Analyse
Læsetid: 6 min.

OSCE på tærskelen til det nye år

2. januar 1998

OSCE's opgave i det nye Europa er at sikre fred og samarbejde og være agent for demokratisering. Danmark stod i 1997 i spidsen for disse opgaver

Pr. 1. januar har Danmark overdraget formandskabet i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) til Polen. Formentlig vil kun de yngre blandt os igen opleve den situation, at Danmark står i spidsen for denne organisation, hvis den da stadig eksisterer om et halvt hundrede år.
Hvordan klarede "vi" så den enestående opgave? Skal man tro hovedparten af de danske medier, så var den danske indsats fremragende. Noget på linie med håndboldpigernes VM-triumf. Og lægger vi dertil præsident Clintons besøg i Danmark, der opfattedes som et ridderslag fra den nordatlantiske storebroder, har der virkelig været noget at være stolt af i 1997. Den nye danske selvfølelse blev også bemærket i Dronnningens nytårstale: "Vi er krøbet ud af sneglehuset. Der lægges mærke til os og forventes en indsats af os".
Det kunne man strengt taget også have sagt sidste år. Men da var både statsministerens cykelhjelm og Rushdie-affæren i vejen. Sådanne fodfejl har vi været forskånet for i 1997. I stedet for at sole os i det udenrigspolitiske succes-år 1997 kan man, mere beskedent, glæde sig over, at det lykkedes os at slippe igennem 1997 med Danmark i det ansvarsfulde førersæde i OSCE uden katastrofer eller skandaler.
For sådanne har der været rigeligt med anledninger til. Fra Tjetjenien over Albanien til Bosnien og Serbien. For slet ikke at tale om det afsluttende udenrigsministermøde i København i december. Nu man konstatere, at OSCE kom styrket gennem et år med farlige udfordringer. Og at den danske ledelse klart har bidraget dertil. Men heldet har også stået den bi.

Den første konflikt, OSCE var involveret i i 1997, var striden omkring godkendelsen af en række sejre til oppositionen i de serbiske lokalvalg i november 1996. Disse valg havde ikke været overvåget af OSCE, men organisationen kom ind i en undersøgelses- og mæglingsfunktion. I februar 1997 vedtog det serbiske parlament at følge OSCE's anbefalinger, og demonstrationerne mod landets regering og præsident ophørte. OSCE har siden efter indbydelse sendt observatører til det langtrukne valgforløb om den serbiske præsidentpost fra september til december 1997 - en anerkendelse af organisationens betydning fra serbisk side.
Men det er endnu ikke lykkedes at få etableret OSCE-tilstedeværelse i vigtige jugoslaviske kriseområder som Kosovo og Sandzak-provinsen ved grænsen til Bosnien. Spørgsmålet er, om Milosevic-fløjens endelige sejr ved det serbis-ke præsidentvalg vil føre til en bevægelse i jugoslaviske politik, ikke mindst i forholdet til OSCE. For er der noget sted, sikkerheden inden for Europas grænser er truet lige nu, er det omkring Kosovo.
I spørgsmålet om valgene i Bosnien lykkedes det OSCE-ledelsen at få gennemført en udskydelse af kommunalvalgene. Præsidentskabs-, parlaments- og kantonvalgene i september 1996 havde demonstreret svaghederne ved de
valglister, der var blevet udarbejdet på grundlag af den gamle jugoslaviske folketælling fra 1991, og yderligere var der en del praktiske spørgsmål at rette op på, på baggrund af erfaringerne fra 1996. Resultatet blev en langt tættere overvågning end i efteråret 1996, og en kraftig styrkelse af sikkerheden ved valget. Her kunne vi faktisk lære noget i Danmark af det bosniske eksempel.
I selve valgugen opstod en farlig krise, da Momcilo Krajisnik og andre repræsentanter for det bosniske regeringsparti SDS' hovedkvarter i Pale blev tilbageholdt i Banja Luka, hvortil de var taget for at holde et stort valgmøde rettet mod deres modstander, præsident Biljana Plavsic. I adskillige timer var Pale-repræsentanterne indesluttet på et hotel i byen af Plavsics tilhængere, og Pale anklagede de internationale styrker for at stå bag aktionen. Stemningen var mildt sagt ophidset. Serbernes ledelse erklærede at gå ind for en udsættelse eller boykot af valget, og fik følgeskab af det ledende kroatiske parti i den bosniske føderation.
Men hos OSCE, militærstyrken SFOR og den internationale politistyrke IPTF holdt man hovedet koldt. Pale-repræsentanterne slap hjem fra Banja Luka, uden at det var kommet til blodsudgydelser, og i sidste øjeblik gav først serberne, så kroaterne sig med hensyn til valget, så det blev gennemført efter planen.
Bagefter kritiserede man OSCE for at være gået med til nogle sene ændringer af listerne over valgberettigede, som bl.a. havde givet serberne en bedre udgangsposition i den strategisk vigtige by Brcko.
Men hvad der vakte mest kritik, var et ejendommeligt efterspil til valget. OSCE's overdommer i Bosnien, en nordmand, underkendte nogle SDS-kandidater, der var valgt i Pale, fordi deres parti havde opsat valgplakater med den i øvrigt ikke-opstillede, krigsforbrydersigtede ekspræsident Karadzics billede på. Dommerens afgørelse var i fuld overensstemmelse med valgreglerne, men den øverste OSCE-myndighed i Bosnien, den amerikanske ambassadør Robert Frowick, underkendte dommen under henvisning til amerikanske valgobservatørers sikkerhed - samtidig med at alle OSCE-observatører med ganske kort varsel blev bragt ud af serbisk område.

Bag Frowicks beslutning har formentlig ligget, at han ikke ønskede at komme i en afpresningssituation fra serbernes side, så de kunne opfatte hans omgørelse af dommerafgørelsen som en triumf. I stedet kunne omgørelsen så fungere som en udstrakt hånd til samarbejde.
Det kan man være enig eller uenig i. Men den fortæller én vigtig ting om den måde, OSCE har fungeret på i Bosnien: Frowick havde fået meget vidtgående beføjelser, som satte ham i stand til at tage hurtige beslutninger.
Og denne forlæggelse af beslutningskompetencen til det lokale led har givet organisationen stor fleksibilitet.
Desuden har organisationen fungeret ud fra en erkendelse af, at Bosnien består af mange yderst forskellige lokalsamfund. Derfor har OSCE gjort meget ud af etableringen af feltkontorer som har gjort det muligt at opbygge et tæt samarbejde med de lokale politikere.
Dette har været vigtigt i en situation, hvor de vanskeligste at samarbejde med oftest har været politikerne på regeringsniveau. Feltkontorerne har været med til at synliggøre det meget store forberedelsesarbejde, der er blevet gjort op til valgene, og til at engagere de lokale politiske miljøer i arbejdet. Det mærkedes klart "ude i felten", at der i dagene op til septembervalget var liden stemning i de lokale valg-komiteer for en valgboykot.
Derimod havde valgkampen ikke været tilfredsstillende - især ikke i Republika Srpska. Regeringen kontrollerede medierne, og brugte sin magt til, at sprede direkte misinformation, der først og fremmest skulle mistænkeliggøre udlandets holdninger og motiver. Det var bl.a. dette forhold, som var årsag til at man støttede, at tilhængere af Biljana Plavsic satte sig i besiddelse af flere TV- og radiosendere.
Den utilfredsstillende mediesituation er blevet taget op efter valget, senest med den vigtige beslutning på OSCE-udenrigsministermødet i København om at udnævne en slags medieombudsmand, som skal sikre en demokratisering af medierne overalt i Bosnien. Information er magt. Og misinformation er et af de vigtigste midler i stærke politiske kræfters kamp for at hindre den integration af alle lokalsamfund og befolkningsgrupper i Bosnien som er Dayton-aftalens overordnede målsætning.

Den mest roste OSCE-aktion i 1997 har været indsatsen i Albanien. Den blev en opvisning i smidighed og improvisationskunst. Men den demonstrerede samtidig en af OSCE's svagheder, som er fælles med FN: Pengemangel.
Og i virkeligheden havde den albanske krise været at forudse længe. Men som så ofte før i international politik startede man først med at samle brandkorpset, da det allerede brændte.
Også heri vil Københavnsmødet i december forhåbentlig medføre ændringer: At OSCE dels får et beredskab ikke blot på valgområdet, men også i tilfælde af mere vidtrækkende samfundsmæssige problemer, og dels får sikret sit finansielle grundlag.
En sidste fjer i hatten fik Niels Helveg Petersen i december, da Hviderusland accepterede OSCE-assistance til en demokratisering af landet. Dette blev det langsigtede resultat af den kritik af den politiske situation i landet, den danske udenrigsminister udtrykte over for sin hviderussiske kollega i februar. Dette understreger endnu engang, at OSCE's rolle i det nye Europa, er at være agent for demokratisering, samtidig med at organisationen udgør et bredt forum for diskussioner vedrørende Europas fremtid.
OSCE er ikke, som ønsket af russerne, blevet en kontrollerende sikkerhedspolitisk overinstans til organisationer som NATO og EU. Men den har fået tildelt en rolle som et koordinerende element imellem de forskellige organisationer, der har betydning for sikkerheden og samarbejdet i Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her