Læsetid: 6 min.

Paradis på jord ender som et helvede

23. januar 1998

I fiktionens form kan Cubas forfattere beskrive, hvad journalisterne ikke kan røre ved - Men man må balancere, hvis man ikke vil kompromittere sig, siger forfatteren Antonio José Ponte

Interview
HAVANA - Hvem kan glemme historien om den stakkels cubanske poet Maria Cruz Varela, der blev tvunget af sine fængselsvagter til at spise sine egne digte råt? Netop! Hendes bøger blev ikke brændt af det kommunistiske regime. I stedet fik Maria Cruz lov til at fortære dem.
Affæren udspillede sig i 1993 og vakte furore i udenlandske medier.
"Så meget", fortæller en anden cubansk forfatter Antonio José Ponte, "at regeringen sidenhen har overholdt en våbenhvile med os."
Ponte fører en ret ensom eksistens i Cuba. Som det altid har været tilfældet gennem Cubas historie, tvinges forfattere ofte i eksil af diktatoren, hvem end det nu er. Maria Cruz er i Spanien, Zoé Valdes i Paris, Rinaldo Arenas begik slet og ret selvmord... Fra regimets synspunkt ville det bedste være, hvis alle cubanske forfattere udenfor kommunistpartiet forlod denne karaibiske ø.
"Men jeg bliver," pointerer Antonio José Ponte, der bor med sin mor og søster i en lejlighed i gamle Havana. Ponte, et venligt og begavet menneske i 40'erne, har udgivet to digtsamlinger i Cuba og vundet den nationale bogpris to gange, men hans seneste bøger er kun udkommet i Frankrig og Spanien. Det gælder f.eks. Las Comidas Profundas og El Seguidor de Montaigne mira la Habana.

