Læsetid: 7 min.

Pis i papkassen

31. januar 1998

Intermetzo
Man kan ikke beskylde dr. phil Leo Tandrup, der i et indlæg onsdag krudtede op under sædelighedsfejden her i avisen, for at rationere sig selv i ord og udtryk. Således slutter Leo Tandrup sin ganske omfangsrige tekst, der for en stor dels vedkommede går i rette med denne klummists dybsindigheder sidste lørdag, med følgende spørgsmål: "Hvem er idiot? Hvem ligger i en tilpisset, kønsløs seng? Lad læseren dømme."
Leo Tandrup har i det hele taget meget med pis. Således skriver han ud fra et citat fra Octavio Paz om kærlighedens genopstandelse (!) og om ønskværdigheden af at finde frem til et menneskesyn, som gengiver os bevidstheden om hver enkelt menneskes enestående identitet. "Det kræver", skriver Tandrup "at man ikke pisser på hende, som man lever med. Og det kræver, at man ikke putter folk, som man diskuterer med, ned i en papkasse, efter at have strintet på dem med sin eneste form for sæd: sit eget pis, og så smækker låget i. Bjørnson må afskaffes. Tandrup må afskaffes. Med Metz' ord: lad ham ligge som han har redt. Han og (Bjarke, red.) Møller er lige så store idioter som Bjørnson".
Uanset Leo Tandrups måske noget karlekammeragtige, men ikke desto mindre umisforståelige metaforer om sæd og pis og papkasser, føler klummisten sig her nødsaget til at korrigere en smule og tilføje et par ord som brugsanvisning på debatten.

For nu at begynde med slutningen, fremgår det for eksempel ikke med ét ord i sidste uges klumme at klummisten på nogen måde skulle opfatte Bjarke Møller som idiot. Aldrig. Hvad man så end kan mene om Bjarke Møllers kønsmoralsyn, befinder redaktøren sig et betydeligt stykke vej fra hin kategori af menneskeheden. Det er ligeledes at strække tolkningen lige vidt nok, at man konkret og betonfast af teksten skulle kunne opfatte Allan de Waal bogstaveligt som Georg Brandes og førnævnte Møller som Bjørnstjerne Bjørnson. Sidste uges klumme var såmænd blot et forkølet forsøg - og knap så historisk kikset som Tandrup med temmelig irrelevante indvendinger synes at mene - på at jævnføre de møllerske og altså også tandrupske demonstrativt frisindsforsnævrende, men til gengæld syndsbevidste synspunkter, med den store sædelighedsfejde i attenhundredefirserne.
I denne fejde, som satte meget ondt nordisk blod i omløb, var Georg Brandes og Bj. Bjørnson hovedpersoner og modpoler. Men det gør dem jo ikke uden videre identiske med nutidens debattører. Hvad angår Leo Tandrups åbenbare fornærmelse over at være blevet opfordret til at ligge som han har redt, må reaktionen siges at være overfølsom. Klummisten orkede bare ikke - og havde i øvrigt heller ikke tilstrækkelig med spalteplads til - også at inddrage Leo Tandrup i teksten, når nu redegørelsen for den oprindelige sædelighedsfejde trængte sig på.
Men dette vil for en mere velvillig, måske også mere klartskuende læser ikke være ensbetydende med et ønske om - som en anden Arne Gamborg over for Bjørnson - at afskaffe Leo Tandrup. Hvorledes man så ellers bærer sig ad med dét. Ej heller er det det samme som at udnævne Tandrup til idiot. Det mener Tandrup, at han bliver. Og slet ikke er det ensbetydende med, at Tandrup skulle være en lige så stor idiot som Bjørnson. Hvor i teksten i sidste uges klumme læser man, at Bjørnson var en idiot?
Men måske Leo Tandrups misforståede besværing over at blive ønsket afskaffet skal ses i sammenhæng med det anførte Paz-citat i sin helhed: "Jeg tror, at vi, hvis vi ikke vil udslettes, må finde frem til et menneskesyn, som gengiver os bevidstheden om hvert enkelt menneskes enestående identitet".

Skal mistanken om en sådan sammenhæng have valør, kan man utvivlsomt opfatte Tandrups jammer over det påståede ønske om hans afskaffelse som en slet skjult beskyldning mod klummisten for at nære planer om fysisk at ville udslette anderledes tænkende.
Klummisten må heri skuffe Leo Tandrup. Sund udtalt skepsis, hvad angår et syndsbevidsthedsbærende menneskesyn, som ganske åbenbart dyrkes af Tandrup - og vel delvis af Bjarke Møller omend på en noget mere venlig og fremkommelig facon - er ikke nødvendigvis ensbetydende med mere eller mindre skjult trang til at ville fjerne deltagere i en avispolemik i Information fra jordens overflade.
Man må i den forbindelse spørge, hvorfra denne humørforladte alvor dog kommer. Hvorfor dette dødbideri, som Klaus Rifbjerg - der med et befriende indlæg har blandet sig i debatten - ved flere lejligheder og til adskillige alvorsmænds vrede har undret sig over.
Noget af svaret kan vel findes i Leo Tandrups egen fremstilling og tolkning af Edvard Munchs program for bohêmer. I denne erklæring, der indebærer sanselighedens og billedets fristilling, farvens befrielse og erkendelse af kønnets naturlige krav om liderlighed og lyst, finder Leo Tandrup at: "Resultatet blev sex i stedet for kærlighed, dyrkelse af uskyld i et dyrisk paradis, frem for besværet med at påtage sig den skyld, man altid må vedkende sig, hvis man ikke tager sig nok af sine nære og ikke gør nok for at omskabe verden til et mindre forførerisk og mere varmt sted."

Med andre ord leder kunstens formsprængning lige ud i det kønslige, promiskuøse anarki, idel utroskab, konsekvent ægteskabsbrud, dyb fornedrelse, sort sorg og megen smerte for alle parter. Kort sagt: Great fun.
Herved anfører Leo Tandrup en række påstande som præmisser for sin sag og i klædebon af renvaskede og nystrøgne selvfølgelige sandheder. Diskussion udelukket.
Men påstandene kan kun blive selvfølgelige ved en manipulatorisk teologis hjælp. En sådan er formentlig besvogret med Tandrups ubærlige prædikat på Brandes som "en glødende religiøs personlighed, blot med ryggen vendt mod Gud"(!) Jamen, kære Leo Tandrup. På den måde kan man jo hævde, hvad det skal være. Mekanikken er velkendt: den troende inddrager hæmningsløst i overbevisningen om Sandhedens ihændehavelse omverdenen af ikke troende i sin mission ved nok så nydeligt at lade ateisme være et andet ord for religion. En variant er henvisningen til at stadig flere unge går i kirke.
Tandrup har da ret i at alle store kulturdebatter har haft over- og undertoner af det religiøse. "Religion handler jo om meningen med livet", som Leo Tandrup skriver.
Javist. Men kulturdebatten siden forrige århundrede har så sandelig fra radikal side forsøgt at definere tilværelsen befriet for religionen i tolkningen af livet, kærligheden og døden.
For nu at analysere ovenstående "Resultatet blev sex i stedet for kærlighed..." hæfter man sig ved generaliseringen, at sex som følge af billedets reformering, billeder uden virkelighed og et liv i lyst, erstattede kærligheden.
En rent ud urimelig følgeslutning, at mennesker i bestræbelsen på at sætte sig fri af tidligere tiders normer for den kunstneriske virkelighedsopfattelse og tilværelsens ydre kønsmoralnormer, hermed skulle have sat kærligheden over styr. Nogen satte vel kærligheden over styr, ligesom nogen satte kærligheden over styr i den moralfikserede normverden med kærligheden i højsædet, og den dyriske sex henvist til trivsel i ægtekærligheden, og kun dér. Videre bliver dyrkelsen af uskylden, som vel rigtigt opfattet er en vigtig del af kulturradikalismens bagage, i Tandrups opfattelse anvist sin tumleplads i et dyrisk paradis og modstilles til det - af Tandrup idealiserede - besvær med "at påtage sig den skyld, man altid må vedkende sig, hvis man ikke tager sig nok af sine nære og ikke gør nok for at omskabe verden til et mindre forførerisk og mere varmt sted."
Hvem blandt menneskenes børn, der nogensinde vil have taget sig tilstrækkeligt af sine kære, kan man diskutere. Ingen kan sikkert påberåbe sig tilstrækkelighed i så henseende.
Denne triste iagttagelse er blot ikke ensbetydende med at vi alle behøver bøje os under syndsbevidsthedens byrde og pr. automatik påtage os den skyld, som meget nærliggende kun kan lettes ved en eller form for aflad i gudsbevidsthed.

I det åndedrag har klummisten ikke, som Leo Tandrup fejlagtigt synes at mene, opfattet kirken som hovedfjenden for noget. Ejheller for frisindet. Hovedfjenden er snarer emsige folk, der i kirkens navn definerer sig selv og - mere betænkeligt - deres medmennesker i skyld og synd, og gør definitionen til rettesnor for livsopfattelsen. I den, livsopfattelsen, kan tilgivelsen forbundet med skyld og synd kun opnås fra højeste sted. Hvilket jo kan være bekvemt, idet tilgivelsen er institutionen iboende, men som ikke har meget med den virkelighed at gøre, hvor sex ikke så sjældent kommer på tværs af kærligheden. Eller er et andet udtryk for kærligheden på flere niveauer - og hvor forståelsen af den øvelse er ensbetydende med respekt for næsten - in casu ægtefællen. Dét kan vel endelig også kaldes kærlighed. (Spørg bare Hillary Clinton). Og den opfattelse har ikke en skid at gøre med at pisse på hende, man lever sammen med, som Tandrup så nænsomt udtrykker det.
Og hvad er det så i øvrigt for noget vrøvl, når Leo Tandrup ser promiskuiteten i kapitalismens sold. Ja, også den, kan man sige, promiskuiteten, er i kapitalismens sold. Men hvad er ikke i kapitalismens sold? Den monogame sex i ægteskabets samfunds- og forbrugsbærende institution er vel i sandhedens navn også i kapitalismens sold. Hvor skulle den ellers være. Ikke plads til mere pis i papkassen for denne gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu