Læsetid: 5 min.

Problematiske mirakler

29. januar 1998

Sergiu Celibidaches legendariske arbejde med München Filharmonikerne er udgivet som officielt boks-sæt med masser af kompetente kommentarer - men fungerer musikken?

NYE CD'ER
Hvad er ideen i at lancere en flot, finpoleret samleudgivelse af noget af det ypperste, en dirigent har præsteret? Hvad skal det til for med den ene symfoni efter den anden på cd - Mozart, Beethoven, Schumann og Tjajkovskij - når dirigenten selv foragtede ideen om indspillet musik og ikke kunne udstå tanken om at høre sig selv på plade?
Spørgsmålet er delikat, og det har naget Celibidaches arvinger. Alligevel har både enke og søn nu valgt at give grønt lys for en officiel udgivelse af live-indspilninger fra den rumansk fødte dirigents sidste år. For som sønnen forklarer i den omhyggelige redegørelse, der følger hver eneste af de nyudkomne cd'er: Den bedste måde at slås mod pladepiraternes forvrængede optagelser er at sende officielle højkvalitetsudgivelser på markedet, så det pladepublikum, der nu engang insisterer på at få Celibidache med hjem i cd-afspilleren, i det mindste kan få et lydmæssigt loyalt billede af hans arbejde - selv om det altså strider mod mandens udtalte principper.
Kampen mod copyright-loven er en kamp mod tiden, som rettighedshaverne i sagens natur vil tabe. Derfor kan de lige så godt forsøge at styre udviklingen, mens de stadig har hånd i hanke med den, hvilket jo også giver visse økonomiske fordele. (Som plaster på samvittighedens sår i forbindelse med dette brud på afdødes vilje er arvingerne i stand til at oprette ikke mindre end to velgørende fonde).

Undervandsballet
De blåstemplede live-indspilninger fra 1990'erne, vi nu har fået i hænde, repræsenterer utvivlsomt cremen af Celibidaches arbejde med München-orkestret, som han var chef for indtil sin død i 1996. Alligevel demonstrerer det luksuriøse bokssæt frem for alt det dybt problematiske i beslutningen om en cd-udgivelse.
Celibidache var et fænomen, på godt og ondt. Herhjemme drev han musikere til fortvivlelse, da han i begyndelsen af 1970'erne hundsede med Radiosymfoniorkestret. Nogle elskede ham og var i kridthuset, andre måtte have lægeerklæring på, at de ikke kunne tåle at spille under Celibidache.
Dengang kunne han være nervesønderrivende ubehagelig og ilter. Senere blev han måske mere medgørlig - i hvert fald blev han langsom.
Musikken på München-optagelserne snegler sig afsted. Orkestret er godt (bedre end Radiosymfoniorkestret, dengang Celibidache forlod det, fordi han 'med sin person ikke længere kunne legitimere denne tilstand'). Men når man hører hans Wagner-ouverturer, er det svært ikke at stige af over for de urimeligt langsomme tempi. Det hjælper ikke, at sættets individuelt udformede booklets er proppet til randen med kommentarer fra begejstrede dirigentelever og musikere, der bevidner, at koncerter med Celibidache var enestående oplevelser.
Faktum er, at Mestersanger-ouverturen er fordrejet til et opulent forløb, hvor Celibidache sakker agterud i forhold til Karajan og Toscanini med henholdsvis tre og mere end tre et halvt minut - og det i et stykke musik, der bør vare under ti minutter! Godt man ikke skal høre resten af operaen i samme tempo, tænker man. I Siegfried-Idyll bliver dirigenten væk i musikken. Det samme sker i Tjajkovskijs Pathétique-symfoni, der forvandles til en grotesk undervandsballet, omend af en egen, særpræget skønhed.

Bartók i balance
Celibidache var af den overbevisning, at koncertsalens akustik - ikke komponistens omhyggeligt noterede tempoangivelse - må være udslagsgivende for formgivning og fart. Musik kan kun leve i nuet, mente den dirigerende zenbuddhist. Følgelig forberedes hvert værk på disse cd'er af et track med applaus, som regel mere end et minut langt. Vi skal bringes så tæt på the real thing som overhovedet muligt. Det hjælper bare ikke musikken over de åbenbare vanskeligheder, Celibidaches 'frie musiceren' medfører. Når denne - alvorlige - indvending er fremført, skal det medgives, at Celibidaches orkesterspil i andre henseender er flot: Klangligt velafbalanceret, plastisk i udformningen og præget af et overblik, der resulterer i kolossale udladninger på de store steder.
En bonus-cd med Bartóks Koncert for orkester, som indeholder næsten en halv times prøvearbejde, demonstrerer stor omhyggelighed i indstuderingsfasen. Celibidache kæler tålmodigt for Bartóks første seks takter for at få celloer og kontrabasser til at smelte sammen - for de er jo så forskellige, de to instrumenter. De lydbølger, en kontrabas frembringer, bliver op til 22 meter lange!, som han malende forklarer musikerne. Derfor går det ikke, at de vævre, små celloer bare spiller 'cellistisk' løs, for så falder klangen fra hinanden.
Podie-terroristen er tydeligvis klar over, at han 'er på', og gør sig umage for at rose. Alligevel fornægter tilbøjeligheden til det sønderlemmende udfald sig ikke. Det kan dårligt karakteriseres som andet end perfidt at beskylde uddannede musikere for at være 'født musikdøve', mens de må sidde hjælpeløse og høre på. Svineriet kan læses i tresproget transkription i bookletten, så man ikke går glip af en eneste glose.

Fedtet Debussy
Mest overbevisende blandt det indspillede er Haydns og Mozarts symfonier, hvoraf vi får et udvalg af de sene, nemlig nr. 92, 103, 104 henholdsvis nr. 40, Mozarts elskede g-mol.
Vil man lytte til resten af bokssættet, må man være beredt på at følge Celibidache ind i hans private slow motion-verden. Som belønning får man storslåede kulminationer, for Celibidache var en dionysisk musiker. Kan man klare en usmageligt bred Schuberts niende, der i første sats er lige ved at falde fra hinanden af lutter selvsmageri, får man ydermere udtryksvilje og detaljer. Det med detaljerne gælder også Schumanns to sidste symfonier og den ekstravagant langsomme udgave af Mussorgskijs Udstillingsbilleder, der har fået en bekendt til at mene, at der må være tale om et requiem.
Celibidache udrettede små mirakler med München Filharmonikerne på sine gamle dage. Det kan man høre på orkesterspillets intensitet og balance. Men miraklerne bliver problematiske, når de genopleves uden maestroens karismatiske tilstedeværelse i koncertsalen. Debussys La Mer har sikkert virket overvældende på publikum hin septemberaften i 1992, med en storslået orgasme som demagogisk afslutning. Hørt på cd er og bliver fortolkningen et fedtet oliemaleri uden flygtighed og charme. Det kan godt være, gamle fans ikke vil være til at slå ud af kurs, men jeg er ikke sikker på, nye kan begynde her.

*Celibidache - Münchner Philharmoniker. First authorized edition. Værker af Bartók, Beethoven, Debussy, Haydn, Mozart, Mussorgskij, Ravel, Schubert, Schumann, Tjajkovskij og Wagner. EMI Classics 7243-5-56517-2-3

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her