Læsetid: 6 min.

En ny tids andelsbønder

30. januar 1998

På Søgård Andelsbrug i Vestjylland forenes økologi med stordrift og fælleseje

Mogens Nielsen er landmand og medejer af 190 køer med dertil hørende kalve og kvier. Det er over tre gange så mange kreaturer som på et gennemsnitligt dansk kvægbrug.
Trods alle de arbejdskrævende dyr kan Mogens Nielsen tillade sig en normalt uhørt luksus for en landmand - han kan holde fri for at blive hjemme og passe sin fire-årige datter, når hun er for syg til at komme i børnehave.
Hvilket netop er tilfældet denne dag, hvor Information besøger Søgård Andelsbrug ved Sønder Felding, godt en snes km. syd for Herning og øst for Skjern.
Søgård er Mogens Nielsens arbejdsplads og er noget så specielt som et stort økologisk landbrug, ejet i fællesskab af seks andelshavere.
Modsat en almindelig selvejende landmand, der så godt som altid har måttet stifte en flere millioner kr. stor gæld for at købe en gård, har hver af de seks ejere af Søgård kun investeret 200.000 kr. i en andel.
En anden stor forskel er, at ejerne af Søgård arbejder som lønmodtagere på deres egen gård.
Andelsselskabet udbetaler en fast timeløn, og de arbejder efter eget valg mellem 40 og 45 timer om ugen. En usædvanlig kort arbejdsuge på et landbrug med malkekøer.
Som andre lønmodtagere har de ret til fem ugers ferie. Og altså til at holde fri, når barnet er sygt.
Kort sagt: På Søgård er der kommet nyt indhold i den gamle andelstanke, og Søgård Andelsbrug er et synligt bevis på, at stordrift ikke nødvendigvis hænger sammen med det traditionelle selveje, med én ejer pr. bedrift.

Bygget fra bunden
Historien om Søgård Andelsbrug begynder i 1979, hvor otte unge og nyuddannede landmænd slog sig sammen om at købe 100 hektar sandet jord med et stuehus, en lade og nogle stalde, der var så forfaldne, at de bare var til at rive ned.
"Vi startede helt fra bunden. Der var ingen dyr på gården, da vi overtog den. Sammen med nogle håndværkere byggede vi selv stalde, silo og gylletanke til 180 køer", fortæller Mogens Nielsen.
I begyndelsen drev Søgårds nye ejere gården på konventionel vis. Tanker om økologisk drift forblev kun tanker. Det ville være alt for økonomisk risikabelt at realisere dem, lød ræsonnementet den gang.
Men tiden var med økologien, og i 1987 lagde Søgård Andelsbrug om: "Der var kommet nye folk ind i gruppen, som var mere økologisk inspirerede, og markedet for økologiske varer var blevet bedre".
"Vi tog de døde hummere til os på en positiv måde", siger Mogens Nielsen med et smil og en hentydning til den kurvfuld skaldyr, der i 1986 blev vist i TV-Avisen, og som til det konventionelle landbrugs voldsomme irritation gav anledning til vandmiljøplanen.
Siden starten har Søgård Andelsbrug købt og forpagtet mere jord og driver nu 210 hektar.
Markerne dyrkes dels med græs og andet foder til kvæget, dels med kartofler, løg og gulerødder.
Kartoflerne og grønsagerne bliver solgt til FDB og private grossister gennem andelsselskabet Fælles Grønt Vest, som Søgård Andelsbrug har oprettet sammen med andre økologiske landmænd på egnen. Mælken går til mejeriselskabet KløverMælk.

