Læsetid: 12 min.

Økonomiens Elendighed

16. januar 1998

Den økonomiske teori gøres stadig mere abstrakt med avancerede matematiske ligninger, og den økonomiske tænkning bliver mere og mere virkelighedsfjern

ESSAY
Hører økonomisk teori stadig hjemme i det samfundsvidenskabelige fakultet på universitetet? Eller har det både med hensyn til metode som med indhold ændret sig så meget, at faget måske med større ret burde placeres under naturvidenskaberne sådan et sted mellem teoretisk fysik og astronomi? Jeg havde i hvert fald for nylig den chokerende oplevelse at måtte konstatere, at nationaløkonomisk teori i dag næsten udelukkende benytter sig af matematik, og at valget af forudsætninger om den menneskelige adfærd og evne til at forudse fremtiden forekommer sært verdensfjerne. Troen på markedsmekanismens ufejlbarlighed har samtidig løsrevet sig fra den virkelighed, der omgiver os.
Dagen begyndte ellers så godt. Jeg havde nemlig aftalt med mine teenage døtre, at nu skulle jeg vise dem den hæderkronede Studiegård, hvor økonomiforelæsningerne blev holdt for 25 år siden.
Uret på Skt. Petri havde netop slået de 12 slag, der tilkendegiver, at forelæsningen er slut og ud kommer de studerende fra Auditorium B. Der er ikke så mange, som der plejer at være, og de virker næsten forjagede. Det er tydeligt, at forelæsningen var noget, som skulle overstås. Den har øjensynligt ikke lagt op til fortsat diskussion. Og de studerende skal videre til deres respektive erhvervsarbejder.
Vi går op mod strømmen for at komme ind i det nyistandsatte, men alligevel velkendte, auditorium - vi skulle da lige se, hvad der havde været emnet for dagens undervisning.
Jeg har altid berømmet for mine børn Anders Ølgaards forelæsninger for deres aktualitet og relevans for forståelsen af de store samfundsproblemer. Ingen forelæsning uden spørgsmål som arbejdsløshed, budgetunderskud eller fattigdom blev berørt. Men, hov, der var noget galt - for tavlen var fyldt med græske bogstaver, og rækkevis af matematiske ligninger, lige bortset fra et enkelt Q.E.D. (hvilket skulle bevises) nederst i tavlens højre hjørne. En forkortelse, som jeg svagt erindrede mig fra min gymnasietids matematikundervisning.
Et øjeblik greb uroen mig, kunne det mon være matematik eller teoretisk fysik, der var blevet doceret ved den netop afsluttede forelæsning? Var det alligevel slet ikke økonomistuderende, vi var stødt ind i på vej ind i auditoriet? De havde godt nok også for økonomistuderende været påfaldende tavse - næsten med et tomt udtryk i øjnene.
Hvad var det for en uorden? Havde naturvidenskaberne nu som en anden gøgeunge fortrængt mit gamle økonomistudie fra Studiegården? Jeg henvendte mig til en af de få tilbageblevne studenter, der var i gang med at pakke sin bærbare computer sammen, og spurgte hende forsigtigt, hvilket af de naturvidenskabelige fag hun mon studerede?
"Det er da videregående makroøkonomisk teori!"
"Nåh ja, selvfølgelig", svarede jeg (børnene skulle jo ikke tro, at jeg var helt out-dated). "Men sig mig lige, hvad er det egentlig, som er blevet bevist under dagens forelæsning?"
"Nu skal du bare høre," begyndte den tålmodige student: "Oppe i venstre højre står der (godt nok med græske bogstaver), at vi antager, at alle mennesker er ens og upåvirkelige af deres omgivelser, bortset fra ændringer i priserne, at de har umættelige behov og alle stræber efter størst mulig individuel velstand, samtidig med at de altid foretrækker mere fremfor mindre af alle varer."
"På næste linje har vi forudsat, at alle virksomheder profitmaksimerer og kan trække arbejderne ind og ud af beskæftigelse (men det gør ikke noget, siger vores forelæser, for hvis bare arbejderne er villige til at gå ned i løn, så vil der altid være et nyt job til dem i en anden virksomhed), og så er der i øvrigt heller ikke noget, der hedder teknologisk arbejdsløshed."
"Alle virksomhederne antages at sælge deres varer på markeder, hvor der hersker fuldkommen konkurrence (ingen monopoler). Løsningen til alle disse mange ligninger kalder vi en markedsligevægt, og hvis bare ligningerne har nogle 'pæne matematiske egenskaber', så kan vi finde en sådan løsning. Det brugte vores forelæser i hvert fald megen tid på, og lige inden klokken faldt i slag lykkedes det ham at bevise (sagde han i hvert fald), at der eksisterer én og kun én pris til alle de forskellige varer i markedsøkonomien. Men det krævede altså, at alle de mange forudsætninger, som jeg lige har nævnt, er opfyldt, ellers kunne man ikke sige noget præcist om, hvad der ville ske i samfundsøkonomien. Ja, jeg måtte faktisk forstå ham sådan, at hvis blot én af forudsætningerne ikke var opfyldt, så holdt beviset ikke, og det ville være usikkert, om markedsøkonomien overhovedet eksisterede."
Spiller det ikke en rolle for resultatet, hvad folk forventer, der sker i fremtiden? Om de er pessimister eller optimister? spurgte jeg nysgerrigt.
"Næ, det gør det ikke", svarede den nu lidt utålmodige student, "for det @, der står lidt nede til venstre på tavlen, betyder - sagde vores forelæser i hvert fald - at alle mennesker forudsættes at have såkaldt rationelle forventninger til fremtiden. De antages slet og ret at vide alt om den fremtidige udvikling."
Nu forekom det mig, at argumentationen begyndte at gå i ring: Det vil sige, at virksomheder og husholdninger antages at kende de priser, som I har brugt en hel formiddag på at bevise eksistensen af - oven i købet under ret så specielle og dermed begrænsende forudsætninger?
Det var ikke et spørgsmål, der var blevet berørt under forelæsningen, så det var nok ikke pensum, og hermed slap studentens tålmodighed op, og hun var allerede halvvejs nede af trappen på vej til sit studenterjob i - Konkurrencerådet!

