteret mod Europa." Norsk litteratur "var bundet op i en lidt tung realisme." De islandske bøger var "alt for optaget af Saga-landet" og de finske bøger - ja "det er jo dem med vinterkrigen og de tavse skove."
På skuepladsen tages der udgangspunkt i forestillingen om, at der faktisk findes en 'nordisk litteratur'. Det gør der dog ikke. Det betyder ikke, at denne fællesskabsfølelse ikke giver mening, for det er godt, at vi kan fortælle vittigheder om hinanden uden at blive kaldt racister. Men det får konsekvenser både for litteraturprisens lødighed og for litteraturens kvalitet, når fællesskabsfølelsen bruges som redskab til at vurdere litterær kvalitet. For en pris' anseelse er kun så god som dens række af vinderbøger.

En pris fødes
Idéen om Nordisk Råds litteraturpris opstod i kølvandet på den mislykkede nordiske forsvarsunionunion i slutningen af 50'erne. Tilskyndet af et par svenske kulturredaktører, der ville give svensk litteratur et løft, greb medlemmer af Nordisk Råd chancen for at udstyre deres lidt upåagtede arbejde med en glamourøs gallionsfigur. Litteraturen skulle promovere det nordiske fællesskab, som ikke havde kunnet fremmes på det økonomiske og politiske plan, og en litteraturpris kunne medvirke til at etablere et nordiske bogmarked. Fidusen var at bøger kunne udgives og sælges uden oversættelse. Det forudsatte, at vi ville læse hinandens bøger på originalsproget. Forlag, bogimportører og boghandlere skulle gøres økonomisk interesserede i at medvirke, og de nordiske regeringer ville påtage sig udgiften i kulturfællesskabets navn. Der blev nedsat permanente bogkomiteer og der blev fremsat gode ideer. Men efter mange og dyre forsøg blev det langt om længe konstateret, at indsatsen for at få nordboerne til at læse hinandens sprog var mislykket.
For dog at fastholde forlæggernes interesse for det nordiske projekt, iværksatte kultursekretariatet støtteforanstaltninger til oversættelse af bøger, den såkaldte nabo-landsstøtte, som medvirker til, at der hvert år oversættes et antal nordiske bøger, bl.a. vinderen af litteraturprisen og gerne bestsellers. Også ved bogmesser og andre litterære arrangementer, som afholdes med støtte fra Nordisk kulturråd, er det som regel bøger, der allerede er kendte, der får opmærksomhed.
Som det ideologiske grundlag for at fortsætte disse støtteprojekter, fastholdes stadig drømmen om at udbrede bøger på nordiske originalsprog, selv om der jo reelt kun kan være tale om dansk, norsk og svensk. Spørgsmålet er om disse tilskud overhovedet bidrager til udbredelsen af nordisk litteratur i de fem lande? Boghandlerne siger, at det for det meste er en underskudsforretning, som til dels finansieres ved tilskud fra Ministerrådet. Ved et seminar om det nordiske bogmarked i 1993 sagde en erfaren svensk boghandler, at svenskerne hverken vil eller kan læse på andre nordiske sprog. Ikke engang finlandssvenske bøger læser de!
Er det manglende evne til at læse, eller manglende vilje? Vi kan jo f.eks. sagtens læse engelsk hvis vi vil. Herhjemme trives engelsk litteratur i øvrigt både i bogklub- og i boghandlerregi.
Hvorfor vil vi så ikke læse nordiske sprog? Problemet er, at al den snak om nordisk lighed er misvisende. Det på-ståede fællesskab maskerer den kendsgerning, at de nordiske kulturer faktisk er meget forskellige.