Den særliger periode
"El Seguidor handler om byen Havana, som ikke eksisterer andre steder end i folks fantasi. I Havana lever vi i fortiden, men nærer den illusion, at det virkeligt drejer sig om Havana," fortæller han.
"Las Comidas fortæller om den særlige periode, som Cuba har gennemlevet, efter at hjælpen fra Sovjetunionen og Østeuropa ophørte i 1990-91. Det førte til udbredt mangel på fødevarer. Hvad gør folk, når de ikke har noget at spise? De opfinder deres måltider. Jeg beskriver, hvordan man gjorde dette under krigen mellem Preussen og Frankrig i 1871, i Barcelona under den spanske borgerkrig og i London under den Anden Verdenskrig."
"I Paris opfandt man f.eks. en dessertopskrift med følgende navn: Creme med chokolade uden creme og med lidt chokolade."
Antonio Jose Ponte kan ikke lade være med at grine. Det hele forekommer så komisk, men det er trods alt en alvorlig sag.
"I en situation med hunger bliver man altså nødt til at mobilisere sin fantasi og forestille sig, hvad man putter ind i munden, selv om det ikke tilnærmelsesvis er den ægte vare," forklarer han.
Naturligvis bliver fødevaremanglen ikke nævnt i cubansk presse. Af og til berører Fidel Castro i en tale, hvor meget cubanerne har måttet lide, men han skyder hele skylden på "de amerikanske imperialisters" handelsblokade mod Cuba. Censuren i aviserne er effektiv.
"Cubanske journalister har ikke lov til at skrive om mange sider af den virkelighed, vi lever i i Cuba. Det er i stedet blevet skønlitterære forfatteres ansvarsområde. Reportager skrevet som fiktion kan være ligeså gode som avisjournalistik, blot er stoffet ikke så aktuelt. Vores litteratur handler om den særlige periode, om ungdomsproblemer og manglen på fødevarer."
- Hvordan kommer man som forfatter uden om censuren?
"Det er svært at forklare. Det gælder om at balancere uden at kompromittere sig. Man kan føle begrænsningerne intuitivt. På den anden side mener jeg, at censur kan gavne litteraturen. Under diktaturer har man et større incitament til at anvende ordbilleder, humor, vittigheder, etc."
"Vi så, hvordan kulturen blomstrede i visse østeuropæiske lande under kommunismen. Jeg har hørt, at mange spanske forfattere i dag klager over, at spansk litteratur var langt bedre under Francisco Francos fascistiske diktatur. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg foretrækker at leve i en stat med censur, blot at denne mekanisme eksisterer."
- I de seneste år er en række skønlitterære værker blevet forbudte i Cuba. Den kendteste er Zoé Valdes' "La Nada Cotidiana" (Hverdagens Intethed), en pragtfuld lille bog om underverdenen i Havana. Hvorfor er den ikke udgivet i Cuba?
"Valdes værk er et enestående stykke samtidig cubansk litteratur. Hun har overtaget arven fra Rinaldo Arenas, hvis bøger handlede om undergrundslivet i Havana i 1970'erne og især om homoseksuelle eksistenser. Alle hans bøger var forbudte. Arenas havde en hel fantastisk forestillingsevne, og er én af de største cubanske forfattere i dette århundrede."
"Valdes lever i eksil i Paris, og i sin bog beskriver hun hvorledes det cubanske samfund i 1990'erne er blevet forvandlet til en stor undergrundsmekanisme. Men staten vil ikke tillade, at man beskriver, hvor grinagtig situationen er. Sandheden er ilde hørt hos kommunisterne."
- Hvorfor blev Arenas' bøger forbudte?
"Fordi han beskrev seksuelle lyster. I statens øjne underminerer det systemet. At følge sin lyst er spild af tid, altså tid, som kan bruges på arbejde i fabrikken."
- Den colombianske forfatter Gabriel García Marquez står Castro meget nær. Han har fået en luksusvilla stillet til rådighed i Havana med tjenere; han bliver kørt rundt i en Mercedes. Hvad mener de om dette forhold mellem en diktator og en forfatter?
"Jeg tror, at kun en psykoanalytiker kan gennemskue, hvorfor Garcia Marquez beundrer Castro. Han har altid været fascineret af stærke personligheder - caudilloen, tyrannen. Det ser man i hans litteratur. Jeg tror, at Castro er en mere fascinerende skikkelse for Garcia Marquez, end han selv kan skabe i sine bøger."
"Jeg er ret overbevist om, at Garcia Marquez er i færd med at skrive en bog om Fidel, som skal udgives efter Castros død. I et forord til den italienske journalist Gianni Minás interviewbog med Castro beskriver García Marquez nogle detaljer om Castros liv, som ikke må nævnes i Cuba. Derfor blev forordet i Minás bog strøget i den cubanske udgave. Eksempelvis skriver García Marquez, at Castro elsker flødeis. Det er for mondænt for den cubanske virkelighed."
- Instruktøren Tommaso Gutierrez Aleas film er kendt langt ud over Cubas grænser. Men han døde fornylig. Hvad skal der ske med cubansk film?
"Efter Gutierrez Aleas død mistede vi vores bedste filmskaber. Censuren vejer tungt i Cuba. Ingen film bliver finansieret, med mindre staten har den fulde kontrol. Det er en lukket og meget kontrolleret verden. På den anden side - når man prøver at kontrollere alt i et meget stort maskineri, så fungerer det dårligt."
"Det skaber åbninger, hvor man kan udtrykke sig frit. Gutierrez Aleas besad de bedste taktiske evner til at udnytte disse små åbninger."
- Hvad er det cubanerne ikke må se i biografen?
"Der er selvfølgelig op til censor. Men det interessante er, at cubanerne får lov til at se masser af udenlandske film, blot de ikke kritiserer Cuba eller handler om homoseksuelle eller ludere."
- Hvorfor blev Gutierrez Aleas film Fresa Y Chocolate så vist i Cuba. Den handlede om en bøsse?
"Det er den sidste cubanske film, som kunne beskæftige sig med homoseksuelle. Herefter kom der en ny lov."
- Cubanerne må altså ikke se prostituerede i film, men de står jo på næsten hvert gadehjørne i Havana?
"Hver gang man forsøger at lave et paradis på jorden bliver det til et helvede. Det er selvfølgelig ikke planlagt sådan, men det sker på grund af en hel masse fejltrin."
- De kan altså næppe være en fan af Ché Guevarra, der ville støbe et nyt utopisk socialistisk menneske?
"Det kan jeg love Dem, jeg ikke er. Ché Guevarra foragtede intellektuelle. Han kunne ikke acceptere, at nogen var bedre end ham. Han var en elendig forfatter og en katastrofal dårlig digter. Han var end ikke en god guerrilla-leder. Han var en eventyrer med karisma. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvad der ville være sket i Cuba, hvis Ché havde overlevet. Helt kynisk foretrækker jeg Fidel Castro. Han er i det mindste en politiker, som kan være fleksibel, som forhandler. Ché var fanatiker."
- Men De kan vel ikke benægte, at Chés idé om et nyt menneske har påvirket Castro?
- Nej, men idéen har han mest holdt til sig selv. Talt om den. Castro forstår at veksle fra den ene side til den anden side, at skifte kurs for at føre sine idéer ud i livet. Ché skiftede aldrig idé. Han var hård som en stenblok.
- Hvorfor foragtede Ché intellektuelle?
"Fordi han selv var en skibbruden intellektuel. Hans eneste dyd var at blive et universelt mediesymbol."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu