Læsetid: 3 min.

Optræk til forbud mod islamisk parti

7. januar 1998

Meget tyder på, at det islamiske tyrkiske Velfærdsparti Refah bliver forbudt, når forfatningsdomstolen om kort tid er klar med en dom

Efter læsning af en 400 siders rapport fra Tyrkiets statsanklager, træder de ti dommere ved landets forfatningsdomstol i morgen torsdag sammen for at begynde voteringen i sagen mod det islamiske Velfærdsparti (Refah).
Alle tegn i halvmåne og stjerner peger på, at Refah forbydes for "anti-sekulært" virke. Altså at partiet er imod den skarpe opdeling af religion og stat, som Tyrkiets grundlægger Kemal Atatürk indførte ved statens dannelse i 1923.
"Det kan selvfølgelig være, at man vælger at sige, at det tyrkiske demokrati er så stærkt, at man ikke behøver at fortolke Atatürk-dyrkelsen så stærkt. Men det mest sandsynlige er, at det bliver til et forbud," vurderer Muzeyyen Boztoprak, cand.oecon ved Center for Mellemøststudier på Odense Universitet overfor Information.
Hun mener ikke, man skal lægge noget i, at afgørelsen er blevet udskudt og først kommer her i januar - modsat tidligere forventninger om en afgørelse før jul. Det kan ikke umiddelbart tolkes som om, domstolen er ved at få kolde fødder med hensyn til et forbud.
"Udskydelsen er ikke så underlig, for der er trods alt tale om, at dommerne skal læse 400 sider og votere. Desuden skal de diskutere indbyrdes, og det er da ikke utænkeligt, at der er nogle dommere (blandt de ti, red.) der ikke mener, Refah har gjort noget forfatningsstridigt. Desuden skal de også vise overfor omverdenen, at de har diskuteret sagen og tager den alvorligt. Hvis man sammenligner med eksempelvis Tamil-sagen i Danmark, så har denne sag været utrolig kort," siger Boztoprak.

Opstår som nyt parti
Hvis Refah forbydes, vil det ikke få nogen reel betydning for islamisterne, mener hun.
"De vil opstå som et nyt parti, der allerede har samlet en million underskrifter," siger Muzzeyyen Boztoprak med henvisning til partiet Fazilet (Dydens Parti).
Ved at forbyde Refah håber statsanklageren - og Mesut Yilmaz' koalitionsregering - at kunne knække partiets efter tyrkiske forhold suveræne organisering og tilslutning på godt 21 procent af stemmerne. Der er allerede opstået splittelse, således at ikke alle Refah-medlemmer vil melde sig ind i Fazilet.
Men hvis regeringen også begynder at slå ned på Fazilet, kan det nemt give bagslag.
"Der kan sagtens opstå samme valgmønster som sidst, hvor proteststemmer går til det religiøse islamiske parti. Befolkningen er blevet mere religiøst bevidst og mange mener, at der skal være plads i Tyrkiet til, at man kan være muslim," siger Muzzeyyen Boztoprak.
På den baggrund mener hun, at det klogeste regeringen kunne gøre, var at lade tingene ligge, som de er nu, og undlade at forbyde Refah.
"Som situationen er nu, står staten stærkere ved at tillade Refah end ved at forbyde partiet," siger hun.

Næppe radikalisering
Flere kommentatorer og intellektuelle i Tyrkiet har på det seneste givet udtryk for frygt for, at islamisternes midler vil blive mere radikale, for eksempel gribe til våben, hvis de ikke kan komme til udtryk på demokratisk vis. Partitoppen hos Refah har således allerede haft svært ved at kontrollere mange radikale medlemmer.
Den udvikling tror Boztoprak dog ikke meget på.
"Måske vil radikale medlemmer, der ikke melder sig ind i det nye parti, umiddelbart få mere vind i sejlene. Men jeg kan sagtens forestille mig, at man samtidig kan forvente en fængsling af de mest radikale religiøse ledere, hvilket vil svække dem igen," siger hun.
- Vil det ikke kunne medføre befrielsesaktioner eller lignende?
"Det kan man aldrig udelukke, men jeg tror generelt, at den tyrkiske befolkning ikke er radikale muslimer. Der foregår i de tyrkiske medier i øjeblikket en meget åben diskussion om islam, og jeg tror, den almindelige befolkning er bange for fanatikere," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her