Læsetid: 3 min.

Påstande om kunstmafia afvises skarpt

15. januar 1998

Kuratorer og privat initiativ nødvendig hvis ung dansk kunst skal gøre sig i sit hjemland

"Mange yngre kunstnere tænker internationalt og er søgt til udlandet for at finde det nødvendige private initiativ, som vi ikke rigtig har haft i Danmark. Men det lysner herhjemme nu, og det skyldes blandt andet kuratorerne. Herunder Hans Dam Christensen, Kristine Kern, Tone O. Nielsen og Sanne Kofoed Olsen."
Med de ord går kurator Jacob Fabricius kraftigt i rette med Kunstavisens redaktør Tom Jørgensen, der i et indlæg her i bladet i går kaldte de fire ovennævnte kuratorer "en selvbestaltet elite", der ud fra en snæver kunstopfattelse bestemmer, hvilke kunstnere der kommer med på gruppeudstillinger.
Jacob Fabricius står bag udstillingen Undergrunden, der åbner i København i Galleri Asbæks kælder på fredag med værker af en række unge kunstnere, hvoraf flere allerede er etablerede i udlandet, mens det har knebet lidt med interessen herhjemme.

Utrolig små sko
"Private intiativer har betydet meget for den her generation af kunstnere. Det er private, der har måttet lave udstillingerne, fordi der ikke har været nogle institutioner der bakkede dem op."
"På verdensplan har de store kuratorer stor indflydelse, men herhjemme synes jeg det er at gå med utrolig små sko at kalde Christensen, Kern, Nielsen og Kofoed for en selvbestaltet elite," siger Jacob Fabricius til Information.
"Der er ingen mafiadannelser på kunstscenen," siger kunstsamleren, forlagsdirektør Jarl Borgen til Information: "tværtimod er der så gode udstillingsmuligheder som ingensinde i Danmarks historie."
"Tidligere var det en meget snævrere kreds, hvor direktøren for Statens Museum for Kunst sad på museumsverdenen, fordi der næsten ingen provinsmuseer var."
"Kunstverdenen har udviklet sig gennem de seneste mange år fra at være lokale fænomener til at blive et fælles internationalt projekt. Derfor er der brug for mennesker, der sorterer og sammenstiller og kommer med deres udvalg af, hvad de synes er væsentligt. Derfor får kuratorerne ganske rigtigt noget mere magt, og det er fuldt berettiget for de flestes vedkommende. Udbuddet af forskellige måder at arrangere kunsten på er en meget værdifuld forøgelse af folks mulighed for at få et varieret billede af kunsten og kunstudviklingen," siger Jarl Borgen, der kalder Tom Jørgensens kritik inkompetent.
"Det er vanvid, når Tom Jørgensen kalder Peter Bonde og Peter Land for småkunstnere, som kun holdes oppe af velvillige kuratorer. Bonde er en af mellemgenerationens allerstørste danske kunstnere. Land er en af dem, der har været med til at bane nye veje indenfor kunstens videreudvikling fra at være noget der enten hænger på væggen eller står på gulvet. Land har dyrket videokunsten med sig selv som tragisk klovnefigur på disse videoer, og de tegninger, som dels har været udstillet på Louisiana og Galleri Walner, viser, at Peter Land er en fremragende tegner," siger Jarl Borgen.
"Skulle man endelig tale om selvbestaltet elite, kunne man kigge på sådan noget som Jyllands-Posten," siger galleriejer Patricia Asbæk:
"Nu prøver de at forny sig, men i årevis har de kun markedsført det mest kulørte og pastiche-agtige kunst. Den ene ligegyldige udstilling efter den anden promoverer de bredt og godt."
"På Asbæk synes vi det er morsomt at vise, at der er en helt ung generation, og det gør vi med udstillingen Undergrunden," siger Patricia Asbæk:
"Men der er ingen tvivl om, at der generelt og internationalt er ved at opstå en solid kuratormagt. Der findes på verdensplan ca. 200 store kuratorer, som har fantastisk meget at skulle have sagt. Grunden til, at navne som
Joachim Koester, Henrik Plenge Jacobsen og Olafur Eliason (der deltager i udstillingen Undergrunden, red.) er kommet frem, er netop at de store internationale kuratorer har haft øjnene op for dem," siger Patricia Asbæk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu