Læsetid: 4 min.

Ny musik - i live og på cd

14. januar 1998

Prøv noget nyt: Gå til koncert med helt nykomponeret musik - noget af musikken kan også købes på cd

Den ny musik i København finder man blandt andet i foreningen Musica Nova, der arrangerede en vellykket 1996-udgave af ISCM Verdensmusikdagene. Ofte er det hændt, at ny musik-foreninger, der har arrangeret denne store festival, er gået død efter begivenheden. Helt bogstaveligt. Efter ISCM festivalen i Mexico City for nogle år siden, ophørte den lokale ISCM-afdeling med at eksistere, som følge af en sprængning af budgettet.
Musica Nova, der som en Fugl Føniks voksede ud af asken fra det nedbrændte DUT (Det Unge Tonekunstnerselskab), kom mere end helskindet fra at arrangere ISCM Festivalen i 1996. Mange taler om arrangementet som en positiv oplevelse.

Spændende forår
Nu har Musica Nova udsendt forårsprogrammet, der er blevet til i et samarbejde med Danmarks Radio, hvor de fleste koncerter også finder sted. Den første koncert fandt sted i søndags, nogenlunde samtidig med den vellykkede digterkoncert i Den Anden Opera.
Næste koncert er den 25. januar, hvor cellisten Niels Ullner og pianisten Valeria Zanini spiller ny latinamerikansk musik. Koncerten vil give mulighed for, at vi kan stifte bekendtskab med chilensk musik. I tilknytning til koncerten holder Gustavo Becerra-Schmidt et foredrag af om chilensk musik på Musikvidenskabeligt Institut. Det sker fredag den 23.1. kl. 13.15 i lokale 112.
Musica Novas koncertserie byder på ny musik helt frem til maj måned. Ved sæsonens sidste koncert den 14.5 kl. 20 spiller Fredrik Lundin og Ensemble Nord i Vega. En af de mest normsprængende koncerter i foreningens forårsprogram.
Kontakt Musica Nova for yderligere oplysninger på tlf./fax 33 93 00 24.

Ugens udgivelse
Svend Hvidtfelt Nielsens (f. 1958) musik kan høres på en ny cd. Den første portræt-udgivelse med komponistens musik er kommet på plademærket dacapo (8.224079).
Det er Storstrøms Kammerensemble under Henrik Vagn Christensen, der spiller Hvidtfelt Nielsens musik for kammerensemble. Musikken lyder godt, ikke mindst værket Flowerfall fra 1993, hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at musikken er godt komponeret. Men det hænger også sammen med, at der er arbejdet med lyden. Dette i et omfang, der gør det rimeligt at gøre opmærksom på tilstedeværelsen af en producer og en lydtekniker.
Jeg har fulgt Hvidtfelt Nielsen siden hans første værker. Husker endnu opførelsen af hans dobbeltkoncert for cello og guitar (Lovesong) ved en Ung Nordisk Musik-festival i Stockholm. Siden er håndværket blevet bedre, tonesproget mere personligt, præget af en poetisk-lyrisk strøm, der giver mindelser til musik af Hans Abrahamsen og Bent Sørensen.
Hvidtfelt Nielsen er inspireret af de nære musikalske omgivelser, hvilket ikke betyder at musikken er provinsiel. Værkerne Flowerfall, Into the Black, Serenade, White Light og Crossing Styx, kredser om de samme, stærke billedskabende udtryk. Her har stilheden sin naturlige plads, gentagelsen hører også med, melodierne er naturlige, udmålingen af skønheden en klar mulighed.
Måske Hvidtfelt Nielsen nu for alvor formår kunstnerisk at samle impulserne fra sit usædvanligt bredspektrede interessefelt. Han er Musikvidenskabsmand, musiker (organist), underviser i musikteori, han er fagfilosof og ikke mindst komponist.

Editionsbøffer
Cd-udgivelsen med Hvidtfelt Nielsens musik er udstyret med et teksthæfte, der i kvalitet ligger under det, dacapo sædvanligvis udgiver. Ud over tekster om komponist og værk, der kunne trænge til en kærlig journalistisk behandling, kan booklet-redaktøren også skrive 'ordblind og/eller sjuskemikkel' på visitkortet.
En introduktionstekst om kunstneren til købere i ind- og udland, som skal skabe interesse for komponistens musik, har intet at gøre med universitets-lir, som begraver musikken i faglig jargon.
Når de lærde samtidig ikke kan stave til digression, disparat og facilitet, når redaktøren ikke ved, at Det Jyske Musikkonservatorium hedder The Royal Academy of Music, Århus, på engelsk - ja, så bliver den akademiske ordstrøm nærmest komisk.
Når det er sagt, glæder man sig over, at det er muligt at lave en portræt-cd med en yngre dansk komponist som Hvidtfelt Nielsen. Det giver kunstneren mulighed for at møde et nysgerrigt lyttende publikum i et omfang, der ikke var tænkeligt for 15 år siden. Der udgives ny musik som aldrig før herhjemme. Tak for det.

Messiaen i Viborg
Ny og nyere musik opføres ikke kun i København. I anledning af at den franske komponist Olivier Messiaen ville være fyldt 90 år i 1998, arrangerer Viborg Domkirke otte koncerter i årets løb. Her vil det være muligt at høre samtlige Messiaens orgelværker plus hans Kvartet til tidens ende.
De fleste af Messiaens større orgelværker knytter sig til en særlig periode eller begivenhed i kirkeåret. Koncerterne i Viborg er derfor fordelt sådan over året, at hver koncerts hovedværk bliver spillet i nær tilknytning til det liturgiske/bibelske emne.
Eksempelvis spiller Hanne Kuhlmann Pinsemessen torsdag efter pinse, og Flemming Dreisig spiller allehelgensmusikken Les corps glorieux torsdag efter allehelgen.
Viborg Domkirkes Marcussen-orgel fra 1966 har mange af de tekniske faciliteter, med stemmer som Messiaen med forkærlighed bruger. Når man dertil lægger en pragtfuld akustik, er der gode odds for opførelse af komponistens orgelmusik.
Næste koncert er den 2. april kl. 20, hvor Asger Pedersen spiller Livre du Saint Sacrement fra 1984.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her