Den nordiske bog
Altså: Der findes ikke nogen nordisk skønlitteratur, kun nordiske forfattere med hver deres budskab. Men når man nu, som det gøres i nordisk prisregi, anvender udtrykket "den nordiske bog", kunne det være interessant at forestille sig sådan en. Lad mig derfor forsøge med en beskrivelse af den typiske prisvinderbog med basis i min egen forskning.
Selv om det i år er blevet nomineret en række digtsamlinger, hvoraf en oven i købet har vundet, har den typiske nordiske vinderbog været en roman. De fleste dommere i priskomiteen synes, at en solid roman forslår bedre end en digtsamling og kan forstås af læsere i det øvrige Norden, hvorimod lyrik næsten altid tabes i en oversættelse. Den nordiske roman ville udspille sig på et sted lidt væk fra storbyen, eventuelt i et fjernt udkantsområde hvor naturen dramatisk reflekterer personernes indre kamp. Eftersom omgivelserne ofte udgør en idémæssig klangbund er det yderst sjældent at disse bøger foregår uden for nordens grænser. I modsætning til arabisk, indisk, amerikansk eller afrikansk litteratur, virker toppen af nordisk litteratur lidt provinsiel, vel nærmest som hjemstavnslitteratur.
Handlingen er karakteristisk ved hovedsagelig at be-stå i personernes udvikling gennem samtaler, eller via indre monolog. De er fortvivlede, kede af det eller føler sig forrådt. Det kan også ske, at menneskene skildres sensuelt eller humoristisk. Men store eller dramatiske plot, som man eksempelvis finder i bøger som Midnatsbørn eller Bliktrommen hører til de meget sjældne. Den nordiske handling er subtil. Den er skrevet i et spændstigt eller underfundigt sprog og viser menneskenes skjulte ressourcer.
Forfatteren går ikke til yderligheder i form eller indhold. Den nordisk bog er således nærmest en hyggelig bog, der ikke kræver nogen særlig indsats. Som vinderbog skal den kunne udbredes og flere medlemmer af den nordiske priskomité mener at det ikke er en god idé at nominere bøger som ikke kan forstås i de andre nordiske lande. Der er således normalt ingen plads til avantgardisme eller sproglige eksperimenter i den nordiske bog. Man skulle nødig skræmme nogen væk.
En vinderbog er en, som smagsdommerne er enige om mentalt kan oversættes til resten af Norden. Dermed har vi tryg forudsiglighed. Den nordiske bog er en bog som ligner vore hjemlige bøger.

Fiktivt begreb
Ovenstående er ikke en sikker opskrift på en nordisk prisvinder, men mange af vinderbøgerne er faktisk blevet tillagt nogle af disse karak-
teregenskaber som begrundelse for at blive udvalgt. Paradokset er, at det fiktive begreb 'nordisk litteratur' bliver skabt af sådanne vurderinger og fastholdes af rækken af nordiske prisbøger, samt af selve prisbegivenheden.
Nordisk Råds litteraturpris, finansieret med 350.000 d.kr af vores skattekroner, har med sin nordiske sigt institutionelle hensigter. Miseren er at disse bøger, ud over at være solide bøger, også prætenderer at være toppen af isbjerget af nordens litteratur. Det bedste vi har. Men er det sandt? Hvad bliver der af alt det, som ikke passer ind i priskomiteens formel? Det eksperimenterende. Det skæ-ve. Den litteratur der ikke refererer til nordisk historie eller til noget nordisk i det hele taget. Kan den ikke være god?
Den bog der får den nordiske litteraturpris bør ikke anerkendes som Nordens bedste bog, fordi den kan vælges som repræsentant for 'nordisk litteratur'. En prisvinder bør udelukkende anerkendes på grund af sin høje litterære og kunstneriske kvalitet!
Jeg vil ikke som den nu afdøde kritiker Poul Borum insistere på, at komiteen må skiftes ud. Men hvis den nordiske litteraturpris skal tjene litteraturen og ikke blot drysse kulturelt stjernestøv over Nordisk Råds session, må
priskomitéen vove pelsen.
For at litteraturen ikke skal synke ned i en kvalm
bestsellerismes kedsommelighed må komiteen påtage sig den opgave, det er at stimulere vækstlaget inden for deres nationale litteratur. De må kort sagt begynde at nominere de modige forfattere, i stedet for at belønne 'nobelværdige' forfattere for lang og tro tjeneste. En sådan dristighed hos de nordiske smagsdommere kunne sikre at den nordiske kanon fremover også bliver en litterær fornøjelse.

*Inger Thorun Hjelmervik har lavet Ph.D.-afhandling om litterære priser med udgangspunkt i Nordisk Råds litteraturpris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her