Produceren er en nøgleperson i indspilnings-processen, men får sjældent den ære, han fortjener. Sangerinden Anniones debutplade var således næppe blevet så vellykket uden producer Finn Verwohlt
Producerens rolle er at være usynlig. Ikke i selve indspilningsprocessen, hvor vedkommende uvægerligt fylder godt i landskabet - men efter pladen er sluppet ud på markedet er det kunstneren, der løber med æren, lige meget hvor stort et input produceren måtte være kommet med.
De færreste teenagere spekulerer over hvordan Spice Girls opnår den tætte og moderne danselyd, som alt andet lige præger gruppens produkter. Og fans af Sort Sol spekulerer næppe over hvordan det var gået gruppen, hvis ikke produceren Kim Hyttel havde væ-ret indover gruppens gennembrudsalbum, Flow My Firetear. Og blandt de som købte Caroline Hendersons succesdebut, Cinemataztic, var det vel kun få, som forstod hvilken afgørende rolle pladens to producere, Kasper Winding og Thomas Blachman, spillede.
Det er sket at enkelte producere har skabt sig et navn, der står samme aura omkring som stjernernes, men de er få og sjældne. For hver en Phil Spector eller George Martin er der hundredvis, hvis navn 'kun' er noget, der står med småt på bagsiden af omslaget.
Dylan og Lanois
Lad os tage sidste års mest succesfulde veteran-udgivelse, Bob Dylans Time Out Of Mind, som endnu engang har fået dylanitterne ud af hullerne og i fuld gang med at spejle deres egne livsforløb i mesterens tekster. Var det blevet en lige så god plade, hvis ikke Daniel Lanois havde styret slagets gang? Svaret er et rungende 'nej'. Hele pladens stemning, den ambiens, som i høj grad er med til at give sangene karakter, er styret af en række valg som Lanois foretog.
Nogle vil hævde, at Dylans geni er det udslagsgivende i sammenhængen, men det modbevises af den lange række u- eller halvinspirerede plader, Dylans karriere også har kastet af sig. Selvfølgelig er forudsætningen for Time Out Of Mind at Dylan leverede en række sange et godt stykke over gennemsnit, men lige så vigtigt for den lyttende var i sidste ende Lanois' overblik, musikalitet og klanglige orientering.
Det er i symbiosen mellem materiale, kunstner og producer, at indspilningsprocessen i sig selv bliver en kunstart. Også i dén forstand, at Lanois' bidrag besidder en lyd, som er umis-kendeligt hans - hvilket en kunstner af Dylans kaliber sagtens kan klare, mens mindre kunstnere kan bukke under for en for dominerende producer, som med vold og magt vil påføre udtrykket klange eller rytmer, som ikke tager hensyn til egenarten i det givne materiale.
Så godt som selv et rimeligt billigt afspilningsanlæg lyder i dag, har vi som musikforbrugere vænnet os til et højt lydligt niveau - ja, i sådan en grad, at der indenfor rocken er opstået en 'modbevægelse' i form af den såkaldte lo-fi-teknik, hvor der indspilles bevidst sjusket og/eller skødesløst på gammeldags analogt grej. Dette som en reaktion tidens digitale perfektion, som siden starten af 80'erne er blevet sat yderligere i relief af den stigende automatisering af musikken.
Hele dancepop-scenen består i udstrakt grad af sangskrivende programmører/producere med flair for at finde fotogene ungmøer, som i bedste tilfælde også kan synge; danske Whigfield er symptomatisk for scenen, selvom det vel kun i nødstørftigste forstand kan hævdes at hun kan synge.
Patos og alvor
Synge kan den danske debutant Annione til gengæld. Hun besidder en kraftfuld og udtryksfuld stemme, der ikke ligger milevidt fra nogle af tidens mere 'modne' kvindestemmer, så som Sheryl Crow og Shirley Manson - blandt hjemlige stemmer kan hun især minde om Dicte med sin patos og alvor. Hun lanceredes for et par år siden under sit borgerlige navn Anni Ringgård med en enkelt single på Sony, men siden har hun gennemgået en kunstnerisk transformation, der har medført navneskiftet.
Annione (Sony/Start 488993 2) er kun på overfladen et egentligt soloalbum. Sangskrivningen er i vid udstrækning resultatet af samarbejder med Anniones faste makker Bjarne Nygård Nielsen og Shirtsville-sangeren Jakob Eriksen, mens pladens moderne, tætte og indbydende lyd må tilskrives producer Finn Verwohlt, én af dansk-rockens usynlige helte. Verwohlt har tidligere sat sit tydelige aftryk på plader fra navne som Nanna, Malurt, Miss B. Haven og Elisabeth, og har især vist sig meget effektiv i sin bearbejdning og formidling af kvindelige kunstneres univers. Verwohlts særkende er det lydligt afsøgende og atmosfæremættede, som dog aldrig overskygger selve sangen.
Efter to års frivillig pause fra scenen er Verwohlt tilbage, og dette kommer i høj grad de tolv sange på Annione til gode. Pladen er nemlig produceret i ordets bedste forstand: Solistens stemme og tekster står i umiskendeligt centrum, men omgives af fascinerende klange og spændende instrumenteringer, mens et levende og opfindsomt mix sætter det hele på plads. Resultatet er at tolv i sig selv ikke opsigtsvækkende sange kommer til at fremstå levende, indbydende og organiske, samtidig med at Anniones kunstneriske persona folder sig ud i fuldt flor.
Lydlige eventyr
En del af æren tilfalder co-producer Bjarne Nygård Nielsen, der har været med fra starten. Han fungerer som kapelmester for den indforskrevne rytmegruppe, bestående af bassist Jesper Mattson samt Neneh Cherrys trommeslager, Makoto Sakamoto. Man forstår at der ikke sparet på noget, forventningerne til Annione er store - og de indfries et godt stykke hen ad vejen.
Solisten er af den klassiske singer/songwriter-skole, blot i ny forklædning: Diskrete programmeringer, stille støvede beats, sære lydkilder og uortodokse strygere blander sig med lyden af de mere traditionelle instrumenter. Anniones tekstunivers besidder i forvejen flere facetter end så mange af hendes kollegaers, selvom det foregår på engelsk, hvilket mere sættes i relief end udsættes for akkompagnement i gammeldags forstand.
Selv en traditionel sag som den stærke "Lovers For A While" - hvor omkvædet besidder en effektiv hookline - er blevet et lille lydligt eventyr, og Verwohlt beviser at akustiske instrumenter stadig besidder et hav af muligheder, blot de behandles med lidt omtanke. På den strygerakkompagnerede "Castles Of Sand" folder solistens stemme sig ud på en facon, der genkalder den svenske neurotiker Stina Nordenstam.
Er Annione ikke et album spækket med hits er det et værk, der vokser ved hver gennemlytning, og viser sig i besiddelse af nok hemmeligheder til ikke at miste sin fascinationskraft. En god begyndelse for en udpræget voksen kunstners karriere.