Sjællandsk bondesøn
Foruden jorden, driftsbygningerne, dyrene og maskinerne ejer andelsbruget også fem stuehuse, hvor fem af de seks ejere bor med deres respektive familier. Den sjette - Mogens Nielsen - bor i et parcelhus i Sønder Felding by med sin hustru og deres snart to børn.
Foruden ejerne er der afhængig af årstiden ansat fra tre til fem medhjælpere på Søgård. Og om sommeren en masse børn til lugearbejde.
Mogens Nielsen ved fra sin barndom udmærket, hvordan tilværelsen er for en traditionel selvejer. Han er søn af hvad han selv kalder "en sjællandsk bondemand", med en gård stor nok til, at familien kunne leve af den.
Den sjællandske bondesøn er ikke i tvivl om, at han foretrækker livet som vestjysk andelslandmand.
"Her har man kolleger og går ikke alene med det. Vi ses alle sammen til frokost hver dag, og er ellers delt op i arbejdsgrupper. Jeg er sammen med en anden i grøntsagerne. Men hvis der er brug for noget ekstra arbejdskraft en dag, så kan vi trække på de andre. Ligesom jeg kan gå i stalden og malke, hvis der er brug for det".
"Vi har alle gået på landbrugsskole og har det grønne bevis, så vi ved alle noget om det hele. Det giver sikkerhed ved ferie og sygdom".
En stor og ofte overset drivkraft i landbrugets strukturudvikling er moderne bønders krav om en moderne livsførelse med ferie hvert år og en arbejdstid, der ikke langt overstiger det normale på arbejdsmarkedet.
Strategien til at nå det mål er på traditionelle selvejergårde at gøre bedriften så stor, at der er råd til at ansætte folk, der kan klare sagerne mens ejeren er væk.
På Søgård Andelsbrug er strategien at være stor nok til at beskæftige de seks ejere og nogle medhjælpere. Andelsorganiseringen har bl.a. den fordel, at der er et ligeværdigt fællesskab mellem ejerne, og at de hver især har kunnet nøjes med at skyde 200.000 kr. i foretagendet. Mens selvejer-landmænd hæfter for alle de mio. kr., deres gård koster.

Besværligt demokrati
Men det demokratiske fællesskab har også sine klare ulemper. Den enkelte mister noget af sin frihed.
"Det er fællesskabets begrænsning. Alt skal vendes og drejes to gange - eller tre måske - før der kan træffes en beslutning. Og man skal acceptere, at flertallet bestemmer, selv om man måske ikke er helt enig i beslutningen. Jo, det koster noget frihed, noget selvstændighed og noget stolthed", siger Mogens.
De mange møder og til tider seje beslutningsgange har været medvirkende til en del udskiftning i ejergruppen. Af de oprindelige otte andelshavere er i dag kun de to tilbage.
Andre årsager til, at andele har skiftet ejer, har været, at arbejdet på gården var for fysisk hårdt for nogen, og at de smukke drømme ved opstarten fortonede sig i en grå hverdag, i nogle økonomisk dårlige år i begyndelsen af 80'erne. Da gjaldt det bare om at få produceret så meget som muligt for overhovedet at kunne overleve. Et andet minus ved andelsorganiseringen, set i forhold til selvejet, er, at der ikke er nogen pensionsopsparing i gården.
Når en almindelig landmand bliver gammel, skylder han som oftest kun få penge væk, men kan sælge sin gård dyrt. Dermed får han penge med sig, som den unge, der køber gården, til gengæld betaler ved hjælp af lån, som han stifter.
På Søgård Andelsbrug må ejerne ikke sælge deres andelsbeviser for mere end 200.000 kr. plus pristalsregulering. Det gør det nemt og billigt for en ny andelshaver at komme ind. Men det gør også, at den gamle andelshaver ikke får nogen opsparing med sig ud. Det problem håber folkene på Søgård at kunne løse ved at etablere en ordning med pensionsopsparing. Endnu har Søgård dog ikke haft et så stort overskud, at der har været penge til formålet.
Mens andelsorganisering som på Søgård et meget sjældent syn i dansk landbrug, findes der lidt flere interessentskaber, der ligner andelsbrug. I/S'erne er ofte oprettet af far og søn, men kan også være dannet af landmænd fra samme generation, der ønsker at arbejde sammen.
Mogens Nielsen tror, at der vil komme flere landbrug med en eller anden form for fælles ejerskab, i takt med udviklingen hen mod stadig større gårde.
"Den enkelte bedrift bliver efterhånden så stor, at det bliver umuligt for en enkelt at overtage den. Desuden kommer halvdelen af de unge, der starter på en landbrugsskole i dag, ikke selv fra landbruget. De har ikke den der tradition for, at det skal være selveje. De kommer mere med en lønmodtager-tankegang og vil gerne holde fri nogenlunde ligesom andre mennesker", siger andelsbonden hjemme ved sin virusramte datter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu