Læsetid 3 min.

Præsten, der konverterede til kunstner

30. januar 1998

"Et stivnet Pompei uden smerte", "u-værker" eller "nogle enestående kunstværker" er nogle af de prædikater, der hæftes på Pastor Laiers fantastiske figurer i en ny bog, som hylder præstekunstneren

Den allestedsnærværende billedkunstner og billedkunstlærer ved Dronninglund Gymnasium, Gorm Spaabæk, arrangerede i 1995 en udstilling med skulpturer og malerier af Anton Christensen Laier på Nordjyllands Kunstmuseum. Nu har han redigeret en bog om denne særegne præstekunstner, der vakte vild opsigt i sin samtid. Laier var præst i Hjallerup fra 1927-37, men blev brutalt frataget sit præsteembede, da han af gejstligheden blev stemplet som sindssyg. Bogen rummer Erik Thygesens anmeldelse af udstillingen i Information, en artikel af Peter Laugesen samt af billedkunstnerne Henrik Have, Bjørn Nørgaard, Klaus Christensen, Lars Kiel Bertelsen og Jesper Rasmussen. Den koster 185 kr. og indeholder mange fotografiske smagsprøver på Laiers ekspressive værk.
Laier fik embede som 44 årig i Hjallerup i 1927, fordi - som han skrev i 1951 - "man mente, at jeg var den rette til at tage mig af Hjallerups mange løse fugle... Jeg har altid bestræbt mig for at være ligefrem og ikke gøre forskel på høj og lav. Det gamle Testamente og Jesus selv var ikke bange for at bruge kraftige ord." Citatet - og det følgende - står at læse i Peter Laugesens artikel. I 1937 - kort før han blev fyret for lydighedsnægtelse - han mødte nemlig ikke op til en irettesættelse og nægtede at underkaste sig en mentalundersøgelse, skriver han: "Jeg mente, at en præst skal være hos de syge og børnene, men sådan en mand vil man ikke være bekendt. Det ligner ikke noget at gå rundt og snakke med snottede unger og gamle kællinger. Hvad man skal præke er sødsuppe-kristendom."
Man mindes Henrik Pontoppidans præst, der i novellen Naadsensbrød
lister væk i sin nyerhvervede landauer (hestevognenes svar på Mercedes), da han har hørt, at balladen ved gadekæret 'bare' skyldtes Stine Bødker, der var blevet sendt på 'Kassen', den lokale stolthed, alderdomshjemmet. Det var at ligne med et fængsel og fratog de fattige, gamle deres sidste værdighed. Men det kunne han naturligvis ikke tage sig af.

Umulige skulpturer
Men Pastor Laier blev også frataget sit embede, fordi han i præstegårdshaven udstillede sine radikale figurer i cement og ler. "Et værk, der standhaftigt modsætter sig de gængse kunsthistoriske kategoriseringer og nægter at falde til ro i kunstens betryggende ramme," som Lars Kiel Bertelsen udtrykker det. På den måde var de (og er de) umulige. Uanbringelige, for i dag er det stadig kunsthistorikerne, der kategoriserer værkerne.
I 1937 klarer Anton Lai-er imidlertid skærene. Bistået af sin hustru, Mette Marie, der aldrig svigtede ham (der står som bekendt altid stærke kvinder bag radikale mænd), konverterer han til fuldtidskunstner, køber et jordlod uden for Hjallerup og dér i haven skaber han sit egentlige værk: Installationsværket over alle installationsværker, i hvert fald, hvis man skal tage Henrik Have på ordet: En skulpturhave, der lignede "et stivnet Pompei uden smerte." Her viste den forhenværende præst rundt, og Have så haven i 1964 sammen med Broby-Johansen, der underviste på Vrå Højskole, og som satte Laier højt som kunstner.
Laiers ansigt var lige så fredfyldt som en barokengels, skriver Have, der om sin ældre kollega konkluderer: "Figurerne var blevet sat til at sige det, de skulle sige. Nu var det hele sagt, og de stod lammede i deres overmod. Det mest stumme og passive materiale af alle."

Skulpturer molesteret
Laiers cementskulpturer blev skammeligt ryddet af vejen og flere af dem blev molesteret, da man lavede en omfartsvej uden om Hjallerup, der gik lige igennem hans fortryllede have. Det var i 1967. Det knækkede ham endeligt. Hans Judasfigur blev skamferet til ukendelighed. Det var den, der i sin tid med jævne mellemrum blev forsynet med friske svinetarme, der flød ud af Judas' åbne mave. Stærke sager. Det samme er hans Krucifiks med Jesus på korset, Hitler, Mussolini, Roosevelt, Kai Munck, Broby Johansen, Bodil
Koch i bikini og en pengepose i den ene hånd, som kan ses i bogen. I Laiers kunst trækkes forbindelseslinjer til middelalderkunsten.
Man anbragte en del af skulpturerne i Tingbæk Kalkminer, hvor de blev utilgængelige efter et skred i minen. Nogle af dem er dog gravet frem i 1995. Men spørgsmålet er, hvor Laiers skulpturer skal anbringes i dag? I den hvide kube vil de dø, mener flere af bogens bidrag-ydere.
Men hvis der ikke gøres noget snart, så forvitrer de og alle detaljer forsvinder, og disse "enestående kunstværker", som Bjørn Nørgaard skriver, vil forsvinde for altid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu