Læsetid: 4 min.

Pelle som (pige)-glad Erobrer

5. januar 1998

Andersen Nexø som musikteater i tæt og effektiv bladring i historiens billedalbum

TEATER
Pelle Erobreren som musical. Det lyder som et mareridt - en kompromisbeslutning fra en idéhungrende underkomite omkring LO's selvfejring.
Men på den anden side. Både Pippi Langstrømpe og Odysseen er blevet til tegneserier og den oprindeligt rødglødende Les Miserables blev til en slags musikteater, som mange har været glade for. Så hvorfor ikke? Og første bind af Pelle blev jo - renset for politiske paroler - til Bille Augusts måske bedste film.

Hvor August slap
Pelle Erobreren er under alle omstændigheder i hele sin firebinds udstrækning en på det nærmeste ulæselig klassiker. Skal historien fortælles til nye hoveder skal Andersen Nexø bearbejdes. Men alligevel - musical?
Det er da heller ikke sang-og-musik-siden, der bærer Folketeatrets Pelle igennem, men en streng og effektiv fortællerøkonomi. Den drevne instruktør Preben Harris (der sammen med Peter Spies og Niels Brunse står som ophavsmand til tekst og musik) skærer i scene efter scene helt ind til benet, fjerner alt overflødigt udenoms og klipper næsten med tv-dramaets teknik billede efter billede på scenen: Sådan! Her er en historie! Hør godt efter!
Man kan sige, Harris & Co. tager over, hvor August slap. Folketeatrets Pelle starter med Pelles ankomst til København fra barndom og læreår på Bornholm. Forestillingen følger ham gennem de første møder med det københavnske pjalteproletariat, kontakten til fagforeningen, de første arbejdskampe og frem til fagbevægelsens gennembrud omkring storlockouten i 1899, som sluttede med at arbejdsgiverne anerkendte LOs (De Samvirkende Fagforbunds) forhandlingsret.
Pelle (Kristian Boland) er på Folketeatret en noget gladere gut end jeg husker ham fra bogen. Han er blevet meget mere helt - langt mindre tvivlrådig. Han er forunderligt nok også blevet meget mindre politisk. Han svinger med kasketten og med sit glade overmod - og ikke kun kollegerne, men også pigerne falder for ham. Så bogstaveligt var tilnavnet Erobreren vist heller ikke tænkt. Nå, skidt - det har givet anledning til at forestillingens to eneste nogenlunde nuancerede roller er blevet skabt.
Den ene er Hanne (Ann-Mari Max Hansen), en psykisk skrøbelig kvinde, lidt ældre end Pelle, nabo i slumkomplekset Arken, Pelles første forelskelse, en stolt, men også desperat kvinde. Den anden er Ellen (Charlotte Fich), fagforeningsformandens datter, der bliver Pelles kone, men samtidig lige nøjagtig den fæstning af selvstændighed, han ikke kan tromle ned, fordi han ikke fatter dybden i hendes kærlighed.

Det heroiserende
Førsteakten i den lange forestilling er den vanskeligste eller mest problematiske. Den har svært ved at komme ud over tilbedelsen af i sin egen hovedperson. Den er heroiserende, ind imellem urimelig i sin simplificering. De fattige på bunden af samfundet er for renfærdige, for troskyldige. Og kapitalisterne er med deres Joachim von And-udstyr, høje hatte, pelsbesatte frakker, tilsvarende karikerede. Pelle er mere charmeklud end han er oprører. Og sanselighed er virkelig et fremmedord - måske bortfra fra en enkelt forførelsesscene mellem Pelle og hans tilkommende.
Andenakten samler sig om storkonflikten i 1899, hvor titusinder af arbejdere blev lockoutede - til sult og ingenting - og hvor politi og militær fungerede som stik-i-rend-drenge for arbejdsgiverne. Pelle og andre rammes af tvivlen, hans ægteskab kuldsejler, forrædderiet lurer fra alle sider, fordi fristelsen til at vælge kortsigtet er så overvældende.
Her fungerer fortællingen i sig selv så godt og elementært spændende, at en ellers sceneteknisk imponerende ildebrand i lejekasernen Arken næsten bliver overflødig.
Arbejderbevægelsen - og dermed fagforeningpolitiker - Pelle sejrer. På det personlige plan taber han: Ikke kun går ægteskabet under, hans far dør (af sult) og Pelle selv er ved forestillingens slutning på vej i fængsel på en tåbelig anklage for falskmøntneri.

Røde faner
Her bryder glansbilledalbummet sammen. Her brager liv og smerte ind over scenen. Her bliver de røde faner og de store ord tålelige. Sangene er ikke rigtig lykkedes. Man har søgt at finde en tone, der korresponderer med både Arebejdersangbogen og tidens fortællende viser. Det er blevet til forudsigelige fornemmelser og slidte rim. Også her er det måske Ann-Mari Max Hansen, der lykkes bedst - med et greb i Brecht-posen.
Scenografisk har man nødvendigvis måttet vælge en enkel løsning. Folketeatrets scene kan næsten ikke rumme alt det dette liv. Alt spilles foran, på og omkring en stiliseret treetagers Arken. Sceneskiftene foregår på podier som hurtigt kan trilles ind og ud. Det fungerer. Selv om musiksiden ikke er rigtig god, må man konkludere, at det er lykkedes for Harris & Co. ikke kun at lave et flot udspil, men at præsentere et velfortalt stykke Folke(ligt)teater om den periode i dansk historie, der er forudsætningen for det tyvende århundredes danske demokrati, for velfærdsstaten, for (næsten) alt det, der gør Danmark og Skandinavien anderledes.
Det er historietegning, bladring i billedalbum. Der er ingen nutids-holdning eller kommentar i forestillingen (det skulle da lige være udeladelsen af kampsangen Internationalen og dermed udeladelsen af den for Andersen Nexø væsentlige konflikt, mellem socialdemokraterne og de 'revolutionære') og der er absolut intet, der peger fremad - ud over LO-jubilæet.

*Pelle Erobreren. Frit efter Martin Andersen Nexø. Tekst og musik: Peter Spies, Niels Brunse, Preben Harris. Instr.: Preben Harris. Scenog.: Chr. Tom-Petersen. Musikalsk ledelse: Jørgen Lauritsen. Folketeatret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu