Læsetid: 3 min.

Planmæssig deroute

6. januar 1998

Gerz Feigenbergs roman om en mediemands caribiske eksil bryder ikke igennem klicheernes lydmur

NY BOG
Paul Montana er flygtet fra Danmark til Caribien. En kendt mand, en mediemand, som har brudt grænser i tv-program efter tv-program. Blandt andet har han drukket sig fuld. Det virkede, og det gav seertal. Nu er han udenfor alt det, på den lille ø, St. Bertin, med to enlige repræsentanter for det hvide "bedre selskab", en engelsk oberst og en nydelig, engelsk frue. Og så en indfødt prostitueret, som han har købt til at passe det ene og det andet. Inde i denne mands hovede befinder læseren og Gerz Feigenberg sig i romanen De døde mænds huse. Og derinde er der ikke spændende.
Ganske vist giver Montana rå og usødede billeder fra det søde medieliv, ganske vist bekender han sin magtbrynde, også i forhold til kvinderne og til fulde gennemskuer han sit camouflerede faderoprør som endnu en camouflage for ønsket om at blive accepteret - netop af samme far. Og lige lidt hjælper det. For det er ikke til at tro på hans eksistens.
Hans biografi er en af forhindringerne: Først uddannet naturvidenskabsmand, der honoreres med en guldmedalje for sin afhandling om vira. Så banebrydende forfatter til en dobbeltbiografi om Edgar Allen Poe og H.C. Andersen, en kanonsucces, hvormed han oven i købet opfinder en helt ny litterær genre: stereografien. Så talk-show-vært af den grænsebrydende, seertalsmagnetiserende og almægtige slags. Så forfatter til en fupbiografi om en overset digter, han selv har opfundet, den "så tragisk tidligt afdøde digter Thomas Dal". Den bliver en "chok-succes". Og da han prøver at afsløre bedraget for åben skærm, er der ingen, der tror ham.

For meget
Det er alt sammen for meget. Jeg tror, det bliver svært at finde en mediciner, en boghandler eller en bibliotekar og en tv-producer, der vil stå inde for researchen i deres respektive fagområder. Og så det hele på en gang!
Montana lever sit jævne liv i kronisk druk, kronisk kynisme og kronisk storhedsvanvid, han keder sig og fantaserer sig til at være offer for et komplot.
Men den egentlige intrige kommer i gang, da en dansk pige besøger øen, og der opstår et kærlighedsforhold mellem hende og en af de lokale fiskere.
I jalousi (på selve deres kærlighed) manipulerer Montana "djævelsk" og får held til at ødelægge forholdet.
Måneder senere opsøges han af et dansk tv-hold, som har pigen med sig. De vil lave et 'Hvad blev der af dem- program' med Montana.
Og herfra udvikler historien sig til en kriminalintrige frem mod moralen: Montana går under, bliver det, han kalder "et affaldsmenneske", derangeret og afmægtig i kærlighed til den eneste elskede, den luder, han ikke så som det vidunder, hun var, mens tid var.

Selvkørende sprog
Gerz Feigenberg er uden al tvivl det, man kalder velskrivende. Men det er, som om sproget kører af sig selv. Uden modhager og uden bund.
Han kan tegne karakterer som f.eks. den prostituerede Marbella og obersten med sjælen præget af det britiske restimperium.
Der er pludselige glimt af satirisk overskud som i funderingen over den usædvanligt hyppige forekomst af bidsler og seletøj i beklædningen hos kvinder af det bedre borgerskab.
Her bliver Feigenberg konkret. Han iagttager noget. Pludselig bliver verden belyst i særdeleshed og ikke i al almindelighed.
Men det er desværre kun i små glimt, hvor læseren kan snappe luft, mens Montana gennemløber sin foreskrevne deroute inde i et mærkeligt litterært klichemuseum.

*Gerz Feigenberg: De døde mænds huse. 228 s. .248 kr. Samleren

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her