Læsetid: 3 min.

Pseudo-flimmer

24. januar 1998

RADIO OG TV
Et karakteristisk træk ved den litterære modernisme er, at man ikke nøjes med at skildre, hvad der skete, men prøver at vise, hvordan tingene i virkeligheden hang sammen. Så forskellige forfattere som Henry James, Tjekhov, Proust og Kafka har det til fælles, at de ikke tager tingenes umiddelbare fremtrædelsesform for gode varer, men opererer med nogle dybere motiver og bevæggrunde, som aktørerne (og læserne/tilskuerne) ikke gør sig klart i første omgang.
TV 2's prisværdige visning sent onsdag af Atom Egoyans Exotica demonstrerede om ikke andet, at det særprægede ved modernismen ikke ligger i emnevalg eller i miljøtegning, men i selve fortællestrukturen. Som i hans seneste film, The Sweet Hereafter, er plottet indfældet i fortællestrukturen. Det gør, at aktørernes udsagn ikke får deres fulde mening, før historien er slut, og der er opstillet en form for facit. Hitchcocks Vertigo er et godt eksempel på, at man kan være litterær modernist uden at have spekuleret voldsomt meget over, hvad det vil sige. Hovedsagen er, at Freud på en eller anden måde optræder i baggrunden.

De to danske serier, DR1's Hjerteflimmer og Karrusel på TV 2, er i denne uge begge nået til 3. afsnit, og man kan med sikkerhed konstatere, at dr. Freud kun optræder i dem i meget håndfast form på en slags skolepsykolog-niveau. Det er i sig selv ingen afgørende ulykke. Der kan stadig laves glimrende historier om, hvordan tingene skete. Det er trods alt den måde, de fleste teaterstykker instrueres på. Tilskueren må gerne føle sig tryg ved et regnestykke, hvor to og to er fire. Omdrejningspunktet er graden af psykologisk realisme i Ibsensk forstand og spillernes troværdighed. Og her er der klasseforskel på de to serier.
Kort fortalt opererer Karrusel i et reklameæstetisk univers, hvor alt er underlagt en fremtrædelsesform, der konstant og demonstrativt peger på sig selv som smart, moderne og state of the art, som de siger i USA. I ly af flotte billeder og en fremragende lydside, regner instruktør og producent tilsyneladende med, at de åbenlyse svagheder i manuskriptet behændigt kan tilsløres. Det kan de måske for en vis type seer. Men objektivt set har de to seneste afsnit været en tynd kop te, hvor spillerne i nærbillede har skullet give replikker en aura af betydningsfuldhed, de under ingen omstændigheder har.
Formmæssigt er Hjerteflimmer langt mindre selvhævdende end Karrusel. Æstetisk og teknisk er serien sine steder næsten amatøragtig. Til gengæld har den på det manuskriptmæssige plan en klar vision om, hvad det er, den vil frem til. Man kan være uenig i eller have sine tvivl om, at der eksisterer miljøer og personer som dem, serien postulerer. Nogle gange virker det, som om der er tale om en sentimental efterrationalisering af 68-generationens erfaringer.
Men dér, hvor serien virkelig har fat i den lange ende, er i nogle forankringspunkter omkring familie, børn og venskaber, der på den ene side kan virke lovligt amerikanske, men som på den anden side bæres oppe af et formidabelt ensemblespil. Der kan siges meget skidt om teatret og teaterskuespillere i dag, men Hjerteflimmer dokumenterer, at professionelle skuespillere med en ordentlig instruktion rækker langt videre end en pseudovirkelighed med smukke amatører i reklameagtige kulisser.

Hvis man vender tilbage til den litterære modernismes ambition om at skildre tingene, som de i virkeligheden hænger sammen, må man sige, at denne uges mediepostyr omkring færinger, færøske banker, færøsk overforbrug, ombytning af bankaktier og diverse danske regeringers rolle i processen langt overgår fiktionens forestillingsverden. Det samme gør hurlumhejet omkring Bill Clintons mulige befamling af nogle damer, som man bestemt skal være amerikaner for at se noget interessant i. Det er ikke så meget sagerne selv. De er relativt gennemskuelige. Det forstemmende er, at alle medier realiserer en forestilling, der i bund og grund viser, at mediefolks virkelighed er medieskabt, samtidig med de prøver at bilde folk ind, at de har fod på, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her