Læsetid: 2 min.

Rivalerne går sammen

2. januar 1998

Fem edb-koncerner vil samarbejde i kampen mod Microsoft

BOSTON
Siden Internettet vandt udbredelse i 1994, har Bill Gates forsøgt at holde trit med rivaler i Silicon Valley, som håber at bruge det revolutionære medium til at underminere Microsofts altdominerende stilling i software-branchen.
Da Netscape lancerede sit styreprogram Mosaic (senere kaldt Navigator) til World Wide Web samme år, lod Gates som om det var en bagatel. Et halvt år senere erkendte windows-mogulen sin kolossale fejltagelse og måtte i al hast skifte kurs og investere milliarder af kroner i at hale ind på Netscapes forspring.
I foråret 1995 kom den næste store udfordring. Scott McNealy, grundlægger og koncerndirektør i Sun Micro Systems, præsenterede et nyt computersprog Java, som kan skrive softwareprogrammer med kapacitet til at operere på alle typer computere og netværk og derfor på Internettet. Java kunne altså gå hen og blive et alternativ til Windows-systemet. McNealy fik derfor overtalt Netscape til at indkorporere det.
Igen forklejnede Bill Gates den nye opfindelse. Men allerede et år senere måtte Microsoft give op og købe licensen til Java, og i dag kører Java på Internet Explorer.
Microsofts strategi synes indlysende. Softwarekoncernen har i kraft af sine enorme kapitalreserver og sin kæmpe forsknings- og udviklingsbase råd til at lade konkurrenterne lancere en ny og uprøvet teknologi. Hvis opfindelsen fungerer, hopper Microsoft på vognen og indarbejder i løbet af kort tid teknologien i Windows-systemet. Koncernen bevarer sin monopolstilling og fører samtidig udmattelseskrig mod rivalerne.
Spørgsmålet er, om strategien kan virke i det uendelige. Det vil snart vise sig, for i 1998-99 planlægger fem amerikanske edb-koncerner at bygge en ny platform til Internettet. IBM, Sun Micro Systems, Oracle, Novell og Netscape har indledt et tæt teknisk samarbejde, som har til formål at udvikle en billig network computer, hvis software vil blive Java og Corba, et byggeprogram i stil med Lego. En network-computer vil blive koblet direkte på Nettet og har derfor ikke brug for et styreprogram som Windows.
"Vi ser nogle kæmpe muligheder i at arbejde henimod en verden, hvor styreprogrammer og mikroprocessorer bliver en mærkevare og Internettet en fælles platform. For os vil det være en guldgrube og samtidig true Microsofts og Intels dominans," siger Marc Andreesen, grundlægger af Netscape, til Washington Post.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her