Læsetid: 2 min.

Pesticidkroner til økologer

16. januar 1998

Afgift på traditionelle landmænds brug af sprøjtegifte giver økologer flere støttekroner og bedre kontrol af drikkevand

Økologiske landmænd kommer nu til at tjene på sprøjtegifte. Det bliver resultatet af den kommende uges forlig om afgifter på landbrugets forbrug af pesticider. Et forlig regeringspartierne nu er ved at forhandle på plads med Enhedslisten og SF.
Forliget betyder, at pesticiderne stiger med 100 procent. Det vil give staten en ny indtægt på 70 millioner kroner, penge der først og fremmest skal anvendes til omstilling fra traditionelt, pesticidforbrugende landbrug til økologisk landbrug.
"Afgiften skal have en effekt på miljøet og fremme den økologiske omstilling. Økologiske landmænd skal have støtte til de afgrøder, EU ikke støtter i dag," siger Bent Hindrup Andersen, miljøpolitisk ordfører for Enhedslisten.

Forfordeling
Netop EU-støtten forfordeler det traditionelle landbrug. Årsagen er først og fremmest, at økologerne hvert tredje eller fjerde år må tage en mark ud af produktionen for ikke at udpine jorden. Marken skal så ligge hen som græs- eller kløvermarker. I stedet for at foretage denne form for sædskifte, kan det traditionelle landbrug fortsætte produktionen af korn og andre afgrøder år efter år ved at tilføre jorden kunstgødning. Problemet er, at EU ikke støtter græs- eller kløvermarker, men kun korn og andre afgrøder.
Danmarks Naturfredningsforening har med udgangspunkt i foreningens egen bedrift på Langeland, Skovsgaard, beregnet, at traditionelt landbrug modtager omkring 550 kroner mere i støtte per hektar end økologisk landbrug.
Pengene fra pesticidforliget vil vende op og ned på det forhold.
Pesticidkronerne vil betyde et ekstra tilskud til økologerne på 1.000 kroner per hektar græsmark. I et kompliceret regnestykke vil de rette op på en del af den skævhed, EU-støtten forårsager.
Her kan EU dog sige stop, fordi et nationalt tilskud kan være i strid med EU-reglerne. Hvis EU siger nej så regner de fire forligsparter med, at økologerne i stedet vil få omkring 500 kroner ekstra per hektar lige meget om de dyrker korn eller græs på deres jord.
Omstillingen fra traditionelt landbrug til økologisk landbrug har i forvejen foret et ekstra løft. Konsulent Erik Fogh fra Landbrugets Rådgivningstjeneste i Århus siger imidlertid, at landbrugets meget store investeringer i stalde og andre anlæg kan forhindre yderligere omstilling, fordi det ikke kan lade sig gøre at foretage økologisk drift med de moderne staldanlæg.
Hvis den type landmænd skal tilskyndes til omstilling med økonomiske midler, så er der brug for bevillinger af en helt anden størrelsesorden end de 70 millioner kroner, pesticidforliget kan give.
Beløbet kan komme op i milliardklassen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu