Læsetid: 7 min.

Overskuddet der afgør alt

16. januar 1998

Borgen tager hul på det nye år med fire lyrik-debutanter

DEBUT'er
Den, der for tiden åbner en hjemlig debutdigtsamling, vil på forhånd kunne regne med, 1) at der tales meget om "kroppen", 2) at dagligsproget skys som pest, 3) at det vrimler med vingede væsner såsom insekter og engle, og 4) at der ikke er meget at grine ad.
Nogle samlinger rummer alle fire træk på én gang, andre rendyrker et enkelt, og visse undtagelser ses; men det efterhånden velkendte indtryk af en prætentiøs og alvorsfuld snak om legemer mellem jord og himmel melder sig urovækkende ofte.
Således f.eks. ved læsning af Mikael Josephsen (f. 1961), der debuterer med 32 digte, alle på under én side, alle titelløse. Man har ikke set meget af Havet under huden, før 90'er-englene dukker op, og snart ses det lyriske jeg involveret i omtaler af Gudfader selv. Vi færdes i digtene på kirkegårdes og parkers stier, ved havnen og på stranden, gerne med en dyster stemning af smerte, tab og sorg: På kirkegården "falder sprogets / brune blade, rådner i erindringens / muld, for senere at spire som sorg / i rækken af fortællinger." Det lyriske jeg "er blændet af sorg", går "planløst omkring i parkerne / og drømmer om dig / mens stammer af sorg løsnes fra mit hjerte.

Knoglegrød i sproget
Gennem bogens blege og sprogligt tynde stemningsbilleder går en slags livsfortælling med opvækst et sted i provinsen, svære år i den farlige storby (narkotikamisbrug, druk) og prøvende hjemvenden til naturen. Tematisk bevæger vi os fra dennesidighed til en abstrakt metafysik, via en nulpunktsoplevelse markeret midt i værket, hvor digtformen i en enkelt tekst skifter fra ordsøjler til en prosalignende kassestruktur. Her antydes nye begyndelser.
Fortiden kan lægges til side, jeg'et sletter sin fortids spor og konstaterer i slutdigtet: "du er vendt tilbage / men bærer dig selv / som et smykke under huden". Om læseren får lyst til at gøre Mikael Josephsens digte til smykker af den art, man bærer i sin hjerne, forekommer tvivlsomt. Hertil er der alt for mange fritsvævende abstrakter af typen: "Virkeligheden er til / og står stille i stuer af savn".
Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (f. 1971) føres vi derimod fra himlen ind i kroppen. Vandring inden ophør, hendes første bog, består af 35 titelløse tekster: billedynglende, myldertætte, og med en nærmest klinisk udførlighed i opremsningerne af legemsdele, organer og kropslige væsker. Man formelig overdænges med arme, hænder, fingre og negle. Ved lyrisk knoglekirurgi konstrueres her et subjekt af kalk med knoer, ribben og kranium. Derimod kniber det ofte fælt med den verbale prægnans. Men hvad skal man også med et sprog, når man har en krop?
Der er noget dybt imponerende over den ihærdighed hvormed Anne Lise Marstrand-Jørgensen dyrker det vanskabte og vrange, og samlingen undgår ikke at gøre indtryk alene ved sin konsekvens i fremstillingen af det okkult makabre og lystfyldt dekadente. Men fokuserer man for en stund på digtenes optaktslinjer, opdager man, hvad det er, der mangler. De fremstår nemlig på få undtagelser nær slappe og intetsigende, med betydningstomme eksistens-udsagn som "Ordene er i hænderne" og "Mellem os var den store glæde". Først længere nede i teksterne kommer der mere kul på, for så kører nemlig sprogmaskinen for fuld damp. Ordet bliver kød i dén forstand, at det forsvinder i legemligheder. Identitet og mening sløres. Alt bliver, som der står, konturløst. Forfaldet og fragmentationen dominerer, psyken sønderrives, forvitrer, forgår. Og tiden opløser sig i

Øjeblikke der snubler og
falder
ned mellem glatte sten,
suges ned i dybe huller,
der klemmer børn fast,
lader dem drukne eller slikkes
af algetunger.

Over for en Mikael Josephsens spinkle opbyggelighed kan således stilles Anne Lise Marstrand-Jørgensens insisteren på verdens og kroppens forgængelighed. Dog bør man snarere tale om nedbyggelighed end direkte sortsyn, for et enkelt sted titter ordet samhørighed frem, og mod slutningen vises en scene ved daggry, hvor arme arrede elskende "pludselig ligner almindelige mennesker, nøgne og sammen."

Anæmisk eksperiment
Kommer man direkte fra Anne Lise Marstrand-Jørgensens ret monotone kropskatalog til en nylig udkommet debut af Peter Christensen (f. 1961), gribes man påny af lettere åndenød. Ikke fordi man her kvæles i kropslige dunster, men fordi de formelle forsøg nu finder sted i et lyrisk laboratorium, hvor henvisningerne til en fælles verden skæres ned til et minimum. Til gengæld demonstrerer Kendemærket opfindsomhed og lyst til eksperimenter med verset - fra de monumentalt centrerede digte først og sidst i bogen over to- og tre-linjede strukturer til ordtæppe-fugaer af en type, der kendes fra russiske modernister og Ivan Malinowski.
Tematisk opererer Peter Christensen i lystens, smertens og sorgens rum, hvorover der så reflekteres i strofer om glemsel og skam. Mange af hans digte rummer en overgang fra billede til tolkning, fra tanke til eftertanke, som når sætninger indledt med at veksler med sammenlignende billeddannelser, eller når et Er afløses af et Var, en konstatering af en negation. Disse manøvrer imellem sprogets mindstedele røber nok påvirkninger fra finlandssvenske Gunnar Björling. Blot savner Peter Christensen sit forbilledes mod til korthed, klarhed, tydelighed. Da han omsider bliver enkel - på kanten af det banale - føles det som en befrielse:

De hændelser, siger du,
som ville have skilt os
hvis ikke de havde forenet os

de hændelser, siger du,
har vi glemt sammen
men de har ikke glemt os

de hændelser, siger du,
har gjort os stærke, er blevet
til det i os den anden ikke kan
se:

en blændende hed asfaltsti
der stadig giver efter bag os
for hvert skridt vi tager
fremad

Man tør gætte på, at der i denne enkelhed ligger flere muligheder og venter på Peter Christensens kræsne talent end i hans søgte, prætentiøst anæmiske variationer over formlen Almen Smerte + Dyb Alvor.

Læbers følsomhed
Skønt forholdet sløres en smule af koks med udgivelsesår (kun de to førstnævnte har 1998 i kolofonen), har Borgens Forlag valgt at fyre fire lyrikdebutanter af på samme tid. Herved fremhæves på de andres bekostning den bedste, som i mine øjne er Mikkel Thykier (f. 1977). 20 år gammel træder han frem, med 17 digte skrevet det år, hvor han fyldte 17. Formen er moden og original, og man tænker med gysen på de bøger, der kommer, hvis bogen, Skyggerne er kun flygtige, går hen og danner forfatter-skole. Dens enkeltsekvenser former sig nemlig som parallel-løb i dobbelt bredde mellem to omtrent lige store kasser af tekst. Venstre- og højredigtet læses skudt ind i hinanden, som hverandres spejl og korrektiv, modsigende og med-talende: dagen og sanserne stillet over for natten og drømmen, som virkeligheden over for digtet. På de første syv opslag følges flygtige stemninger og skiftende scenerier mellem unge mennesker i Prag, velsagtens som led i noget så prosaisk som et lejrskoleophold. I andendelen befinder vi os i et snævrere univers, et værelse, hvor det lyriske jeg udforsker selve menneskelighedens mysterium i dettes kropslige og metafysisike dimensioner. Man nikker genkendende til legemssnakken, særsproget, himmelperspektivet og den dybe alvor; men man må samtidig konstatere, at alle 90'er-rigtighederne hos denne digter bæres af en helt igennem personlig sproglig og kunstnerisk lidenskab, som forvandler verden for vore øjne og gør læseøjeblikket intenst.
Bed mig ikke om i en anmeldelse at kortlægge de mange tematiske og motiviske tråde, der slynger sig ind i hinanden, når Mikkel Thykiers digte begynder deres snoninger i sproget. Men tro mig, når jeg siger, at rigdommen på fantasi og tætheden i billedernes væv temmelig nøjagtigt ligner den følelse, man kan have når man er 17, 47 eller 77: At alt er til stede, at jeg er til stede, at alt med ét kan siges og begribes, eftersom sproget er rigt og gavmildt. Sprogskepsis afløses her af glæden ved på én gang at se og indse, en fryd ved selv at formulere og fabulere sig frem til poetisk nærvær: "viklet ind i muskler og knogleudspring er mit væv groet fast i mig, så jeg ikke længere har blodårer, hud og hår, hjerte, lever og lunger, milt, negle og nyrer, tarme og testikler, alt det, der klæber til én: alene fingerspidser afsætter en svirrende bis følsomhed i mine læber." Bevægelsen fra indre til ydre, fra lyrisk kirurgi til poetisk magi, adskiller klart digte som disse fra samtidens artigheder.
"Jeg har samlet gamle eksemplarer af Information i store bunker for at kunne klippe smukke ord og sætninger ud og sortere dem på gulvet, men jeg har aldrig fået gjort det," skriver Mikkel Thykier et sted.
I sandhed et almen-menneskeligt udsagn! At det kan stå som det gør, nøgent i sin humor, i en debutdigtsamling, viser, at forfatteren er ude over trend-rigtigheden og inde i et sprogligt rum, hvor hverdagssproget tiltros en udsigelseskraft og alting følgelig kan ske. Med krop og eksperimenter og himmel og alvor, javel, men også med det overskud af skønhed, der sætter en afgørende forskel.

*Mikael Josephsen: Havet under huden. Debutdigte. 38 s. 152 kr. Borgen. Udkommer i dag
*Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Vandring inden ophør. Debutdigte. 45 s., 152 kr. Borgen. Udkommer i dag
*Peter Christensen: Kendemærket. Digte. 70 s. 162 kr. Borgen
*Mikkel Thykier: Skyggerne er kun flygtige. Debutdigte. 17 dobbelte og 3 enkelte blade. Upag. 158 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her