Det lykkedes mig således ikke ved denne lejlighed, at få de mindst lige så utålmodige børn overbevist om, at økonomi netop var faget, hvis man interesserer sig for arbejdsløshed, fattigdom og miljøproblemer.
Men det virkelige chock indtrådte først, da jeg kom hjem og fandt det seneste nummer af Nationaløkonomisk Tidsskrift (1997/2) liggende i dagens post, og frontartiklen var netop en beskrivelse af, hvordan den på tavlen forsimplede ligevægtsbeskrivelse af samfundsøkonomien danner grundlaget for den nyeste modeludvikling i Danmark (og en række af de øvrige OECD-lande).
De anførte ligninger udgør en væsentlig del af det teoretiske grundlag for den absolut nyeste økonomiske makromodel udviklet i gennem 1996 og 1997 i Danmarks Statistik - af bl.a. forelæserne i moderne makroøkonomisk teori på Københavns (og Århus) økonomiske instituttter. Det er en såkaldt CGE-model CGE - Computable General Equilibrium model, hvilket i dansk oversættelse bliver noget i retning af anvendte generelle ligevægtsmodeller.
Denne generelle ligevægtsmodel opbygges i Danmarks Statistik over den teoretiske skabelon, som jeg stødte på i Studiegården (og som er beskrevet i bl.a. Olivier Blanchard & Stanley Fischer: Lectures on Macroeconomics, Cambridge, MIT Press, 1989.) Den eneste forskel mellem modellerne er, at på tavlen kan man kun tumle nogle få ligninger og må derfor nøjes med nogle få repræsentative forbrugere og virksomheder - i computermodellen er der forskellige typer af forbrugerne differentieret mht. alder, køn og (nok så vigtigt) uddannelse. Virksomhederne kan producere forskellige varer med forskellig teknik. Det gør de dog endnu ikke i Danmarks Statistiks model - her produceres én og kun én vare, der så repræsenterer det samlede bruttonationalprodukt.
I et forsøg på at tilnærme modellen til virkeligheden, er den fuldkomne konkurrence blevet suspenderet på arbejdsmarkedet. Her antages det tværtimod, at det er fagforeningerne, der suverænt fastsætter lønnen. Man spørger ikke om, det er en mere realistisk forudsætning end at overlade det til markedskræfternes frie spil, bliver ikke diskuteret - men det placerer dog bekvemt ansvaret for den arbejdsløshed, der opstår i modellen hos fagbevægelsen.
De danske eksportører bliver (måske lidt overraskende) også tildelt en monopollignende rolle. Modelbyggerne antager med andre ord, at danske virksomheder har en vis markedsstyrke i forhold til deres udenlandske konkurrenter. En antagelse, der ligeledes bryder med princippet om fuldkommen konkurrence og som begrundes med ønsket om at gøre modellen lidt mere virkelighedsnær. Det er, som om modelbyggerne antager, at dansk eksport overvejende består af B&O-produkter.
Endnu et chock fik jeg, da indholdet af det fine ord kalibrering, der er artiklens terminologi for dataanalyse, blev forklaret. Det dækker over det faktiske forhold, at der (i hvert fald delvist) bliver gættet på de værdier, som man tildeler de græske bogstaver i de forskellige ligninger til beskrivelse af virksomheders og husholdningers adfærd.
Nogle af gætte-værdierne tages dels fra nationale og dels fra andre internationale studier, hvis de ser fornuftige ud. "Denne fremgangsmåde kan forekomme urimelig - når alt kommer til alt: hvordan kan vi vide, hvilke tal (eksogene parameterværdier) der er 'fornuftige'?," skriver forfatteren i et anfald af selvkritik.
Jeg kan ikke være uenig med ham; for fremgangsmåden er afgørende forskellig fra den, man bruger, når man skal fastlægge parameterværdier i den gamle ADAM-model. Her benyttes mere velfunderede statistiske metoder for at sikre, at værdierne har en ordentlig emperisk forankring. Men det skal blive endnu værre; når de resterende parameterværdier efterfølgende skal beregnes, sker det med to grove antagelser:
nat de på forhånd kalibrerede værdier er en korrekt beskrivelse af den økonomiske adfærd og,
nat dansk økonomi var i ligevægt i det af modelbyggerne angivne kalenderår.
I den danske DREAM-model postuleres det frejdigt, at 1995 var et ligevægtsår. Det betyder, f.eks. at de 288.000 personer, der var registreret som ledige modelmæssigt bliver karakteriseret som frivilligt arbejdsløse; for i et ligevægtsår kan der pr. definition ikke være ufrivillig arbejdsløshed. Modelbyggerne antager bare, at de 288.000 personer selv har valgt en tilværelse i lediggang på dagpenge frem for arbejde.
(Mon ikke læseren allerede nu kan gætte sig til, hvad der bliver resultatet, når DREAM-modellen skal give et bud på sammenhængen mellem beskæftigelsen og dagpengeniveauet?).
Modelbyggerne justerer efterfølgende alle poster på de offentlige budgetter, så de svarer til den såkaldte ligevægtstilstand i året 1995. Man forøger f.eks. indtægterne så meget, at underskuddet forsvinder.
"På dette sted hænder det ofte, at læsere skolet i økonometrisk metode får et ildebefindende", skriver forfatteren nok så kækt ( - og det kan jeg til fulde kan bekræfte.
Ildebefindende er et alt for mildt udtryk - koma ville være bedre dækkende, idet kravet til enhver teoretisk model må være en efterfølgende grundig empirisk afprøvning. Alt andet vil få filosoffen Karl Popper til at rotere i sin grav.

Det er på tide at spørge, om den skitserede teoretiske tænkning giver en bare tilnærmelsesvis tilfredsstillende beskrivelse af dansk økonomi anno 1995 - for slet ikke at tale om den økonomiske udvikling i de næste 50-100 år, som modellen angiveligt skal benyttes til at give en beskrivelse af? Hvordan kan dette spørgsmål overhovedet besvares, når den teoretiske model ikke er og åbenbart heller ikke kan eftervises på et solidt empirisk grundlag?
Modelbyggerne af denne generelle ligevægtsmodel har sat sig mellem to stole.
På den ene side har de en naiv teoretisk model til at beskrive husholdningers og virksomheders adfærd. Og samtidig udelader de frejdigt hele den finansielle sektor.
Påstanden er, at penge og finansielle aktiver er overflødige i en teoretisk ligevægtsmodel, idet alle størrelser i modellen er reale (som om vi lever i en bytteøkonomi).
De har også opgivet at forklare teknologiske fremskridt og at belyse produktionens miljømæssige konsekvenser for velfærd og produktivitet.
Hvad kan disse anvendte(?) generelle ligevægtsmodeller, så bruges til? Lad det være sagt straks. Det hersker der mildt sagt en del uenighed om - også i det danske økonommiljø.
Den her beskrevne DREAM-model er blot det nyeste skud på stammen af en hastigt voksende modeltradition. Som det forhåbentlig er fremgået af det foregående, så er disse 'DREAM-modeller' mest af alt et spejlbillede af, hvordan modelbyggerne ønsker, at den danske økonomi ideelt set fungerere.
Fleksibilitet er et af kodeordene - jo mere fleksibelt markedsøkonomien antages at tilpasse sig, jo mindre bliver produktionstabet, når de ydre vilkår ændrer sig.
Modellerne er ikke overbevisende. Et eksempel er Det økonomiske Råd, der i flere år har arbejdet med modeltype under kodenavnet GESMEC (og den skal ikke forveksles med den gamle SMEC-model, der var opbygget på grundlag af den keynesianske teori). På et tidspunkt viste modellens beregninger, at man vil kunne nedsætte CO2-udslippet med 25 pct. fra 1995 til 2005, og produktionstabet vil være uhyre lille: Det svare til en nedgang i det private forbrug på 0,3 pct.
Med andre ord viste GESMEC-beregningen, at det ikke vil koste ret meget at opfylde den vigtige miljømæssige målsætning om at nedbringe CO2-udslippet - men alligevel fik beregningen ingen fremtrædende rolle i den politiske miljødebat. Hvorfor? Mit svar er - desværre - fordi modelgrundlaget ikke er solidt nok funderet i den danske virkelighed. Den er i for høj grad præget af modelbyggernes ideale forestilling om, hvordan dansk økonomi burde fungere.

Internationalt har de 'anvendte generelle ligevægtsmodeller' allerede gået deres sejrsgang. Økonomiministeriet har importeret Den internationale Valutafonds verdensmodel med navnet MULTIMOD, der også bygger på såkaldt rationelle forventninger til borgernes og virksomhedernes fremtidige forbrug mv. "Forventningsdannelsen indebærer bl.a., at forbrugeren ved, hvad der vil ske i fremtiden, og at de ikke begår forventningsfejl," hedder det i ministeriets præsentation af modellen. Men MULTIMOD's forestillinger om fremtidige økonomiske udvikling i de central- og østeuropæiske lande er et skoleeksempel i, at de teoretiske antagelser er virkelighedsfjerne.
Inden man sætter regnemaskinen igang, så laver man først en række antagelser uden for modellen: Man antager for eksempel, at de central- og østeuropæiske lande får en mervækst i forhold til EU-landene på to pct. per år i de næste 25 år.
Da man tror, at bruttonationalproduktet i EU-landene vil vokse med to pct. om året, så forventer man derfor, at de central- og østeuropæiske landes BNP stiger med 4 pct. Det betyder med andre ord, at når vækstmaskinerne har hamret afsted i 30 år, så fortæller ligevægtsmodellen, at borgerne i de central- og østeuropæiske lande i år 2027 vil være nået op på det indkomstniveau, som EU-landene befinder sig på i dag! Men i samme periode vil EU-borgerne have fordoblet levestandarden, så der vil stadig være store indkomstforskelle mellem øst og vest i Europa.
Ingen af modelbyggerne har gjort sig ordentlige overvejelser om, hvordan forbrugerne og virksomhederne vil reagere i dette europæiske amokløb, hvor guleroden svinger foran næsen og lokker med større materiel rigdom.
Det eneste modelbyggerne kan sige er, at hvis alle forudsætningerne holder og folk opfører sig i overenstemmelse med modellens pæne antagelser, så skal man frem til år 2057, førend der har fundet en udligning af indkomstforskellene sted mellem Øst- og Vesteuropa. Spørgsmålet er blot om der overhovedet er nogen, der har fantasi til at forestille sig, hvad der vil ske med folks økonomiske adfærd, når produktions- og forbrugsniveauet i Vesteuropa i løbet af de 60 år er blevet ikke mindre end firedoblet ?
Næppe. Men alligevel kan man læse i den førnævnte artikel fra Nationaløkonomisk Tidsskrift, at de 'anvendte generelle ligevægtsmodeller' "har et solidt mikroøkonomisk fundament, der specificerer alle agenters (dvs. virksomheder og husholdninger) optimerende adfærd i ligevægt".
Fundamentet er mere end skrøbeligt. Virksomheder og forbrugere kan umuligt have rationelle forventninger og viden om fremtiden, og de handler ikke, som om de befandt sig i en teoretisk ligevægtstilstand. Tavlen i Auditorium B bør viskes ren: Der er nemlig både teoretisk og empirisk lang vej, førend vi har et tilfredsstillende modelgrundlag til at beskrive en stadig mere kompleks økonomisk virkelighed. Det er en overvældende opgave. Der er mange individuelle præferencer, institutionelle bindinger, sociale strukturer, miljøpåvirkning og så er der ganske almindelig usikkerhed med hensyn til fremtiden.
Derfor må ethvert projekt, der tror, at det kan sætte hele samfundsøkonomien på en fælles ligningsform, være dømt til at mislykkes.
Hvis man turde erkende det, så vil man måske igen kunne bringe de væsentlige nationaløkonomiske spørgsmål tilbage i undervisningen og til de økonomistuderende. Den 'moderne' makroteori burde være både mere jordnær og samtidig anvendelsesorienteret.
Der er masser af uligevægtsfænomener, der venter på at blive analyseret i en verden, der er præget af stigende arbejdsløshed, global fattigdom og truende miljøproblemer.

*Jesper Jespersen er professor ved Roskilde Universitets Center. Han uddyber sine synspunkter i en bog - Miljøøkonomi - der udkommer, i næste måned.

Kilde: Nationaløkonomisk Tidskrift, 1997/2: Introduktion til CGE-modeller skrevet af Toke Ward Petersen med en række relevante litteraturhenvisninger, dog ikke til Samfundsøkonomen årgang 1996, hvor der er en længere diskussion om forskellige modeltraditioners strker og svagheder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her