Læsetid: 3 min.

Poplic service

3. januar 1998

Live fra et eller andet sted i nytårsnatten dansede en flok svedende, fulde og glade mennesker som bobler i champagne, brus i den gule enkes trusser, rundt mellem håndholdte kameraer til musik fra dengang, Johnny Reimar og Rudolf spillede i hhv. Clifters og Defenders. Nu stod de sammen, de to, Hit-House overgiver sig aldrig.
De gav endda et ekstranummer efter bagteksterne: Det er jo ved at være ud på de små timer, så hvad med en vuggevise af Brahms?
Og så spillede de Great Balls of Fire. De har trillet lige siden, de har altid trillet, især selvfølgelig når Jerry Lee pustede til dem, og Johnny Reimar er ikke nogen Jerry Lee. Men alligevel: Roll over, Beethoven.
De oprørske unge er nu blevet voksne, det bliver man med de 50.
Det sagde viceværten i hvert fald til mig, da jeg blev det. Hvad fanden lavede jeg egentlig ovre i hans kælder?
Og på lokum i morges, fordi jeg ved, at det er Robin Hood med Errol Flynn i eftermiddag, så sad den der pludselig, lige midt i kraniet: Pigen fra Fyn... og jeg føler mig som Errol Flynn, som når han får li' den pi' han vil ha' i en film - nå, dada.
Men det var jo Yvonne, som mine onkler fejrede, da hun blev gift med fætter Kjeld. Og hvordan det så siden gik?

Nytårsaften er nytårsaften. Vi ser ikke fjernsyn, kun dronningens nytårstale. I år sagde hun ligesom ikke noget.
Hvad skal vi egentlig med alle de hilsner til skatteflygtninge i udlandet? Hvad med nogen hilsner til alle os andre? Og de ærbødige håndkys, der ligesom hænger i den imperiale luft fra krumbøje færinger i tykke sweatre tætnet med fårepis og små spækgnaskende grønlændere, der næsten ikke kan nå derop.
Det er de venders og goters, der taler. Men venderne har deres at slås med, og goterne er kommet ind i fællesunionens kunstige staldvarme til den kullede kansler og den af trendy reklamekontorer helt igennem nytænkte Tony Blær fra de opsvulmede rester af Danelagen.
Der ligger Sherwood Forest. Det bor Mrs. Hyacinth. Hej, Onslow.

Nå ja og nej, et hurtigt zap afslørende, at DR kørte poplic service hele aftenen, sikkert også hele natten. Det er det, vi har det til. Den er til knaldrøde gummibolde, blå balloner og Henrik Krogsgaard. Hjem til Richard Ragnvald og Århus. Birthe Kjær er en aristokrat i den sammenhæng. Eller en proletar.
Vi har jo set hende for ikke så længe siden fra den anden side muren, da den stod endnu, dengang venderne boede i DDR og de goter endnu fastholdt neutraliteten, selv om de havde droppet venstrekørslen.
Med Bjørn og Okay på den ene kanal, Defenders og Clifters på den anden, er valget nemt.
Man vælger og vrager. Skæg for snot, når land skal vindes. Tårer skal henrulle. Slægt skal følge slægters blodspor. Det blæser i vinden som great balls of fire.
Som hårede hunde fra helvede pumpet op med tabasco og angostura. Bloody Mary synger fra en netundertrøje midt i Sherwood Forest.
Der bor Errol Flynn og Olivia de Haviland. Så gammel er man da for helvede heller ikke.
Det er den tids Olsen-bande. Egon har en plan. Det er skide godt, Egon. Lad os tage den ølvogn til Paris og stjæle fra de rige og give til de fattige. Richard Løvehjerte har ikke lidt de helt store afsavn på sit korstog mod fremmedarbejderne.
De har fodret godt på ham i fængslet der ovre hos onkel Leopold i Østrig. Med sommerskrål på den hvide hest kommer han galopperende lige ud i stuen.
Og den knaldrøde popsanger synger. Han hedder Will Scarlet, men kald ham bare Benny. Egon Hood's højre hånd. Det skal være ny, siger han til den ægte parisiske glædespige. For nu er det nytår.
Og hvad siger hun så? Hun siger: Nu? Comme tu veux, cheri!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu