Læsetid: 5 min.

Oprør i Montenegro

15. januar 1998

Montenegro drømmer om at blive et nyt Monaco, men foreløbig kæmper landet mod serbisk overherredømme

PODGORICA
De to bilister, der krydser grænsen i det blege morgenlys tirsdag den 25. november, har ikke overbevist tolderne om, at de ikke har "noget af deklarere". En politibetjent svinger med en økse og truer med at smadre bunden på bagagerummet.
Chaufføren vender vognen og kører tilbage til Montenegro. Politiet skyder efter de flygtende.
Der er ingen ofre, men Serbien og Montenegro har haft deres første grænseepisode.
For det er en rigtig grænse, der i dag skiller de to republikker, som efter Jugoslaviens sammenbrud nu udgør Forbundsrepublikken Jugoslavien.
På den serbiske side af grænsen, hvor politiet er trukket i uniformer, der er anderledes end deres montenegrinske kollegers, er kontrollen rigoristisk: Bilister skal vise deres dokumenter og åbne bagagerummet; passagererne skal stige ud. Busrejsende skal stille op på række ved siden af deres bagage. Men endnu værre er det for lastbiler, som ofte bliver tilbageholdt i dagevis.
"Mit ministerium oversvømmes af klager," fortæller den montenegrinske industriminister, Miodrag Gomilanovic, og fremviser stakke af papirer oversået med navne og datoer.
"De fleste er fra firmaer, der mister kunder på forsinkede leverancer."

Ude efter øllet
De tilbageholdte varer er især øl fra bryggeriet i Niksic, som for nylig er blevet privatiseret og solgt til en belgisk forretningsmand, og cigaretter fremstillet af montenegrinsk tobak.
Officielt vil Serbien standse smuglergods og forhindre firmaerne i at spekulere i de lavere montenegrinske skatter. I realiteten har serberne lagt en løkke om halsen på Montenegro, som de strammer og løsner i takt med ændringerne i det politiske forhold mellem Beograd og Podgorica.
Rebet er blevet strammet de senere måneder - mere præcist fra det øjeblik, da den montenegrinske ministerpræsident, Milo Djukanovic, vovede at sige, at den stærke mand i Beograd, Slobodan Milosevic, var en "færdig mand, uden politisk fremtid".
Da han også stillede op til præsidentvalget mod Milosevic' favorit, den siddende præsident Momir Bulatovic, blev det økonomiske pres værre end nogensinde. Det giver sig f.eks. udslag i boykot af den montenegrinske havneby Bar til fordel for græske eller bulgarske havne og import af salt, som man ellers kunne få fra saltværket i Ulcinj i Montenegro. Djukanovic' sejr i oktober gjorde tolderne endnu mere nidkære.

Minder om Slovenien
Det hele minder om de forholdsregler, Serbien tog over for Slovenien, lige før det titoistiske Jugoslavien gik i opløsning i 1991. Og det er svært ikke at tænke på, at presset dengang ikke fik den lille oprørske republik til at give sig, men tværtimod fremskyndede løsrivelsen.
"Vi er i dag det mest indeklemte land i verden," konstaterer viceministerpræsident Miodrag Vukovic bittert. I bestræbelserne for at normalisere forholdet til Zagreb har Beograd forhandlet om åbning af grænseovergange i nordvest, men helt ignoreret det sydøstlige område, hvor Montenegro støder op til Kroatien.
I øst har grænsen til Albanien - det største hul i FN's sanktioner mod Jugoslavien under krigen - været lukket, siden de albanske uroligheder i vinteren 1996-97 og er det stadig, selv om roen nu er genoprettet i landet.
Beograd vender det døve øre til Montenegros bøn om at åbne grænserne og ophæve visumtvangen. Det er et krav fra de store udenlandske rejsearrangører, som Montenegro er afhængige af for at få turismen i gang igen. Turistindtægterne er i dag 30-40 gange mindre end før krigen.

Efterlyser kapital
Montenegro, der drømmer om at blive et nyt Monaco, ved, at det ikke kan videreudvikle sine privatiseringsplaner uden tilførsel af kapital fra udlandet.
Men Forbundsrepublikken Jugoslavien er stadig på kant med de internationale finansinstitutioner på grund af sit stædige krav om at blive betragtet som Jugoslaviens efterfølger og sin uvilje mod at samarbejde med det internationale samfund - hvad enten det gælder udlevering af krigsforbrydere eller forhandlinger med albanerne i Kosovo-provinsen.
Milo Djukanovic har opfordret forbundsmyndighederne til at efterleve de internationale krav. I sommer bad hans regering i mere faste end høflige vendinger den krigsforbrydersigtede general Ratko Mladic, der holdt ferie ved kysten, om at forlade republikken.
Den nye præsidents holdning har vakt vrede i Beograd og hos Serbiens lokale støtter.
"Det er udlandet, der forsøger at svække Slobodan Milosevic og fremprovokere et nyt opgør i Jugoslavien," siger lederen af den pro-serbiske gruppe i parlamentet, Predrag Bulatovic.
Uafhængighed står dog ikke på den nye præsidents program - han siger, at han vil reformere det nye Jugoslavien.
"Forfatningen garanterer Montenegros ligestilling, og Milo Djukanovic beder blot Milosevic (der overtog posten som Jugoslaviens præsident i juli) om at overholde forfatningen," siger viceministerpræsidenten.

Demokrat af nød
I Montenegro minder man gerne om, at det daværende kongerige i forrige århundrede blev anerkendt som stat før Serbien, og man lægger stor vægt på suverænitetens symboler.
Som en reaktion på den påtvungne isolation har republikken grundlagt sit eget luftfartsselskab, Montenegro Airlines, der ud over Serbien flyver til Bari i Italien og den ungarske hovedstad, Budapest. Man er holdt op med at sende den serbiske tv-avis og har oprettet et selvstændigt nyhedsbureau, Montenafax.
Indadtil har den lille republik oplevet en reel åbning. Djukanovic - der er "demokrat af nødvendighed, ikke af overbevisning," som en uafhængig journalist skrev - har indgået en aftale med oppositionen om en gennemgribende reform af valgsystemet inden parlamentsvalget til foråret. Og han har støtte fra de små albanske partier, hvis ledere ikke udelukker at gå med i en koalitionsregering.
Det er dog ikke sandsynligt, at Beograd i længden vil tolerere eksistensen af to forskellige systemer i samme stat.
"Flertallet i Montenegro går ikke ind for uafhængighed," forklarer politologen Srdjan Darmanovic.
"Selv de fleste af Djukanovic' vælgere ønsker ikke at opløse forbundsstaten, især ikke hvis de risikerer noget ved det. Men det er lykkedes Milosevic at jage andre ud af eks-Jugoslavien, og det samme kan ske med Montenegro."
Djukanovic og hans folk satser på et "fornuftsægteskab"
"Serbien har brug for adgang til havet, og vores økonomi kan dårligt nok klare udgifterne til statsadministrationen," forklarer viceministerpræsident Vukovic. "Men hvis Serbien bliver ved med at undergrave Montenegros politik med henblik på at skabe en enhedsstat, er vi nødt til at holde en fokeafstemning og spørge borgerne, om de vil leve i en stat, hvor de ikke længere har deres egen stat."
Fløjlsskilsmisse, ny krig eller tilbagevenden til Beograds skød - alle muligheder er åbne for Montenegro. Ved valget i maj håber det pro-serbiske parti, som stadig er det største i republikken, at gennemføre den sidste løsning med fredelige midler.

FAKTA
Serbiens lillebror
Montenegro har sammen med Serbien siden april 1992 udgjort Forbundsrepublikken Jugoslavien.
Misforholdet er tydeligt:
Montenegro strækker sig kun over 13.812 km2 og har 650.000 indbyggere mod omkring 10 millioner serbere.
Foruden montenegrinere bor der også 14 procent muslimer og syv procent albanere.
Montenegro blev dannet ved sammenlægning af områder, der undgik den tyrkiske besættelse af Balkan.
På Berlinerkongressen i 1878 blev kongeriget Montenegro anerkendt som et selvstændig land.
Efter Første Verdenskrig indgik det i Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige, og fra 1945 var det en af de seks republikker i Titos Jugoslavien.

© 1997 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu