Læsetid: 5 min.

Den private Vitus Bering

16. januar 1998

Opsigtsvækkende nyfund af breve og beretninger om Berings rejser

BREVE
Engang i senvinteren 1741 døde Vitus Bering på en lille ø ud for Alaskas kyst, hvortil han med sit ekspeditionsskib Sankt Peter havde søgt tilflugt for orkanen. Her på Bering Ø, som det gudsforladte sted senere blev døbt, begravede de overlevende ekspeditionsdeltagere deres danske kommandør, 'Ruslands Columbus', som man ligefrem kaldte danskeren.
Med denne supplerende og næsten afsluttede udforskning af farvandene syd for det barske Beringstræde, var i sandhed en eventyrlig løbebane til ende. Vitus Bering havde til den opgave, som var stillet ham af Ruslands regering. Hans fortjeneste var blandt andet at fastslå disse ugæstmilde farvandes beskaffenhed og dermed russernes muligheder for ad søvejen at skabe handels- og andre kontakter med Japan og Sydøstasien.

Generøst projekt
Ruslands regering under Peter den Store, der i sin rastløse regeringstid havde gjort en imponerende indsats for at reformere og modernisere sit gigantiske, men tilbagestående rige, gik også i forskningsmæssig forstand i rummelige sko. Sparede måske på femøren, men lod til gengæld daleren rulle. Det berygtede russiske bureaukrati fejlede ikke noget. Embedsmændene i St. Petersborg vogtede nidkært over detaljen, og revisionen var pedantisk nøjeregnende. Til gengæld forekom det overordnede perspektiv, der som en af Peters sidste embedshandlinger blev udstukket for Berings Kamtjatka ekspedition, i enhver henseende storslået.
I virkeligheden er det misvisende at tale om ekspeditionen, med den ene angivelige opgave at udforske Nordøstpassagen og strædet. Dette formål er i eftertiden blot det mest kendte. Kamtjatka-ekspeditionen bestod af mange ekspeditioner med et utal af vigtige delopgaver, allesammen pålagt ekspeditionsleder Bering og hans medarbejdere.

Anna med på rejsen
På denne tid, altså lidt før midten af 1700-tallet, var Sibirien i det store og hele uudforsket land. Dertil kom at kommunikationen fra St. Petersborg over Tobolsk ved floden Ob og videre østover - for at sige det mildt - var en yderst problematisk affære. Rejsen over land fra den russiske hovedstad til Kamtjatka kunne meget vel tage et år. Ifald man da overlevede eller nåede frem uden varigt mén. Byer eller blot menneskelige bosteder undervejs var få og små: Irkutsk, Jakutsk, Judomskijkrest, Okhotsk og på selve den vældige og vilde Kamtjatka-halvø endestationen: Bolsjeretsk. Ingen af disse stednavne vakte kendernes begejstring. Tværtimod var disse udstedsnavne synonymer for afsavn, længsel og lidelse. Samt meget ofte udtryk for den russiske regerings unåde, idet de udstationerede embeds- eller militærpersoner i reglen var folk man i Petersborg af en eller anden årsag gerne ville skaffe af vejen. I Sibirien skete dette til gavns. Ude af øje ude af sind - så det battede.
Vitus Bering, som absolut ikke var i unåde, tilbragte en ikke ringe del af sin tid under Kamtjatka-ekspeditionerne på disse triste steder, måtte døje med bitre, udstødte embedsmænd og en uendelighed af triste selskaber med voldsomt drikkeri og ofte medfølgende ulykker. En trøst i armoden havde Bering dog, idet hans hustru Anna Christina Bering en del af tiden var med ham. Faktisk på det mest strabadserende og deprimerende af udstederne, Okhost.

Hunden i snoren
To forskere, en russisk og en dansk: Natasha Okhotina Lind og Peter Ulf Møller, har gennem en række opsigtsvækkende nyfund i - overraskende nok - russiske udenrigsministerielle arkiver, kastet nylys over Vitus Berings sidste år og dermed det store Kamtjatka-projekt. Forskningsresultaterne - de foreløbige - forfatterne varsler lykkeligvis mere - har disse to historikeren Natasha O. Lind og sprogmanden og kulturhistorikeren Peter Ulf Møller, samlet i en velskrevet og smukt udstyret bog: Kommandøren og konen. En anderledes og stimulerende beretning om menneskelig ukuelighed, trofasthed og viljestyrke under umulige vilkår. Samt til tider en hænderrystende spændende beretning fortalt med ekspeditionsdeltagernes egne ord. Lind og Møller har indfattet deres sensationelle arkivaliefund i en instruktiv indføring, der i de bedste afsnit får disse fjerne fremmede egne til at leve for læserens øjne. Elendigheden har forfatterne sans for, så man må tro at selvsynet gav dem mæle. Så mange snublesten var lagt ud for de datidige aktørers humør, at man i en fjern eftertid blot kan varme sig ved tanken om ikke selv at have været med, som forfatterne udtrykker det.
Et veloplagt billede på afstanden fra Petersborg til ekspeditionshovedkvarteret mangler ikke. Som en hund i den ene ende af en uendelig snor sidder Bering i sit halsbånd. I den anden ende rykker magthaverne i Petersborg. Men vel at bemærke, så hunden først mærker rykket et års tid efter, hvor væsentlige forhold kan være ændret og en ét år gammel kommando håbløst forældet.

Nyfundene
Selve nyfundene består af 16 privatbreve fra Vitus Bering, fra Anna Bering og den yngste søn. Breve som så at sige slår vinduet op til privatpersonen Bering, der fremstår som en bekymret og omsorgsfuld ægtemand og far. Dertil kommer kildemateriale til toldbehandling af Berings efterladenskaber, som Anna Bering determineret fører med sig hjem ad den lange vej østfra til Petersborg. Angående dette gods, som i et vist omfang var hendes aldersrente, får enken problemer, idet det russiske apparat til fulde demonstrerer sin smålighed.
Endelig publicerer Lind og Møller et par af Berings medarbejderes nyfundne rapporter fra deres respektive, men i øvrigt betydningsfulde delekspeditioner. Således får vi direkte indblik i underkommandørernes, nordmanden Lassenius' og danskeren Spangbergs farefulde rejser hhv. i ishavet og japanske farvande. Lassenius overlevede ikke færden - som sin foresatte. Spangberg opnåede interessante, men risikable kontakter med de isolerede og fremmedfjendtlige japanere. Rejsebeskrivelsen krydrer Lind og Møller med japanernes oplevelse af samme kontakt. Smukt disponeret.
Kommandøren og konen er en af den slags bøger, som man med en floskel ikke gerne lægger fra sig, før den er fortæret til sidste side. Dokumentation i historieskrivning iklædt kyndig indføring er en berigelse, når - som her - det hele går op i en højere enhed. De to forfattere bliver aldrig så rutinerede i deres stof at de glemmer at undres over den sum af ufattelig menneskelig lidelse, som disse bedrifter afstedkom.
Det gør ikke læseglæden ringere.

*Kommandøren og konen. Arkivfund om danske deltagere i Vitus Berings ekspeditioner. Natasha Okhotina Lind og Peter Ulf Møller. 261 s. ill. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her