Læsetid: 3 min.

Paven til kamp mod Cubas 'hedninge'

26. januar 1998

Cubanerne er tilhængere af en besynderlig blanding af afrikanske kulter og katolicisme,
kaldet Santería

HAVANA
Søster Maria Elena García Castro vrikker med næsen og ruller med øjnene.
"Santería," siger den katolske nonne. "Naturligvis har vi respekt for dem, men de maser sig ind i kirken, ryger cigarer og ofrer rom til katolske helgener. Ofte ved de ikke engang, hvilken helgen de tilbeder."
Hvert år den 17. december valfarter hundredetusinder cubanere til ét af denne øs mest afholdte religiøse tilbedelsessteder El Rincon, 20 km syd for Havana, hvor en statue af den katolske helgen Sankt Lazarus fra 1700-tallet hører hjemme.
Men selv om de fleste pilgrimme kalder sig katolikker, er de i virkeligheden tilhængere af en besynderlig blanding af afrikanske kulter og katolicisme, kendt under navnet santería. Tilhængere af denne religion kalder f.eks. Sankt Lazarus, som helbreder de syge, for Babalú Ayé - ham, der helbreder epidemier og kønssygdomme.
I El Rincon driver den katolske kirke to hjem for spedalske og AIDS-ramte cubanere, som pave Paul Johannes II besøgte i den forløbne uge.
"Grazia de Dio," udstøder søster Maria Elena García og klapper frydefuldt i hænderne, da hun bliver spurgt om besøget. "Jeg har ventet på paven hele mit liv. Det er et mirakel, at han kommer."

Generobring
Vatikanet har understreget, at det pavelige visit udelukkende har til hensigt at udtrykke hans og Kristus' medfølelse med Cubas syge og lidende mennesker. Men set med cubanske øjne spiller andre hensyn ind.
"Santerías tilbedelse af Sankt Lazarus er så magtfuldt et religiøst symbol på Cuba, at paven kom for at generobre det for den katolske kirke," mener en cubansk intellektuel.
Den katolske nonne, som viser mig statuen af Sankt Lazarus, er tydeligt af samme opfattelse, omend hun ikke kan sige sin mening direkte.
"Vi håber selvfølgelig, at Den Hellige Fader er i stand til at påvirke tilhængere af santería," siger Maria Elena García diplomatisk.
"Kan De forestille Dem! Hvert år maser folk ind i denne kirke og lægger kunstige blomster, kaffe og rom foran statuen af Sankt Lazarus. Det er primitive mennesker, som tror, at de kan undgå ulykke og sygdom ved at ofre alle disse ting til deres guder i stedet for at elske Jesus Kristus. Det er ikke andet end overtro og spiritisme," mener hun.

Stærk bevægelse
Men den katolske kirke er oppe mod en stærk bevægelse. Det antages, at over halvdelen af Cubas 11 millioner indbyggere jævnligt søger råd hos én af øens 4.000 balabaos eller præster. Kirkens præstestand tæller kun 250. I mange cubanske hjem er det ikke usædvanligt at se statuer af katolske helgener som Sankt Barbara forvandlet til krigsguden Changó. Alle cubanere ejer vaser med billeder af skæbnens Gud Elleguá, som har magten til at bringe lykke eller uheld.
"Skikken opstod i 17-1800-tallet, da afrikanske slaver på Cuba blev forment dyrkelse af deres gamle guder og kirken omvendte dem til katolikker," fortæller professor Jorge Ramírez Calzadilla fra det socio-religiøse institut på Havanas universitet.
"Herpå valgte de i hemmelighed at identificere katolske helgener med afrikanske guder."
Santería har fået en renæssance under de sidste års voldsomme økonomiske krise på Cuba.

Mangel på medicin
Manglen på medicin i apotekerne fører til, at mange cubanere nu går til en santero, en underpræst, som besværger sygdommen under et kort religiøst ritual og brygger en urtedrik til gæsten med løfte om snarlig helbredelse.
Navnene på santerías helgener og guder, orishas, stammer fra Yoruba-nationen i Nigeria, men der findes også andre afrikanske trosretninger på Cuba som Bantu-kulten Palo Monte og hemmelige foreninger af mænd kaldet Abakuás, hvor man praktiserer afrikanske krigsritualer. Alle stammer fra slavetiden.

Åben og tolerant
Modsat andre religioner er santería på Cuba en åben og tolerant trosretning.
"Præsterne føler ikke, at de er i konflikt med den katolske kirke. Deres største ønske er at blive anerkendt som en trosretning på lige fod med katolikker og protestanter. At man ikke længere kalder dem hedenske og primitive," forklarer Jorge Ramírez.
Men det ville være for meget at forlange af paven. Hans rejse til Cuba har til hensigt at vække cubanerne op fra en 40 år lang religiøs dvale og generobre deres sjæl fra afrikanske kulter og en voksende protestantiske bevægelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu